19. december: Angribernes serbiske mareridt

Redaktionen på OldTrafford.dk bruger julen og vores 15 års jubilæum som undskyldning til at kåre de 24 bedste Manchester United-spillere siden 2003. En umulig opgave. Men ikke desto mindre har vi gjort det. Og i dag er vi nået til den 6. bedste – Nemanja Vidic.

Edwin van der Sar satte i 2008/09-sæsonen rekorden for flest minutter i streg i ligaen uden at lukke mål ind. 1.311 styk blev det til, før han måtte se sig passeret. Imponerende.

Der er ingen tvivl om, at van der Sar var en fantastisk målmand, men den præstation var selvfølgelig ikke en, han klarede egenhændigt. Foran ham havde han et forsvar, der mildt sagt var mere frygtindgydende end det, Manchester United har i dag. Og en enorm del af det var Nemanja Vidic.

Den serbiske jernmand, som United-fansene fik i julegave i 2005, da han kom til fra Spartak Moskva, var helt suveræn i mere eller mindre samtlige otte år, han var i klubben.

Han kom til Manchester i en periode, hvor der var meget usikkerhed i klubben dels på grund af ejerskiftet og dels på grund af en periode uden den store trofæhøst. 

Derfra var han en central del af det hold, der blev bygget op og som kun to et halvt år senere kunne løfte pokalen med de store ører i Moskva. 

Vidic indgik et tæt på legendarisk samarbejde med Rio Ferdinand, hvor de to lykkedes med at komplementere hinanden på næsten alle tænkelige måder. 

Mens Ferdinand udviklede sig til den mere rolige, forudseende type, var Nemanja Vidic krigeren, som angriberne helst ikke ville i nærkontakt med. 

Hans hyldestsang blandt fansene er da også meget sigende; Nemanja, whoa – Nemanja, woah – he comes from Serbia – he’ll fucking murder ya!

Vidic blev en rigtig klubmand, og man kunne mærke, at han spillede for trøjen. Det var måske også det, der gjorde, at det godt kunne kamme over for ham. 

En gang imellem gik det nemlig så voldsomt for sig, at det kostede et rødt kort. Mere specifikt var det, hvad der føltes som stort set hver gang, han mødte Liverpool og i særdeleshed Fernando Torres. 

Faktisk fik han hele fire røde kort mod Liverpool, mens han var i United. Det er mere, end nogen spiller har fået mod en enkelt modstander i Premier Leagues historie.

Set i bakspejlet er det bare en god historie, og det er i virkeligheden nok også noget, der har været med til at give ham den kultstatus, som han stadig har blandt fansene.

I 2014 meddelte Nemanja Vidic, at han ville forlade klubben, fordi han ville have nye udfordringer. Han ville ud af England, for som han sagde dengang ”den eneste klub, jeg nogensinde har villet spille for her, er Manchester United.” I stedet skrev han kontrakt med Inter i Serie A.

Derfor blev det også en lykkelig skilsmisse efter en række fantastiske år sammen. 

Vidic nåede på sine 300 kampe for klubben at vinde fem Premier League-titler, tre Liga Cup-titler, fem Community Shields, en Champions League-titel og et VM for klubhold med Manchester United. Han blev også årets spiller i Premier League to gange. Han scorede 21 mål.

Tidligere låger:

1. december: Nummer 24 – Luis Nani
2. december: Nummer 23 – Paul Pogba
3. december: Nummer 22 – Javier ”Chicharito” Hernandez
4. december: Nummer 21 – John O’Shea
5. december: Nummer 20 – Juan Mata
6. december: Nummer 19 – Zlatan Ibrahimovic
7. december: Nummer 18 – Ji-Sung Park
8. december: Nummer 17 – Antonio Valencia
9. december: Nummer 16 – Dimitar Berbatov
10. december: Nummer 15 – Darren Fletcher
11. december: Nummer 14 – Roy Keane
12. december: Nummer 13 – Robin van Persie
13. december: Nummer 12 – Gary Neville
14. december: Nummer 11 – Edwin van der Sar
15. december: Nummer 10 – Michael Carrick
16. december: Nummer 9 – Patrice Evra
17. december: Nummer 8 – Ruud van Nistelrooy
18. december: Nummer 7 – David de Gea

 

Forrige artikel

Officielt? United bekræfter Solskjær som caretaker

Næste artikel

Solskjær til OT.dk i oktober: - Pogba er min favorit

ANNONCE