3. december: Den lille ært, der blev publikumsfavorit

Læsetid
2 minutes
Læst indtil videre

3. december: Den lille ært, der blev publikumsfavorit

03 december, 2018 - 07:03
Redaktionen på OldTrafford.dk bruger julen og vores 15 års jubilæum som undskyldning til at kåre de 24 bedste Manchester United-spillere siden 2003. En umulig opgave. Men ikke desto mindre har vi gjort det. Og vi er nået til den 22. bedste – Javier "Chicharito" Hernandez.

Chicharito scorer i sin debut mod Chelsea. ©Getty

På en 22. plads finder vi Javier Hernandez. 

Han så ikke ud af meget, da han i 2010 kom til Manchester United. Med hans 20 år, spinkle kropsbygning og manglende erfaring fra andet og højere niveau end den mexicanske liga, var der ikke meget, der tydede på, at Chicharito fra starten skulle gøre et stort indtryk på Old Trafford. 

Ikke desto mindre var det præcis, hvad han gjorde. For United-karrieren var ikke ret gammel, da den nye mand i trøjen scorede holdets andet mål i 3-1-sejren over Chelsea i Community Shield. Og selv om han ikke trådte direkte ind i startopstillingen fra dag ét (det lykkedes ham aldrig rigtig), var der konstant en følelse af, at han kunne score mål når som helst. 

Han blev nemlig hurtigt anerkendt for sin evne til at udnytte selv de mindste chancer, og han havde i sin United-tid også et imponerende gennemsnit på 130 minutter per mål i Premier League-regi, hvilket er blandt ligaens allerbedste snit nogensinde og endda bedre end Robin van Persie blandt andre. 

Hernandez blev igennem sin tid i Manchester United ofte kritiseret for ikke at kunne indgå i det åbne angrebsspil på samme måde som de øvrige angribere i truppen. Han virkede ikke i stand til at spille i samme tempo, som holdet skulle, og var måske ikke lige så teknisk dygtig som mange af de andre spillere. Den mangel kom han til at lide under. For han havde i størstedelen af sin United-tid svært ved at tilkæmpe sig en fast plads i startopstillingen på trods af, at han igen og igen scorede mål og afgjorde kampe. 

Chicharito fortjener sin placering blandt Uniteds 24 bedste over de seneste 15 år for sin evne til at score mål, selv når han ikke fik lov til at spille kontinuerligt. Han fortjener den for at eksplodere ind i fansenes hjerter med sin debutscoring mod Chelsea, og han fortjener den for altid at have præsteret, når han har fået chancen. 

Da Sir Alex stoppede i klubben, blev der længere mellem spilleminutterne for den sympatiske mexicaner, der endte med at blive lejet ud til Real Madrid med blandet succes, inden han tog til Leverkusen. 

Her brugte han to meget succesrige sæsoner, hvor han igen viste sig som en af de farligste angribere i Europa. Desværre for United faldt det også sammen med en periode, hvor der ikke var så meget gang i målscoringen hos de røde djævle, hvorfor Chicharitos afsked så næsten komisk ud.  I øjeblikket er han på kontrakt i West Ham, hvor han har været siden 2017. 

I Manchester United nåede Javier Hernandez at spille 156 kampe i alle turneringer, hvoraf de 85 var som del af startopstillingen og 71 var som indskifter. Det kastede i alt 59 mål af sig, som fordelte sig med 37 i Premier League, seks i FA Cup, seks i Ligacuppen, ni i Europa og et enkelt i Community Shield. I sin tid i klubben var han med til at vinde Premier League i 2010/11 og i 2012/13. Han vandt også Sir Matt Busby Player of the Year efter sin første sæson i Manchester.

Tidligere låger:

1. december: Nummer 24 - Luis Nani

2. december: Nummer 23 - Paul Pogba

ÅRETS STORE FEST FOR UNITED-FANS: PETE BOYLE PÅ DEN GLADE GRIS 1. DECEMBER

Køb billet her - Kun 100 kr - Inklusiv fri fadøl og jubilæumsmagasin

Bliv klædt ordentligt på til 2018/19