18. dec.: Lyset i en mørk tid

Redaktionen på OldTrafford.dk bruger julen og vores 15 års jubilæum som undskyldning til at kåre de 24 bedste Manchester United-spillere siden 2003. En umulig opgave. Men ikke desto mindre har vi gjort det. Og i dag er vi nået til den 7. bedste – David de Gea.

Hvis man skal pege på ét lyspunkt i tiden efter Sir Alex Ferguson, så må det være David de Gea. Spanieren har været fundamental for United i en svær periode for klubben og kun guderne må vide, hvordan det var gået, hvis man ikke havde haft keeperen fra Madrid som sin sidsteskanse.

De Geas vigtighed afspejles da også i det faktum, at han i de tre første sæsoner efter Fergusons afsked, solidt satte sig på titlen som ’Sir Matt Busby Player of the Year’. Foruden at være den første målmand i klubben til at modtage den hæder tilbage i 2014, blev han endvidere den første spiller til nogensinde at vinde prisen tre år i træk, da han i 2016 endnu en gang blev vurderet som sæsonens bedste spiller. I sidste sæson vandt han så prisen igen for fjerde gang og blev dermed også den spiller, som har vundet prisen flest gange nogensinde. En imponerende bedrift, som dækker over et hav af fantastiske redninger.

Bag den anerkendelse, ligger der selvfølgelig også en fortælling om et hold, som har haft svært ved at finde fodfæste, siden Fergusons afsked. Der har ikke budt sig mange naturlige konkurrenter til i kapløbet om prisen som årets spiller i United siden, hvilket selvfølgelig ikke er særligt opløftende. Men midt i mørket, har én flamme dog brændt stærkt og ufortrødent og efterladt United-fans med et lys at navigere efter – et håb at sætte sin lid til.

På grund af David de Gea, er man ikke faldet fuldstændigt ud over skrænten endnu, og man har stadig bevaret en hel del af sin stolthed og selvforståelse. Man burde, som United-fan, næsten tage sig et øjeblik hver eneste dag, til at takke den nu 28-årige spanier for, at han; 1 – stadig leverer på det niveau, som han gør og 2 – stadig er at finde i klubben.

Det er da heller ikke fordi, at der ikke har været bud efter målmanden andre steder fra. Den spanske kongeklub, Real Madrid, har af flere omgange forsøgt at hente de Gea hjem til Madrid, men endnu uden held. I 2015 kom det dog rigtig tæt på, da Real og United eftersigende skulle være nået til enighed om en byttehandel mellem de Gea og Keylor Navas. United fik dog ikke sendt de relevante papirer afsted i tide og bortforklarede det med noget omkring en faxmaskine, mens man stod med det mest smørrede smil på. Kort tid efter skrev de Gea så under på en ny 4-årig kontrakt med option på et år yderligere og i slutningen af sæsonen, blev han som bekendt kåret til årets spiller i klubben.

United havde snøret Real Madrid og vundet kampen om David de Gea. Men spørgsmålet er, hvor længe man fortsat kan holde på verdens bedste keeper. For nylig har man benyttet sig af muligheden for et yderligere års forlængelse af den 4-årige kontrakt, som ellers ville være udløbet ved udgangen af denne sæson og i 2020 står han kontraktløs.

Til den tid vil han have været 9 år i United, hvor det indtil videre ’kun’ er det blevet til 1 mesterskab, 1 Europa League titel, 1 FA cup trofæ og 1 liga cup pokal for de Gea, som blev hentet til klubben fra Atletico i 2011. Det er i virkeligheden alt for lidt for en keeper af hans kaliber, som har leveret imponerende 95 clean sheets i sine 254 kampe for klubben og som over de sidste 4-5 sæsoner måske har været den bedste målmand i Premier League.

I dag er der ingen, som husker, at han rent faktisk havde en lidt svær start på sin karriere i klubben og i sin tid konkurrerede på nogenlunde lige vilkår med danske Anders Lindegaard. De Gea har nemlig sidenhen udviklet sig til at blive en vaskeægte verdensklasse-keeper, som vi skal prise os lykkelige for stadig er i United. Og så skal vi nyde ham, så længe vi har ham.

Husk at læse med i morgen, hvor låge nummer 19, og den 6. bedste Manchester United-spiller siden 2003, bliver åbnet i årets julekalender. 

Tidligere låger

1. december: Nummer 24 – Luis Nani

2. december: Nummer 23 – Paul Pogba

3. december: Nummer 22 – Javier ”Chicharito” Hernandez

4. december: Nummer 21 – John O’Shea

5. december: Nummer 20 – Juan Mata

6. december: Nummer 19 – Zlatan Ibrahimovic

7. december: Nummer 18 – Ji-Sung Park

8. december: Nummer 17 – Antonio Valencia

9. december: Nummer 16 – Dimitar Berbatov

10. december: Nummer 15 – Darren Fletcher

11. december: Nummer 14 – Roy Keane

12. december: Nummer 13 – Robin van Persie

13. december: Nummer 12 – Gary Neville

14. december: Nummer 11 – Edwin van der Sar

15. december: Nummer 10 – Michael Carrick

16. december: Nummer 9 – Patrice Evra

17. december: Nummer 8 – Ruud van Nistelrooy

Forrige artikel

Rejsetilbud: Se United mod PSG på Old Trafford

Næste artikel

Uniteds kampe i februar er blevet fastlagt

ANNONCE