7. december: Den ultimative holdspiller

Redaktionen på OldTrafford.dk bruger julen og vores 15 års jubilæum som undskyldning til at kåre de 24 bedste Manchester United-spillere siden 2003. En umulig opgave. Men ikke desto mindre har vi gjort det. Og i dag er vi nået til den 18. bedste – Ji-Sung Park.

Tager man på Old Trafford vil man med stor sandsynlighed mindst en enkelt gang finde sig selv midt i at skråle med på ”Park, Park wherever you may be – you eat dogs in your own country”

Den vellidte sydkoreaner bliver stadig hyldet på tribunen og på pubberne i Manchester, selv om det efterhånden er mere end seks år siden, han forlod klubben, og fire år siden, han stoppede sin karriere. 

Og det er med god grund, for Park var United-spilleri den dybeste og mest nostalgiske forståelse af dét begreb. Han spillede altid for holdets bedste, og han gjorde nøjagtigt, hvad han fik besked på. 

Et af de mest kendte eksempler på det var, da han i Champions League-ottendedelsfinalen mod AC Milan i 2010 blev sat til at mandsopdække Pirlo, der utvivlsomt var modstanderens farligste våben. 

Den oplevelse har italieneren siden beskrevet i sin selvbiografi: ”De havde programmeret ham til at stoppe mig. Hans hengivenhed til opgaven var næsten rørende. Selv om han var en berømt spiller, gik han med til at være vagthund.”  United vandt 4-0 og gik samlet videre med 7-2.

Men det var absolut ikke kun som vagthund, Ji-Sung Park tjente United-holdet i de syv år fra 2005 til 2012, han var i klubben. Offensivt spillede han også en stor rolle, og de fleste husker nok stadig hans rolle i Ronaldos kontramål på Emirates i Champions League-semifinalen i 2009. 

Hans indflydelse på kampene var ikke altid til at læse ud af statistikkerne. Ved Ronaldos scoring havde han eksempelvis kun tredjesidste fod på bolden, mens Rooney blev noteret for en assist. Og sådan var det ofte – han var med i de vigtige situationer men holdt sig ofte uden for rampelyset. 

I kampen mod Arsenal kunne han dog ikke holde sig helt ude af fokus, for det var ham, der med et af sine i alt 27 mål for Manchester United bragte holdet foran i netop den kamp. 

27 mål lyder måske ikke af meget fordelt over 205 kampe, men til gengæld valgte han ofte de helt rigtige kampe at score i. Faktisk lavede han en tredjedel af sine mål mod Arsenal, Chelsea og Liverpool.

En absolut drømmespiller for Sir Alex Ferguson at have på sit hold, og han har naturligvis fundet sikker vej ind på denne fornemme liste.

I sin tid i Manchester United nåede Ji-Sung Park at vinde Premier League to gange, Liga Cuppen en gang, Community Shield en gang, Champions League en gang og UEFA Super Cup en gang. 

”Could be worse, could be Scouse – Eating rats in your council house!”

Tidligere låger:

1. december: Nummer 24 – Luis Nani
2. december: Nummer 23 – Paul Pogba
3. december: Nummer 22 – Javier ”Chicharito” Hernandez
4. december: Nummer 21 – John O’Shea
5. december: Nummer 20 – Juan Mata
6. december: Nummer 19 – Zlatan Ibrahimovic

 

Forrige artikel

Åbningstilbud på "Sammen om United i 15 år" slutter fredag

Næste artikel

Paul Ince sviner Lukaku og Pogba

ANNONCE