14. dec.: Den flyvende hollænder, som fik sin anden ungdom i United

Læsetid
2 minutes
Læst indtil videre

14. dec.: Den flyvende hollænder, som fik sin anden ungdom i United

14 december, 2018 - 05:06
Redaktionen på OldTrafford.dk bruger julen og vores 15 års jubilæum som undskyldning til at kåre de 24 bedste Manchester United-spillere siden 2003. En umulig opgave. Men ikke desto mindre har vi gjort det. Og i dag er vi nået til den 11. bedste – Edwin van der Sar.

Det er svært at forestille i dag, men der var faktisk en tid, hvor Manchester United havde målmandsproblemer.

Man er ellers vokset op med en fortælling om United som værende en klub med store målmænd. I dag har man måske verdens bedste målmand - i form af spanske David de Gea. Tidligere har man haft den danske legende, Peter Schmeichel og fra 2005-2011 havde man den hollandske landsholdskeeper, Edwin van der Sar.

Gode målmænd har været en del af klubbens DNA. Og det har tilladt, at man kunne spille offensivt. I United har det været muligt at spille underholdende og udfordrende, da man altid har kunne regne med, at ens målmand ville rydde op for de eventuelle fejl, som ens kreative udfoldelse måtte have ført med sig.

Det har været klubbens lod. Men med til den fortælling hører det også, at der har været en periode, hvor United rent faktisk havde problemer på målmandsposten. Fra 1999-2005 havde man en række af udygtige målmænd til at vogte buret i klubben. Og ganske bemærkelsesværdigt hørte det også samen med, at United samtidig haltede bagefter ligaens førerhold.

Lad os engang prøve at se på den perlerække af keepers, som førte i Peter Schmeichels fodspor og ledte frem til Edwin van der Sar.

Mark Bosnic, Raimond van der Gouw, Nick Culkin, Massimo Taibi, Tim Howard, Roy Carroll (Yes, ham fra OB), Ricardo. Og så var der selvfølgelig også den excentriske men forfærdeligt upålidelige Fabien Barthez. Ingen af de personer vil formentlig fremgå i den store redigerede version af Manchester Uniteds historie.

En person, der til gengæld ikke vil blive udeladt, er Edwin van der Sar.

Hollænderen, som kom til United i en alder af næsten 35. Han var nemlig ret gammel, da han kom til klubben. Han havde stået i Juventus, men da Bufffon skiftede til klubben, drog van der Sar videre Premier League-oprykkerne fra Fulham, hvor man nok forventede, at han egentlig ville nedtrappe sin karriere. Han var 30 år gammel på det tidspunkt og få havde forventet, at han 8 år senere ville stå som den store helt i en straffesparkskonkurrence i en Champions League finale.

Men det var, hvad der skete for Edwin van der Sar, som startede sit internationale gennembrud sent, men som til gengæld var moden og klar til at gribe chancen, da den endelig bød sig. Alderen virkede på ingen måde til at være et problem for hollænderen, som vandt sit sidste mesterskab med United i en alder af næsten 41.

Van der Sar skrev under med United i 2005 og gik ind på et hold, som ikke havde vundet ligaen i 2 sæsoner. Der skulle gå en sæson, før van der Sar kunne løfte trofæet som engelsk mester. Til gengæld fulgte der herefter en periode med bl.a. 4 Premier League-titler og et Champions League-trofæ.

Den store hollænder på knap to meter gik ind som et fyrtårn af rutine og ro og stabiliserede det Manchester United-hold, som i en årrække havde haltet bagefter. Han har et hav af spektakulære redninger på cv’et og vil bl.a. blive husket for det straffespark, som han reddede fra Nicolas Anelka, da Manchester United slog Chelsea i Champions League-finalen 2008.

Han vil desuden blive husket som en målmand, der aldrig havde en dårlig dag, og som var definitionen på kontinuitet. Som bevis på den betegnelse holder han til stadighed rekorden for flest Premier League-kampe i træk (14) uden at lukke et mål ind. Han nåede 266 kampe for klubben og leverede 135 clean sheets.

Van der Sar var en personlighed af de helt store, og det er hans arv, som gør, at vi i dag tager David de Geas præstationer for givet. Vi er blevet forvent med verdensklassemålmænd i Manchester United, og Edwin van der Sar er bestemt medansvarlig for det.

Husk at læse med i morgen, hvor låge nummer 15, og den 10. bedste Manchester United spiller siden 2003, bliver åbnet i årets julekalender. 

Tidligere låger:

1. december: Luis Nani

2. december: Paul Pogba

3. december: Javier ”Chicharito” Hernandez

4. december: John O’Shea

5. december: Juan Mata

6. december: Zlatan Ibrahimovic

7. december: Ji-Sung Park

8. december: Antonio Valencia

9. december: Dimitar Berbatov

10. december: Darren Fletcher

11. december: Roy Keane

12. december: Robin van Persie

13. december: Gary Neville

Bliv klædt ordentligt på til 2018/19