Hver uge ser vi hos OldTrafford.dk tilbage på runden, der gik. I anledning af, at United søndag leverede en pinlig indsats og tabte 3-2 til Brighton, har redaktør Emil Jørgensen reflekteret lidt længere over de ildevarslende tegn, vi ser både på og udenfor banen.
Højt at flyve, dybt at falde.
Talemåden, som betyder, at jo større ambitioner eller succes man har, desto mere risikerer man at miste, passer desværre godt på Manchester Uniteds seneste halvanden uges tid. Efter en mildest talt forfærdelig pre-season, tillod de fleste United-fans alligevel optimismen at blomstre, da anfører Paul Pogba ledte holdet til sejr i Premier League-premieren over Leicester.
Jose Mourinho var tilfreds, vi var tilfredse, og vi begyndte at drømme om, at “de røde djævle” fører ligaen til november på grund af deres startprogram, hvor Tottenham på hjemmebane den 27. august er den på papiret sværeste af de 10 første kampe.
LÆS OGSÅ: BLOG: UNITED SKAL UDNYTTE OVERKOMMELIGT STARTPROGRAM
Men til alle rivalerne og deres fans store fornøjelse, snublede Manchester United allerede i anden spillerunde mod upåagtede Brighton. Et hold, der sluttede som nummer 15 i seneste sæson og tabte 2-0 til Watford i deres premierekamp. Den slags overraskende nederlag forekommer en gang imellem – det gjorde det også i Sir Alex Fergusons tid. Men det bekymrende var imidlertid, hvordan det skete. Jeg forsøger mig her med fem nedslag:
1) Manglende reaktion: Spillerne kæmpede ikke
Turen fra Manchester i nord til Brighton på den engelske sydkyst tager seks-syv timer i en bus. Men trods rejsetiden, og det faktum at kampen lå søndag aften, havde tusindvis af United-fans taget away-turen for at støtte holdet. Det er dem, de rødklædte kæmper for. Mod Brighton kæmpede de ikke.
Da Brighton gik til pause med en 3-1-føring og hjemmeholdets fans hånende sang “Can We Play You Every Week”, tænkte jeg i mit stille sind: Okay det er skidt det her, men i det mindste er vi tvunget til at gøre noget nu. De er tvunget til at komme med en reaktion på det her i anden halvleg.
Men reaktionen udeblev. Med undtagelse af de lokale drenge i Jesse Lingard og Marcus Rashford, som kom ind og løb og løb og løb, var der ingen, der hankede op i sig selv. Ingen tog ansvar. Anføreren Paul Pogba slog op i banen (mere om ham senere), og attituden blandt størstedelen af spillerne virkede modløs.
Manglen på ledere på Manchester Uniteds hold har før været et tema. I marts sidste år blev Nemanja Matic kaldt en “ø af personlighed, omgivet af manglende personlighed, klasse og vilje” af Jose Mourinho. Det var pudsigt nok også efter en kamp mod Brighton.
LÆS OGSÅ: BLOG: UNITED MANGLER LEDERE
Det faktum, at der er så stor tvivl om, hvem der er kaptajn på holdet, vidner om, at vi har et problem. United-fans har sukket efter en Roy Keane-type, siden ireren blev smidt på porten i 2005. Siden da har vi haft typer som Rio Ferdinand, Nemanja Matic, Patrice Evra og Michael Carrick. I dag har vi med undtagelse af Nemanja Matic intet, der minder om dem. Og så ved jeg godt, at Paul Pogba og Romelu Lukaku kan begejstre Twitter- og Facebook-folket, når de holder en motiverende tale i pausen eller før kampene for deres respektive landshold. Inspirerende præstationer, der afføder håb om, at de en dag kan påtage sig de roller på Old Trafford. Og det kan de måske også.
Men søndag mod Brighton viste de intet af det. Søndag mod Brighton lignede Manchester Uniteds hold ikke 11 mænd. Det lignede 11 drenge, der enten ikke gad kæmpe for deres manager, eller simpelthen ikke indeholdte den fornødne “personlighed, klasse og vilje”. Jeg ved ærlig talt ikke, hvilken en af delene, der er mest bekymrende.
2) Forsvaret sejler, og Eric Bailly er ikke til at kende
Jose Mourinho har nærmest plaget Ed Woodward om forstærkninger til det centrale forsvar i denne sommers transfervindue. Det fik han ikke. Men mod Brighton var han alligevel i stand til at stille med sine to egne køb; Victor Lindelöf og Eric Bailly.
Det var mildest talt ikke kønt. Eric Bailly spillede, for at gentage Gary Nevilles kritik af David Luiz for seks år siden, som en 10-årig styrer en forsvarsspiller i FIFA på PlayStation’en. Han var hovedløs og aggressiv, og han virkede til at have mistet overblikket. Kronen på værket var et unødvendigt straffespark, som gjorde, at Brighton kom på 3-1. Et rystende ringe bundniveau, som godt kan få en til at frygte, at der var en dybere mening med, at han ikke spillede så meget i seneste sæson.
Victor Lindelöf så ikke meget bedre ud. Det er blevet nævnt, at svenskeren, Eric Bailly, Chris Smalling, Phil Jones og Marcos Rojo alle har det til fælles, at de er udmærkede midterforsvarer, som alle har brug for en rigtig god midterforsvar ved siden af dem, hvis de skal spille på et mesterhold. Måske er der en sandhed i det udsagn.
I sidste uge roste OldTrafford.dk-skribent Rune Djuurhus forsvaret i sin “fem ting, vi lærte af Leicester-kampen”-blog, og jeg har også tidligere advokeret for, at United-defensiven først og fremmest har brug for tillid. Derfor har jeg ikke lyst til male fanden fuldstændig på væggen nu efter en skidt præstation. Jeg tror stadig på, at Lindelöf – Bailly kan blive en stærk konstellation.
Det store spørgsmål er, om Jose Mourinho også tror på det? For man kan desværre argumentere for, at kampe som disse taler portugiserens “sag” mod bestyrelsen. “Jeg sagde jo, at der var brug for forstærkninger. I lyttede ikke til mig. Det er jeres skyld, at defensiven ikke fungerer”.
Hvis Jose Mourinho er mere opsat på at vaske sine egne hænder, end han er på at få sine spillere til at fungere, bliver det hurtigt grimt, hvis ikke svenskeren og ivorianeren stopper med at sejle rundt i bagerste flanke.
3) Vi har en alt for forudsigelig taktik
Hvis der er noget, jeg hader mere end at se United blive spillet ud af brættet af Brighton, så er det at se United blive spillet af brættet, mens Jan Mølby kommenterer det for Viasat. Den tidligere Liverpool-spiller elsker at kritisere United, og søndag var ingen undtagelse. “Forfærdelig fodbold”, “forudsigelig taktik, hvor de bare spiller den rundt” og “absolut ingen farlighed, fart eller vilje” var nogle betragtninger, han spyttede ud over “de røde djævle”. Det var til at blive syg af at høre på. Mest af alt fordi, han havde ret.
Manchester United virkede ikke som et hold, der på noget tidspunkt havde en game plan. Selvom de var bagud i størstedelen af kampen, mønstrede de aldrig et reelt pres på Brighton. Det vidner fem skudforsøg på 90 minutter om.
I mangel på bedre blev Marouane Fellaini kastet på banen. Og belgieren gjorde det godt, ud fra de forudsætninger han har. Der findes ingen i verden, som er bedre til at tage bolden ned med brystet, og hans tilstedeværelse i boksen gør, at alle dødbolde bliver en tand farligere. Men det siger alligevel meget, at han er vores bedste modsvar, når vi er bagud mod Brighton. Brighton. Brighton! Vi taler ikke om Manchester City eller Liverpool, Real Madrid eller FC Barcelona. Vi taler om et hold, som Watford præsterede 19 skudforsøg en uge forinden. Og alligevel virkede det som om, at det var noget det nemmeste i verden for den sydengelske klub at afvise United.
4) Paul Pogba (og hans agent) virker som om, de hverken ved, hvad de skal eller vil
Jeg elsker idéen om Paul Pogba som anfører, og jeg har flere gange argumenteret for det i vores podcast-udsendelser. Franskmanden kan være en genial midtbanespiller, og han har ofte fået hug for alle mulige irrelevante ting, som hans hår eller hans jubelscener. Han kender klubben, fordi han engang har været akademispiller, han virker som om, han er meget vellidt i truppen. Man kan se, at det betyder noget for ham at bære anførerbindet, og man kan håbe, at tjansen vil modne hans spil, så han bliver mere disciplineret og koncentreret.
HØR OGSÅ: PODCAST: #POGFEELINGS, NY SPORTSDIREKTØR OG BRIGHTON-KAMPEN
Alt det der taler for, at Jose Mourinho bør droppe Antonio Valencia, som stadig ikke taler engelsk godt nok til, at han kan fuldføre interviews uden tolk, og gøre Paul Pogba til permanent anfører. Desværre er der også bare en del ting, som taler for, at det er en rigtig dårlig idé.
Først var der stjenespillerens kommentar efter Leicester-sejren, hvor han i øvrigt spillede glimrende, som lød, “der er ting, jeg ikke kan sige, for så får jeg en bøde”. Totalt unødvendigt og ærgerligt i en tid, hvor medierne i England nærmest ikke laver andet end at spekulere i disharmonien mellem Manchester United-truppen og manageren.
Derefter var det den jammerlige indsats mod Brighton, hvor jeg faktisk mener, at Pogba bærer den største del af skylden blandt spillerne på banen. Som anfører er det ham, der skal gå forrest i modgang, og i søndags gjorde han det modsatte. Han gemte sig. Han slog op i benen og ud med armene. Han virkede som om, at han ikke anede, hvad hans rolle var.
Og ja, så scorede han på et straffespark til sidst i kampen, så han efterfølgende kunne smide et billede op på sin Instagram-profil med teksten af ham selv, der løber tilbage til midterpletten med bolden i favnen. Men hvis vi bedømmer ham for hans 90 minutter, er han klart dumpet.
Det er selvfølgelig unfair at bedømme ham ud fra en skidt præstation. Men problemet er bare, at det har været hele historien om Paul Pogbas nu 25 måneder tilbage på Old Trafford. Han er alt for ustabil.
Det mest bekymrende er dog, at hans agent, Mino Raiola, tilsyneladende føler, at hans spiller er større end Manchester United. Det var Mino Raiola, der i 2012 overtalte Pogba til at afvise United og skifte til Juventus – hvilket efterfølgende har fået Sir Alex Ferguson til at kalde agenten for en shit bag foran en gruppe studerende. Og så sent som i dag, tirsdag, har Mino Raiola via Twitter angrebet United-legenden Paul Scholes med nogle yderst arrogante ytringer. Med rygterne om at FC Barcelona er interesserede i United-spilleren i mente, er det mildest talt frustrerende, at hverken Raiola eller Pogba ikke gør mere for at vise deres loyalitet overfor klubben, der har betalt 89 millioner pund for ham.
Jose Mournho sagde på sit pressemøde i fredags, at medierne finder på løgne, når de skriver, at der er problemer mellem ham, klubben og Paul Pogba. Den 25-årige franskmand gør i øjeblikket ikke meget for at bakke den påstand op.
5) Svært at gennemskue, hvad den overodnede plan er
Og nu, hvor jeg allerede har taget hul på diskussionen om, hvorvidt der er harmoni på Old Trafford og Carrington, kan jeg lige så godt føre den til ende: Der er noget galt.
Opmuntret af glade billeder fra træningsanlægget, hvor United-spillere og trænere løber rundt og griner om kap, og de lyserøde sæsonstartsdrømme, hvor man stadig tror på, at alt kan lade sig gøre, har jeg selv været blind for, at der er uhyggeligt mange ildevarslende tegn: Jose Mourinhos humør på pre-season-tur, det faktum at bestyrelsen ikke bakker ham op på transfermarkedet, Paul Pogbas udtalelser i pressen og spillernes viljeløse præstation mod Brighton.
LÆS OGSÅ: OT.DK-ANBEFALER: HVEM BÆRER ANSVARET FOR UNITEDS KRISE?
Jeg muntrer mig selv op med, at Jose Mourinho er kommet langt. Resultatmæssigt har det været godkendt – to trofæer og en andenplads i Premier League i løbet af hans første to sæsoner. Men samtidig har jeg en ulmende fornemmelse i kroppen af, at vi snart skal starte helt forfra. Igen.
Ligesom Louis van Gaal gjorde efter David Moyes, og Jose Mourinho gjorde efter Louis van Gaal, skal en ny manager komme efter Jose Mourinho og bygge sit eget hold op. Intet tyder på at den portugisiske manager vil være at finde på Old Trafford i mange år endnu, og når han smutter, er det et problem, at ledelsen, Glazer-familien og Ed Woodward, har forsømt at tænke over en overordnet filosofi og spillestil. Det er positivt, at en sportsdirektør angiveligt er på vej til klubben.
Men lige nu og her, efterlader det bare både fans, spillere OG manager Jose Mourinho i et tomrum, hvor man tvinges til at tænke: Hvad er det egentlig, der skal ske? Og hvornår har I tænkt jer at sætte det i værk, Manchester United?
