Blog: Fem ting, vi lærte af Leicester-kampen

Hver uge ser vi hos OldTrafford.dk tilbage på runden, der gik, hvor vi kommer med vores bud på fem ting, vi lærte. I anledning af, at United fredag spillede deres første Premier League-kamp, har Rune Djurhuus reflekteret lidt længere over de takter, vi så fra Mourinhos tropper mod Leicester City.

Lad det være sagt med det samme. Da jeg fredag aften satte mig for at se Manchester United spille sæsonens første kamp mod Leicester, var det med en vis ulmen i kroppen. Af spændthed og af nervøsitet – men nok mest af det sidste. For jeg havde ingen anelse om, hvad jeg skulle være vidne til.

I de sidste par uger op til kampen havde jeg skiftet det underholdende VM-fjernsyn ud med en række natlige kampe, der tilfældigvis havde Manchester United som afsender. Vanen tro skulle der spilles træningskampe forud for den nye sæson.

Og selvom jeg jo godt ved, at man ikke skal lægge det store i optaktskampene, kan man jo alligevel ikke undlade at gøre netop det. Lægge noget i dem. Hvordan i alverden skulle man kunne lade være? Endelig spiller ens hold igen, og pletterne fra den forgangne sæson kan blive vasket af. Man kan starte på en frisk – og man bilder sig ind, at man kan få nogle tegn på, hvordan holdet vil gribe den kommende sæson an.

Ingen af de svar fik vi i optaktskampene. Tværtimod. United virkede som et hold, der ville fortsætte sidste sæsons negative spillestil, og Jose Mourinho gjorde ikke meget for at dæmpe ilden, når han udtalte sig negativt om sin trups sammensætning efter kampene.

Derfor var det desto mere opløftende at se holdet spille sæsonens første gældende kamp, da de tog imod Leicester fredag aften. Selvom det i sidste ende ’kun’ blev til en snæver sejr på 2-1, så var der rent spillemæssigt flere pile, der pegede i den rigtige retning.

Leicester er intet dårligt mandskab. Og selvom United i perioder var presset tilbage – og selvom de til slut måtte indkassere et mål, som godt kunne være gået ind tidligere – så var det forfriskende at se et hold, som ville og gerne turde at spille fodbold.

Nedenfor har jeg listet fem overskrifter, som jeg synes, vi kan tage med fra fredagens åbningskamp. 

1. Pogba har alle kvaliteterne til at blive anfører – men overlever han Mourinho?

Paul Pogba

Det var nok de færreste, der havde troet på, at Paul Pogba ville starte inde mod Leicester – og nok endnu færre havde set komme, at han ville bære anførerbindet til sæsonåbneren.

Ikke desto mindre fik den hjemvendte verdensmester hele 84 minutters fodbold i benene. Og hvor var det en fryd at se Pogba vise sig frem, som han gjorde. Han dominerede, når han havde bolden, og det virkede til, at han havde taget noget af det mere rolige spil fra VM-slutrunden med ud på banen for United.

Det tæller heller ikke ned, at han var køligheden selv fra ellevemeterpletten. At han tilmed var den Premier League-spiller, som lykkedes med flest driblinger, siger lidt om midtbanespillerens præstation.

Det store spørgsmål er nu, om han kan komme overens med Mourinho, som han ikke er de bedste venner med udenfor banen. Flere kommentatorer var ikke sene til at tolke hans kommentarer efter kampen som en opadpegende tommelfinger rettet mod portugiseren.

Her udtalte han blandt andet, at der var ting, han ikke turde at udtale sig om i frygt for at få en bøde, mens han undgik at nævne portugiseren, da han fortalte, at han altid gav sig 100 procent for fans og holdkammerater.

Med tanke på, at hans agent har holdt samtaler med folk fra Barcelona, er jeg nok ikke den eneste United-tilhænger, der ikke kan ånde helt lettet ud, før det spanske transfervindue lukker om et par uger.

2. Vores bagerste led ser fremtidssikret ud – også uden et dyrt indkøb

Victor Lindelöf og Eric Bailly i aktion mod Leicester City

Det måske mest hede emne i løbet af sommeren har været Uniteds ageren – eller mangel på samme – i transfervinduet. Det er især i det centrale forsvar, at United har været sat i forbindelse med den ene spiller efter den anden.

LÆS OGSÅ: Blog: Det lærte vi af et kaotisk transfervindue

Hvad enten det skyldtes ejernes manglende vilje over for Mourinhos krav, eller blot, at de ikke var stærke nok til at forhandle en aftale på plads, så endte det som bekendt med, at der ikke kom en ny forstærkning til i midterforsvaret.

Derfor var det virkelig opløftende at se, hvordan Eric Bailly og Victor Lindelöf gik til opgaven. Bailly, som ikke var til VM, virker til at have ramt idealformen. Hans tacklinger sad lige i skabet, mens han lykkedes med hele 96 procent af sine afleveringer. Bailly blev flot komplementeret af sin svenske makker, der ikke virkede til at være tynget af den korte pause efter VM.

Med tanke på, at både Bailly og Lindelöf begge er spillere, som er blevet købt dyrt under Uniteds portugisiske manager, synes jeg, at der bestemt er grund til optimisme.

Ethvert tophold har brug for et pålideligt makkerpar i det bagerste led. Og skal man bedømme ud fra fredagens kamp, kunne noget godt tyde på, at den duo, vi så længe har ledt efter, render rundt i vores egne rækker.

LÆS OGSÅ: Blog: Er “shop-amok” den rette løsning?

På samme måde var det dejligt at se, at David de Gea allerede har lagt sommerens skuffelse for Spanien fra sig. Spanieren stod, hvor han skulle kampen igennem, og leverede endda – for gud ved hvilken gang – en kampafgørende redning på James Maddisons skud.

3. Shaw og Pereira kan blive ’årets køb’

Luke Shaw fejrer scoring mod Leicester

Luke Shaw og Andreas Pereira har flere ting til fælles. Begge kom de til klubben i 2014, og på fødselsattesten er der under et halvt år, der skiller de to 22-årige spillere ad. Og skal vi dømme ud fra fredagens kamp, kan de snart få endnu én til fælles. Begge gav de nemlig fansene et praj om, at dette endelig kan blive sæsonen, hvor de for alvor slår til på Uniteds førstehold.

For Luke Shaw har opholdet i Manchester United i lange perioder været én lang fortælling om smerte og skuffelse. Netop derfor må den unge englænder være desto mere stolt over sin præstation fredag, som vel nok var hans bedste i United-trøjen hidtil.

Hvis vi ser bort fra en enkelt situation, hvor han så skidt ud, så, viste han kampen igennem sin ærgerrighed, når han løb frem i overlappene, og han indgik ved flere lejligheder flot i de hurtige kombinationer. Og det er endda uden at nævne det flotte mål, som var hans første i United-trøjen. Kan Shaw formå at bygge videre på sin toppræstation – og vel at mærke får lov til det af Mourinho – kan han virkelig blive som en ny spiller for United.

Indrømmet: Det var ikke alt, der lykkedes for Andreas Pereira, som startede på den centrale midtbane i fraværet af 30-årige Nemanja Matic, der stadig er ved at komme sig oven på VM. Modstanderne gled ved et par lejligheder lidt for let rundt om den vævre spiller, og han lykkedes ikke med alle de tacklinger, han forsøgte.

Andreas Pereira

Men med fem bolderobringer og tre vellykkede tacklinger, krydret med et dejligt fremadrettet blik for spillet, er der bestemt grund til optimisme. I Uniteds bedste perioder virkede det som om, at det var Pereira, der bandt spillet sammen. Selvom han nok ikke får fuld spilletid denne sæson, har Mourinho i Pereira fået en spiller tilbage i truppen, som langt bedre end spillere som Matic, Ander Herrera og Marouane Fellaini er i stand til at flytte bolden mellem kæderne. Det kan blive guld værd – især mod de mindre dygtige modstandere.

4. Vi mangler stadig at fintune offensiven

Hvis Alexis Sanchez var vores bedste spiller i sommerens opvarmningskampe, så var han muligvis den dårligste i fredagens kamp – måske kun overgået af Marcus Rashford, som intet så ud til at lykkedes for, og som blev skiftet ud til fordel for en anonym Romelu Lukaku i anden halvleg.

Hvis United skal gøre sig forhåbninger om at kunne kæmpe med om titlerne i år, så må og skal vores offensive spillere begynde at levere varen – gerne med det samme. Selvom Rashfords præstation kan undskyldes med træthed efter VM, så er det svært at sige det samme om Sanchez, som gang på gang sløsede i sine afleveringer og forsøg på at bygge spillet op.

Fredagens kamp gav mig i hvert fald ikke troen på, at vi pt. har, hvad der skal til rent offensivt, for at matche vores rivaler i Premier League. Utroligt nok skabte Alexis Sanchez faktisk fire større chancer, hvoraf to af dem (Matas skud, der ramte Wes Morgan på hånden, og hans aflevering til Lukaku) ret beset burde have ført til mål.

Derfor vælger jeg også at tro på, at de offensive takter nok snart skal følge trop. Med en Sanchez, der finder tilbage på niveauet fra preseason, og en Romelu Lukaku, der kommer tilbage i omdrejninger, bør forudsætningerne i hvert fald være der for, at vi også kan få gjort chancerne færdige.

5. Vi HAR masser af potentiale – men bør få styr på de indre linjer i en fart

Men vi må og skal kunne forvente mere. Når Mourinho ikke ser ud til at have planer for en spiller som Anthony Martial, kan man godt frygte, at de indre linjer ikke er helt spidset til. Udadtil er det i hvert fald det, der signaleres, og det skaber et negativt pres, som de færreste kan være enige i, at vi er tjent med. Derfor må United så hurtigt som muligt få styr på de indre linjer.

José Mourinho

Hvis ledelsen vurderer, at Mourinho ikke er manden, der skal føre os videre, så bør man hellere få gjort noget ved det, mens man stadig har point at spille for. Hvis ikke, så se at få solgt de spillere, som Mourinho ikke har tillid til, så vi kan fokusere på det, der er vigtigst: Spillet på banen og de tre point weekend efter weekend.

Udgangsbøn: Når verden hader os, så lad os holde sammen

Hvis der er noget, som pressen og kommentatorer rundt omkring elsker, så er det at finde de negative vinkler frem, når det handler om United. Denne sæson bliver ingen undtagelse.

Hvad enten vi er enige i de ting, Mourinho foretager sig, eller ej, så kan vi godt regne med, at det kommer til at blive svært at hente opbakning udefra.

Jeg er selv typen, der trofast lytter til diverse podcasts om Premier League. Og jeg kan allerede efter den første uge konstatere, at det ikke er lutter roser, som bliver smidt i Uniteds retning. Det er ikke, fordi jeg ikke forstår dem. For vi har virkelig en manager, der gør, hvad han kan, for at puste til det negative United-narrativ.

Det gør det lettere for folk udefra også at fokusere på det negative og give det mindre vægt, når der rent faktisk er positive tegn at tyde. Og som det fremgår af dette skriv, synes jeg netop, at der i åbningskampen mod Leicester var flere positive tegn at hente.

Derfor vil jeg slutte klummen her af med en lille bøn: Når alle hader os, så lad os holde sammen! Lad os sammen huske hinanden på, hvor godt et hold, vi rent faktisk råder over.

Hvem ved – måske det hele ikke ser så dunkelt ud, når vi skal gøre status til maj? For undertegnedes vedkomme går jeg i hvert fald en smule gladere i seng, end tilfældet var i sidste uge.

Rigtig god sæson herfra.

Forrige artikel

Bartomeu udtaler sig om Pogba-rygter

Næste artikel

Medspillerne deler roser ud til Fred

ANNONCE