Fem ting vi lærte af Spurs-kampen

Læsetid
5 min.
Læst indtil videre

Bloggen er skrevet af Rasmus Lykke Th...

16 januar, 2019 - 20:55

De Gea i aktion mod Tottenham ©Getty

"Bare rolig, det er kun fem kampe. De har jo kun mødt Cardiff, Bournemouth, Huddersfield, Newcastle og Reading. Bare vent, til de møder et ordentligt hold."

Undskyldninger som ovenstående fandtes der mange af. Men mange af dem kan pakkes væk nu. I søndags mødte Manchester United nemlig Tottenham på Wembley, i en kamp, hvor de var underdogs - på udebane mod ligaens nummer tre.

På trods af statusen som underdog formåede Solskjær og Manchester United at få den rekordsættende sjette sejr ud af seks mulige, og selv de største United-hadere (host, Graeme Souness) måtte bøje sig i støvet for Ole Gunnar Solskjærs nye drenge.

Men hvad lærte vi egentlig af den kamp, der blev kaldt Solskjærs første test? OldTrafford.dk-skribent Rasmus Lykke Therkelsen giver dig fem ting, vi lærte af Spurs-kampen.

De Gea stod en eventyrlig kamp mod Tottenham

Endelig en sejr i en topkamp

Jeg var lidt inde på det i indledningen, men jeg vælger at nævne det igen, bare for at slå det helt på plads. Undskyldninger kan der ikke bruges nu. Manchester United er forvandlet.

Jeg vil tilstå, at det ikke var med samme overlegen og suværen fodboldspil, vi har været vant til at se, men skal man virkelig forvente det i en udekamp mod Tottenham? Manchester United spillede direkte angrebsfodbold og spillede en rigtig, rigtig god første halvleg, som i sidste ende udmøntede sig i en sejr.

Det var egentlig som at se "vintage United" spille. Der var ikke megen unødvendig boldbesiddelse, alle kæmpede for alle med det absolut bedste, de havde lært. Og vigtigst af alt, spillede Manchester United hurtigt og direkte angrebsspil. Det er Marcus Rashfords matchvindermål et godt eksempel på.

Mange kan stille sig selv spørgsmålet om, hvorvidt Mourinho ville have fået samme ros for en sejr som denne. Det havde han nok ikke, nej. Men det tror jeg ikke, er på grund af kampens resultat. Jeg tror, det er på grund af måden, kampen blev spillet på, og hvordan, Manchester United havde været forvandlet allerede inden kampen.

De Gea i aktion mod Tottenham

De Geas præstation var kulminationen på en opadgående formkurve

David de Geas niveau i målet har i denne sæson ikke været på helt samme niveau, som vi måske har været vant til. Men det har heller ikke været så dårlig, som andre påstår. De Gea havde et decideret dårligt VM, ja, men han har heldigvis efterladt den form i Rusland.

Han har spillet sig mere og mere op, som sæsonen er skredet frem. Han har aldrig været dårlig, men nok aldrig på det astronomisk høje niveau, han har været på i tidligere sæsoner. Indtil i søndags.

Præstationen på Wembley var for mig kuliminationen på en formkurve, der har været opadgående i flere måneder. 11 redninger præsterede han og var yderst essentielt for, at Manchester United endte med at hive sejren hjem.

Flere fans af rivaler påstår, at United har været heldige, fordi verdens bedste målmand igen har reddet point til United. Og det er rigtigt, han har reddet point til United. Både i søndags og såvel også flere gange i tidligere sæsoner. Men er det ikke også præcis det, Harry Kane gør i Tottenham, Eden Hazard gør i Chelsea, Salah i Liverpool osv.?

Derudover er det efterhånden naivt at påstå, at det er heldigt, at De Gea er så god. Spanieren var 19 år gammel, da han kom til Old Trafford fra Atletico Madrid. Kan I ikke alle huske, hvor dårlig han var dengang? Han kunne nemt have blevet ekspederet videre til en mindre klub eller erstattet af en anden keeper i klubben. Men det skete ikke. United fastholdt ham som førstekeeper. Og resten er historie.

Lukaku er overflødig

Det skærer mig i hjertet at sige, at en angriber, med så mange fremragende kvaliteter, ikke kan bruges i Manchester United. Men det virker lidt sådan, når man ser Manchester United spille fodbold.

Når en fronttrio med Marcus Rashford, Anthony Martial og Jesse Lingard kan spille hurtig pasnings- og kontraangrebsspil, og gør det med stor succes, virker der ikke den store grund til at spille Romelu Lukaku kan bruges.

Lukaku er en gudsbenået målscorer, og er efter min mening den bedste angriber, der har været i United i hele "post Sir Alex"-æraen. Men han er for langsom og for dårlig med bolden.

For fart er vigtigt i angrebet, ikke? Uden dén, var Manchester United ikke kommet foran ved Rashfords føringsmål. Og det virker som et overdrevet simpelt koncept bare at give bolden til Paul Pogba, som kan smide en bold i dybden til de hurtige angribere. Men det virker.

Romelu Lukaku er god, når angrebsspillet bliver langsommere og han kan få lov til at stå i feltet og score på de mange chancer, der kan skabes. Men det er ikke sådan, United spiller fodbold på. Derfor er Rashford en bedre løsning, og det er måske ikke så mærkeligt, når han har scoret i tre Premier League-kampe i træk.

Ole Gunnar Solskjær

Solskjær er favoritten til det permanente job

Vi er simpelthen nødt til at tage Solskær alvorligt som kandidat til det permanente trænerjob i Manchester United. Lad os huske på, hvorfor han fik caretaker-jobbet til at begynde med. Det fik han, fordi han personificerer Manchester United. Han er Manchester United. Og det var meget muligt netop det, klubben havde brug for efter en lang række fiaskoer med David Moyes, Louis van Gaal og José Mourinho ved roret.

Lad mig tillade mig at sammenligne med Zidanes ansættelse i sin tid i Real Madrid. Heller ikke han var en erfaren eller succesfuld manager før ansættelsen. Men det endte med fremragende resultater. Hvorfor? Fordi han er Real Madrid. Præcis, ligesom Solskjær er Manchester United.

Det hjælper nok også lidt, at United er gået fra en manager, der er umulig at elske i Mourinho til en manager, der er umulig ikke at elske i Solskjær. Nordmanden smiler hele tiden og det smitter af på truppen, der har været vant til en hverdag med polarisering og psykologiske spil under José Mourinho.

Men hvad skal en manager i Manchester United egentlig kunne? Man skal ikke være større end klubben - det er Solskjær ikke. Man skal kunne omgås store egoer og personligheder - det kan Solskjær også. Man skal kunne rose sine spillere udadtil og bringe positiv energi i truppen. Det er netop det, Solskjær har gjort den seneste måned. Og derfor har United vundet seks ud af seks.

Jeg siger ikke, at Manchester United ender med at vinde tre Champions League-trofæer i træk og ender i top to i år. Men jeg mener, han er den bedste mand til jobbet lige nu. Fordi han er Manchester United.

Mange sejre bør vente forude

Lad mig igen henvise til "de har jo kun mødt Cardiff, Bournemouth, Huddersfield, Newcastle og Reading"-undskyldningen. Jovist, alle disse kampe er must-win. Men med kig på Uniteds kommende kampprogram ser modstanderne meget ens ud. Det gælder Brighton, Burnley, Leicester og Fulham i de næste fire Premier League-kampe.

Hvis Solskjærs tropper kan være ligeså - eller bare 20% mindre - overlegne i de kampe, som i de kampe, der var før Tottenham-kampen, bør der vente 12 points i de næste fire Premier League. I hvert fald ti, med tanke på at en af kampene er en udekamp mod Leicester, som altid er gode, når de ikke har bolden.

I mellemtiden møder Arsenal og Chelsea hinanden, og siden begge har et vanskeligt kampprogram i samme periode, burde vejen til top fire være nemmere end som så.

Summa summarum; Manchester United er tilbage. Holdet kan være dominerende mod små hold, og vinde med indstilling og individuelle præstationer mod store hold. What's not to like?