Tre fantastiske måneder med Ole Gunnar Solskjær som midlertidig træner er nu overståede. Nu er han blevet permanent træner, og derfor vælger OldTrafford.dk at slå en streg i sandet og gøre status over Ole Gunnar Solskjærs tid som caretaker i Manchester United.
Dermed vil OldTrafford.dk-skribent Rasmus Lykke give dig fem ting, vi lærte af Solskjærs caretaker-periode.
Hele trænerkvartetten skal også fortsætte
– Det er en holdindsats. Det handler ikke kun om manageren, det handler om træneholdet, hvad vi har opnået sammen, spillerne, medarbejderne ved Carrington og fansene. Jeg elsker at komme på arbejde med de medarbejdere, vi har.
Sådan udtalte Ole Gunnar Solskjær tidligere i dag, da han blev spurgt ind til, hvor meget hjælp hans trænerkolleger har været. Og spørger du mig, virker det ikke, som om, at det bare er noget, han siger. Han mener det.
Trænerkvartetten mellem Solskjær, Phelan, McKenna og Carrick er nemlig den perfekte cocktail.
Mike Phelan var mangeårig assistent under Ferguson, der fejlagtigt blev erstattet da David Moyes i 2013 overtog og medbragte sine egne soldater. Han er manden, der har Ferguson-ånden, muligvis mere, end Solskjær har den, og figurerer som den erfarne ræv, og der er få, der kender mere til The United Way, end Phelan gør.
Men det er også vigtigt, at United ikke lever i datidens storhedstider. Fodbolden ændrer sig, og det gør Manchester United også. Og det er her, Kieran McKenna kommer ind i billedet. Han er 32 år gammel og er anerkendt som glimrende ungdomstræner. Han er nytænkende, innovativ og har et godt øje for talenterne.
Derudover er der Michael Carrick, der har personlige relationer til størstedelen af truppen, i og med, at han stoppede karrieren så sent som i sommers. Han spillede også under Ferguson og var med til at vinde Champions League tilbage i 2008. Carrick har uvurderlig vindermentalitet og en glimrende fodboldhjerne.
Man kunne argumentere for, at chefen Solskjær besidder langt det meste af dette, de tre ovenstående assistenter besidder. Alle fire supplerer hinanden fremragende, og der er ingen grund til, at det ikke skal fortsætte.
Mike Phelan er fortsat på kontrakt i Central Coast Mariners i Australien, men United har brug for ham. Jeg tror, det er næsten ligeså vigtigt at få skrevet permanent kontrakt med Phelan, præcis som det var med Solskjær. Så få det nu gjort, tak.
Solskjær forstår æren i at træne i United
Man kan dårligt høre et interview med vores kære norske manager uden at han nævner, hvor stolt, han er over at træne Manchester United. Det skinder ud af ham, hver gang han taler.
Det vil, for os fans, virke som en selvfølge, at man skal nyde at træne verdens største fodboldklub. Men det er det åbenbart ikke.
José Mourinho bestilte stort set ikke andet i sin sidste sæson end at kritisere klubben, Louis van Gaal har så sent som i forgårs udtalt sig omkring alt, han mener, der er i vejen med United, og Moyes blev bestemt heller ikke mere positiv med tiden.
Men det er anderledes i dag. Når vi ser fodbold, glemmer vi alt om kommercielle aftaler, klubbens nedture og hverdagenes problemer. Vi har fået de forelskende følelser tilbage. Takket været én mand.
For Ole Gunnar Solskjær forstår det. Han roser spillerne, han roser klubben, og hans energi smitter af på os alle. Det har, i de seneste tre måneder, været sjovt at følge Manchester United. For der er dårligt nogen, der elsker Manchester United højere end Ole Gunnar Solskjær.
Og er det ikke netop sådan en manager, vi vil have i klubben? Det mener jeg i hvert fald.
Solskjær er blevet et forlængelsesgrundlag
Jeg nævnte lige ovenover, at Solskjær roser spillerne i Manchester United. Det gør han ved enhver lejlighed. Han har bevist, at spillerne vokser ved at få ros i stedet for kritik.
Det var et mantra, José Mourinho ikke rigtigt forstod. Selvfølgelig skal spillerne ikke udelukkende fodres med roser og curlingbarnsbehandlinger. De er voksne mennesker. Men det nytter intet at kritisere spillere i medierne. Det lærte vi under en vis portugiser, hvor de værste tider under ham stadig sidder dybt inde i os alle.
Men netop disse roser, denne energi og positivitet gør, at spillerne gerne vil spille for Manchester United. Det hjælper selvfølgelig også, at al den positivitet har gjort, at Manchester United spiller bedre, og er en dybt seriøs kandidat til Champions League-pladserne.
Langt de fleste topspillere vil gerne spille for Manchester United. Og det hjælper rigtig meget, når der tilmed er en glimrende atmosfære og forbedrede resultater.
Det er nok derfor, at Anthony Martial, Phil Jones og Ashley Young alle har forlænget inden for de seneste par måneder. Det er fordi ,de tror på Solskjær. Det er også derfor, at Marcus Rashford, Paul Pogba og David de Gea kommer til at forlænge.
(Næsten) alle spillerne er blevet bedre
I stort set alle ‘fem ting vi lærte’-blogs, vi har lavet siden Solskjær blev caretaker, har vi snakket om, hvordan spillerne er blevet forvandlede, sat fri eller født på ny.
Alle de spillere skal selvfølgelig også have kredit for at have taget sig sammen, men der er en fællesnævner mellem Paul Pogba, Victor Lindelöf, Ander Herrera, Marcus Rashford, Luke Shaw – og så videre…
Han hedder, selvfølgelig, Ole Gunnar Solskjær. Det virker helt trættende at gang på gang nævne, at han har befriet spillerne. Men det kan måske heller ikke blive sagt for meget.
Man kunne argumentere for, at det eneste, Manchester United havde under Mourinhos sidste tid var en verdensklassemålmand i David de Gea.
I dag kan man, med lidt god vilje sige, at man også har fået en højklasse centerforsvarer i Victor Lindelöf, en langtidsløsning på venstre back i Luke Shaw, verdens bedste midtbanespiller i Paul Pogba, den 8’er, vi manglede i Ander Herrera og en af Premier Leagues farligste angribere i Marcus Rashford.
Der er selvfølgelig nogle mindre hængepartier. Alexis Sanchez er om muligt blevet endnu ringere og Fred har stadig ikke rigtigt slået til. Men ingen er perfekte…
Solskjær er ikke perfekt – men det siger en del, at han blev fastansat i en lavperiode
…hvilket føles som en meget god segue til det femte og sidste punkt på listen. Solskjær har allerede skabt en af verdens bedste kontramaskiner, orkestreret med hurtige angribere og en 10’er bag dem, der forstår Solskjærs system.
Dog efterlader possession-spillet en del tilbage at ønske. Det så vi eksempelvis senest mod Wolves. Manchester United har det svært, når man møder kontramaskiner som dem selv, som også kan stå dybt og forsvare. Martial og Rashford blev en intet-faktor, hvilket også er Wolves’ fortjeneste, men Solskjær skal have en plan b.
Ham, der var plan b under Moyes, van Gaal og Mourinho, er så netop blevet ekspederet til Kina af netop Solskjær, som ikke havde plads til ham i det hurtige, direkte kontra- og pasningsfodbold, der er på dagsordnen i det nye United. Nemlig Fellaini. Jeg kan ikke tælle på to hænder, hvor mange gange Fellaini er kommet ind i sådan en kamp og skabt ravage.
Ovenstående er noget, Solskjær skal forbedre. Det tror jeg også, han kommer til. Og jeg er ikke den eneste, der tror, han vil forbedre det. Det tror Ed Woodward og resten af United-ledelsen også på.
United har tabt to kampe i træk for første gang under Solskjær, men alligevel tror ledelsen så meget på ham, at de ikke kunne vente med at skrive under med ham, på trods af, at de kunne have ventet til sommer.
Afslutningsvis vil jeg tilslutte mig den holdning, hovedparten af United-fans har. Jeg er glad for, at han er blevet fastansat i dag – og ikke til juni. Solskjær kan gå med ro i maven og planlægge sommerens transfervindue og 2019/20-sæsonen – uden at skulle bekymre sig om, hvilken klub, han er træner for.
