Hver uge ser vi hos OldTrafford.dk tilbage på runden, der gik. I anledning af at United mandag tabte 3-0 til Tottenham, har redaktør Emil Jørgensen reflekteret lidt længere over Uniteds pointmæssigt værste sæsonstart i 26 år.
Vi skal helt tilbage til 1992/93-sæsonen for at finde det seneste tilfælde, hvor Manchester United tabte to af deres første tre ligakampe. Dengang kom en vis Eric Cantona til i november, og Sir Alex Fergusons mandskab endte med at vinde det engelske mesterskab for første gang i 26 år.
At Uniteds nuværende sæson ender lige så rosenrødt, er der intet, der tyder på. Forsvaret sejler og virker tømt for selvtillid, der er åbenlyse problemer mellem ledelsen og manageren, holdet har lige så mange ledere, som Steven Gerrard har Premier League-trofæer, og Manchester City og Liverpool virker skræmmende stærke.
LÆS OGSÅ: BLOG: FEM TING, VI LÆRTE AF BRIGHTON-KAMPEN
Med udgangspunkt i nogle af de bekymringer har jeg gravet fem pointer frem efter mandagens nederlag.
1) Tottenham var ikke bedre end United. De var skarpere
Det kommer hurtigt til at fremstå grinagtigt og virkelighedsfornægtende, når man som United-fan prøver at påstå, at det rødklædte hold spillede en OK kamp mod Tottenham. At de egentlig ikke var dårligere end udebaneholdet, selvom de tabte 3-0. Og at de faktisk kom ud til kampen med en bedre intensitet, end vi har set længe.
Manchester United-spillerne, manageren og alle fansene bør være dybt skuffede over at tabe 3-0 på Old Trafford, ligegyldigt hvem modstanderen er. Det ændrer bare ikke på, at boldbesiddelsen, spillet og chancerne var til mere mandag aften.
Jose Mourinho stillede op i en form for 4-3-2-1-opstilling, og selvom det lyder en kende defensivt, kom de friskt fra start. Allerede efter få sekunder havde Fred et skud mod mål inde i boksen, og senere i halvlegen burde Romelu Lukaku have bragt United foran 1-0, da han rundede Hugo Lloris. Både Tottenhams Mauricio Pochettino og Jose Mourinho udtalte efter kampen, at hjemmeholdet fortjente at føre ved pausen. Og de startede anden halvleg, som de sluttede den første – med højt pres, god tænding og en offensiv spiltilgang.
Efter 50 minutter gik det galt. Phil Jones tabte sin markering på et hjørnespark, og Harry Kane headede bolden i kassen med en kynisme, som Lukaku ikke havde på dagen. Netop den skarphed, mener jeg, gjorde forskellen mandag aften. Phil Jones, Chris Smalling og Victor Lindelöf lavede personlige fejl, og modstanderen udnyttede det. Omvendt havde United 32 berøringer i Tottenhams felt uden at omsætte det til en eneste scoring.
Kampen endte 3-0 til Spurs, men den stod 23-9 til United i antal skudforsøg, da slutfløjtet lød. Og ja, så ved jeg godt, at begge hold havde fem skud på mål, men min pointe er bare, at United på ingen måde blev spillet ud af banen.
Var Tottenhams sejr fortjent? Ja, for de scorede på deres chancer.
Men skal vi være tilfredse alligevel, siger du? Nej, og det ville være totalt hyklerisk af mig, efter 25 måneder som tro Jose Mourinho-supporter, at påstå, at resultatet ikke det vigtigste.
Men vi skal være varsomme med at erklære det for en spillemæssig katastrofe. For ser vi bort fra forsvarets brølere og angribernes afbrændere, var det Manchester Uniteds bedste spillemæssige præstation i lang tid.
2) Mourinho havde ret i, at han mangler en midterforsvarer
I 2017/18 indkasserede David de Gea og co. 28 mål i løbet af 38 ligakampe. I denne sæson har spanieren allerede fisket kuglen ud af nettet syv gange på tre kampe (en gang mod Leicester, tre gange mod Brighton og tre gange mod Spurs). For at gøre ondt værre er det første gang i 49 år, at United har lukket så mange mål ind i de første tre spillerunder. Av.
Mod Brighton lavede Eric Bailly et straffespark, der var så voldsomt og mistimet, at Paul Scholes kunne have gjort det bedre. Mandag mod Tottenham var det så blevet både Phil Jones og Chris Smalling tur til at koste mål med personlige brølere. Det var Jones, der ikke dækkede sin engelske landsholdsanfører godt nok op, da Harry Kane i forbindelse med et hjørnespark headede den i mål. Det var Chris Smalling, der satsede butikken og tabte en afgørende mand-mod-mand-duel til Lucas Moura, der bagefter scorede på David de Gea.
Til gengæld reddede spanieren Victor Lindelöf, da svenskeren lavede en miniput-agtig tilbagelægning, der var så svag, at selv den sløveste angriber kunne have løbet den op. Efterfølgende udtalte Sky Sports-ekspert og tidligere Liverpool-spiller Jamie Carragher, at han faktisk havde “ondt” af Lindelöf, fordi den tidligere Benfica-spiller tydeligvis ikke er god nok til at spille på det niveau, han befinder sig på.
Jeg ved ikke, om Jamie Carragher har ret. Men jeg tror, at Jose Mourinho havde ret, da han skreg på en ny midterforsvarer i det netop overståede transfervindue. Harry Maguire og Toby Alderweireld var på ønskelisten, men administrerende direktør Ed Woodward ville ikke bakke manageren op økonomisk. En af de to ville pynte gevaldigt på holdet i dag. Men de kom ikke, og derfor er det Jose Mourinhos opgave at banke form og selvtillid ind i dem, han har til rådighed. Det har portugiseren ikke magtet.
Tidligere har jeg argumenteret for, at Uniteds nuværende centrale forsvarsspillere har et hæderligt niveau. Det har jeg sådan set ikke mistet troen på. Men at Jose Mourinhos tillid til dem er ikke-eksisterende står efterhånden mejslet i granit. Og deri ligger også en del af forklaringen på, hvorfor de i øjeblikket laver fejl på samlebånd. Hvis din chef bræger op om, at der er brug for bedre kræfter på din position hele sommeren, kan det umuligt være fordrende for din arbejdskvalitet. Det i øvrigt underordnet af om du er fodboldspiller, journalist eller tømrer.
På sit pressemøde efter kampen svarede Jose Mourinho ærligt, at han ikke aner, hvem hans stærkeste forsvarsduo af.
– You have no idea?
– No, svarede manageren bekræftende flere gange.
Jose Mourinho er under et enormt pres i øjeblikket, hvor nogle medier nærmest kører kampagner for at få ham fyret. Men det er hans stab af midterforsvarer også, og lige nu gør han ikke meget for at hjælpe dem.
3) Luke Shaw er i gang med sit gennembrud
Inden vi begraver Spurs-nederlaget i kritik og ren forfærdelighed, er vi nødt til at kippe med flaget for Luke Shaw. For selvom United tabte 3-0 spillede venstrebacken en forrygende flot kamp, der også kastede en fortjent “Man of the Match”-titel af sig.
Den 22-årige tidligere Southampton-spiller bringer med sine offensive løb og sit venstreben en helt anden dimension til Manchester Uniteds spil, der muliggør, at de kan spille bredt, selvom de ikke spiller med en venstrekant. Det fungerede godt mod Tottenham, og det lover godt for fremtiden.
Men udover det spillemæssigt gavnende for holdet, kan jeg heller ikke lade være med at glæde mig personligt på Luke Shaws vegne. Historien om ham har snart udviklet sig til en anden Rocky Balboa-fortælling, hvor Shaw ligesom Hollywood-bokseren overvinder alle odds og sejrer til sidst.
Guderne skal vide, at Jose Mourinho har været træt af den kraftigt byggede venstreback, og portugiseren har været klar til at smide både Shaw og penge på bordet for at få eksempelvis Tottenhams Danny Rose. Flere gange har Mourinho kritiseret venstrebacken offentligt for hans arbejdsmoral og viljestyrke. I sommerpausen blev han latterliggjort for sin feriedunk, som han viste frem på Ibiza, og i de første pre-season-kampe blev han tørret af MLS-spillere. Det var svært at se, hvordan han nogensinde skulle blive fast mand for “de røde djævle”.
Men nu står han her efter de første tre kampe i sæsonen, har spillet fuld tid, scoret sit første seniormål og er den eneste seriøse kandidat til at blive månedens spiller. Og Jose Mourinho udtalte således om ham efter 3-0-nederlaget:
– Jeg var specielt tilfreds med ham. Jeg fortalte ham, at han ikke kunne have spillet bedre, end han gjorde. Jeg så, han havde krampe, da vi var bagud 3-0, men han fortsatte indtil sidste sekund med den dedikation, som fansene elsker. Selvfølgelig skal knægten være skuffet med resultatet, men han skal også vide, at han nu har spillet tre virkelig gode kampe i Premer League. I dag (mandag mod Spurs, red.) var han virkelig, virkelig god. Jeg er meget tilfreds.
Jeg under virkelig Luke Shaw den her succes og håber, at hans genoprejsning giver Chris Smalling, Eric Bailly, Phil Jones og Victor Lindelöf tro på, at det godt kan lade sig gøre.
4) Romelu Lukaku er ude af form, og han mangler konkurrence
I seneste sæson scorede Romelu Lukaku 10 mål i hans første 10 Manchester United-optrædener. Belgieren startede tilværelsen på Old Trafford som lyn og torden, før han løb ind i en mindre målkrise. Pudsigt nok var det i denne måltørke, at han for alvor vandt United-fansenes hjerter. For selvom alting ikke lykkedes for ham, så knoklede han røven ud af bukserne hver gang, løb mere og hurtigere end alle andre på banen og virkede som en sand leder. Flere nævnte ham som anførerpotentiale.
I de første tre kampe af denne sæson har han hverken vist målnæse eller fightervilje. Specielt mod Tottenham var han uskarp. En angriber af hans kaliber skal score, når han runder keeperen – også selvom vinklen er skarp. Og han må ikke være offside på et udspark fra United-defensiven, som han var i anden halvleg, hvor hans hold jagtede reduceringsmålet.
Nogle vil mene, at det er hårdt at pege Lukaku ud som syndebuk, når så mange andre spillere har underpræsteret i de seneste kampe; Paul Pogba, Nemanja Matic, Chris Smalling, Eric Bailly, Anthony Martial for at nævne i flæng.
Det der imidlertid bekymrer mig ved Romelu Lukaku er, at han er så sikker på holdkortet. Marcus Rashford, Anthony Martial og Alexis Sanchez bruges også som angribere, men ingen af dem har den fysiske tilstedeværelse som belgieren. Den fysiske tilstedeværelse, som Jose Mourinho godt kan lide.
Det må ikke blive en sovepude for ham. Og det ville jeg sådan set ikke mistænke, at det kunne gå hen og blive, hvis det ikke var fordi, at den mest scorende spiller i Belgiens historie for nyligt udtalte, at han planlægger at stoppe på landsholdet om to år, når han er 27. En, for mig, højst besynderlig udmelding. Er det et tegn på karrieremæssig mæthed?
Manchester United har brug for en Romelu Lukaku i topform lige så meget, som de har brug for en Paul Pogba i topform. Mod Tottenham spillede de begge bekymrende dårligt.
5) Mourinho er nødt til at skabe ro omkring holdet nu
Jose Mourinhos pressemøde efter kampen mandag aften har trukket næsten lige så mange overskrifter, som selve kampen. Manageren forlod journalisterne i vrede, efter at han havde gjort dem opmærksomme på, at han alene har vundet flere engelske mesterskaber (3), end resten af Premier Leagues managere tilsammen (2).
Mourinho føler, at de engelske journalister hader ham. Måske fordi han også hader dem. Men ved at gøre, som han gjorde mandag aften, og som han gjorde på fredagens pressemøde før kampen, hvor han nærmest ikke ville svare på nogle spørgsmål med mere end en enkelt frase, bidrager han til den uro, der er omkring Manchester United i øjeblikket. I en periode hvor sejrene ikke kommer, hvor holdets stjerne Paul Pogbas agent skaber sig i pressen, hvor bestyrelsen har svært ved at finde ud af, hvad de vil, og hvor medierne spekulerer i, at Jose Mourinho snart er fortid i klubben, så nytter det ikke noget, at manageren kaster benzin på bålet på den måde.
Jeg synes faktisk, at Mourinho har en sag. På sine 25 måneder på Old Trafford har han vundet betydeligt mere end Tottenhams Mauricio Pochettino og Liverpools Jurgen Klopp. Alligevel synes kritikken at være langt mere konstant af portugiseren, end den er af hans to kollegaer.
LYT OGSÅ TIL: PODCAST: ER UNITED I KRISE?
For et halvt år siden fik han forlænget sin kontrakt i Manchester United. Og alligevel bakker bestyrelsen ham ikke op på transfermarkedet, og de vil nu finde en sportsdirektør.
Set fra Jose Mourinhos perspektiv kan jeg sagtens forstå, at han føler sig trådt på. Men det ændrer bare ikke ved, at han er nødt til at vise sig som et større menneske og en større professionel – både overfor medierne og sine spillere – hvis han fortsat vil være United-manager. Den mest effektive måde at få krisesnakken til at forstumme er ved at vinde fodboldkampe. Men indtil sejrene begynder at komme, må Mourinho gøre sit ypperste for at sikre, at der kommer ro på de indre linjer. Måske hænger de to ting sammen mere, end Mourinho tror.
