Nogle gange kan jeg godt skamme mig lidt over, hvor meget Manchester United påvirker mit humør. Jeg mener, jeg betragter efterhånden mig selv som et voksent menneske med nok social og åndelig ballast til ikke at lade mit humør forpeste af et fodboldhold i Nordengland. Og jeg frygter, at mine omgivelser (læs. min kæreste) kommer til at finde det direkte degraderende, at fire røde sejre i streg giver mig mere umiddelbar lykke, end ret meget andet kan.
Men det gør det. Specielt når kontrasten er så stor, som den har været i tilfældet ”før kontra efter Solskjær”. For det har virkelig været to verdner.
HØR OGSÅ: PODCAST: NYTÅRSSPECIAL
Det meste af 2018, i hvert fald siden vi røg ud til Sevilla i februar, har været præget af dårlig fodbold, udeblevne resultater og en sur manager. United har fyldt min hverdag med ting, der gør mig led og ked af det. Lad mig blot nævne en 20-30 eksempler; at høre min hjerteklubs manager bedyre, at det er ”normalt” for os at ryge ud i ottendedelsfinalerne i Champions League, at se vores forkælede spillere, der tjener millioner om ugen, men intet beviser på banen og dårligt nok kan nosse sig sammen til at ligne nogle der gider, at føle, at hele vores arv og identitet – fra Busby Babes til Fergie – bliver pisset væk, at mærke den danske United-fanbasse skrumpe, at se Liverpools diametrale succes, Mourinhos hotelregning, Woodwards fedtmullefjæs, Pogbas Instagram-videoer, Lingards tøjkollektion, Shaws ugentlige ”vi skal kæmpe hårdere for fansene” – ja Gu’ fanden skal I kæmpe hårdere, SÅ GØR DET DOG, United der rasler nedad i tabellen, Derby der sparker os ud af Liga Cuppen, Mourinho, der til hver eneste kamp på Old Trafford ligner en træt mand, der er blevet tvunget i Shopping Mall af sin kone, Matic der ikke kan vinde en sprint, om det så gjaldt hans liv, Phil Jones som vores farligste mand, Lukaku, der tæmmer bolden som en træstamme, Rashford, der ikke forløser sit potentiale, vores manager der taler, om mesterskaberne han har vundet i andre klubber, mit hold uden en stamme, mit hold uden en spillestil, mit hold uden rygrad, en ligegyldig præstation mod spanske Valencia, en ligegyldig præstation af vores anfører Valencia, Liverpool, der udspiller os, at rejse til Manchester og side to timer på Old Trafford og se United spille 0-0 med Crystal Palace, langsomt at indse, at den planlagte tur til Manchester i maj til sæsonens sidste kamp, hvor jeg drømte om, at jeg skulle se mit hold kæmpe om titlen, i stedet bliver tidspunktet, hvor byrivalerne fra City skal køre paradebus igennem byen, eller scouserne skal vinde deres første mesterskab i tre årtier. Fuck mig.
Undervejs forsøger man at holde hovedet højt – slår på tromme for at alle danske United-fans skal komme til jubilæumsfest (drengene kvitterer med 2-2 mod Southampton), opfordrer alle danske Uniteds-fans til at vise fanen mod Liverpool (drengene kvitterer med et 3-1-nederlag).
Det påvirker en og har for mit vedkommende gjort, at mange andre ting også har føltes mere surt; mit studie, mine venners voksende alder, min egen voksende alder, krænkelsesparate idioter i det offentlige rum, populismeleflende politikere, fremmede siddemakkere i toget som insisterer på at spise ildelugtende ting klokken 7 om morgenen, folk, der cykler, mens de SMS’er, folk, der brokker sig over, at jeg SMS’er, mens jeg cykler, de forbandende politibetjente. Det rammer mig på min mængde af overskud, og jeg siger ikke, at det alt sammen er Manchester Uniteds skyld, men der er altså bare en sammenhæng.
For jeg kan jo mærke forskellen nu. Hvor kampene før Ole Gunnar Solskjærs ankomst var begyndt at føles som en sur pligt, der ofte efterlod mig i dårligere humør, end jeg var i halvanden time forinden, ser jeg frem til Uniteds kampe og føler, at de giver mig positiv energi. Og ja ja, måske er vi bare håbløst naive, let-manipulerbare, romantiske fjolser, der tror, at alle problemer er væk, fordi at vi har fået en legende som manager, og ja ja, vi har kun slået hold, som vi på papiret burde slå. Vi har stadig til gode at møde stærke modstandere. Jeg ved det godt.
Men stadig. Ole Gunnar Solskjær er den første manager siden Sir Matt Busby, der har vundet sine første fire kampe som Manchester United-manager. Og mest af alt er det måden, som det er sket på. Jeg elsker, at vi spiller offensiv fodbold, jeg elsker at Rashford sprudler, at vores manager taler spillerne op, i stedet for at tale dem ned, at Uniteds away-fans får stadions til at gynge med en tre-fire forskellige sange om Solskjær – blandt andet en ny en, som bygger på Stone Roses-sangen ”Waterfall”, som jeg elsker(!), at vi går efter et mål mere, selvom vi er foran, at Pogba ligner en, der gider – og gør det eminent, at Lukaku har scoret to mål på 53 minutter, at Martials pinlige afbud til Boxing Day-kampen, fordi han missede flyet, bliver tacklet med en sjov bemærkning af manageren, at top-fire pludselig ikke er helt urealistisk længere, at vi igen er ved at genfinde noget af vores gode gamle arrogance, at vores manager er Ole Gunnar Solskjær, at Lindelöf er blevet en kæmpe chef i forsvaret, at de Gea bærer anførerbindet, at vi går forventningsfulde ind til kampen mod Spurs om en uges tid, at Greenwood måske får debut mod Reading, at Matic pludselig er god igen, at Herrera pludselig er god igen, at United pludselig er United igen.
Hvor det alt sammen skal ende henne, aner jeg ikke. Men lige nu er jeg bare rigtig glad for, at United føles som United igen.
