Kære Manchester United-venner,
Vi er i årevis blevet forkælet med titler og god fodbold. Siden 1990’erne har det nærmest været et ta’-selv-bord af succes for os United-fans. Min generation er vokset op med Sir Alex Fergusons skiftende superhold, der oftest var en perfekt kombination af power, elegance, teknik og vilje.
Vi har fået minder, vi aldrig glemmer: Ryan Giggs, der løfter pokalen, mens regnen siler ned over stadionet i Moskva, O’Sheas mål på Anfield, Ronaldo med bumser, der dribler bukserne af Bolton, Ferdinand med blod i fjæset på Etihad. Rooneys saksespark, Rashfords debut i Premier League, Berbatovs hattrick mod Liverpool, van Persies flugter, der forseglede mesterskabet, Macheda sensationsmål, Solskjærs magiske comeback efter tre års skadeshelvede, Owens mål til 4-3, Scholes’ tordenskrald mod Barca, Fergie, der peger på uret, Neville, der kysser logoet, Lingard, der afgør FA Cup-finalen –referencerne alene spreder varme i kroppen og frigiver lykke i knolden.
Vi holder med den mest vindende klub i engelsk fodbold, den måske mest berømte fodboldklub i verden. Grundene til tilhørsforholdet kan være lige så forskellige, som vi hver især er som personer. Nogle er blevet opdraget til at holde med United hjemmefra, er blevet forelsket i en specifik spiller eller har fået et tilfældigt djævlehalstørklæde på det rigtige tidspunkt. Andre har ladet sig tryllebinde af klubbens historie eller har set op til en kammerat, der også holdt med de røde. Fælles for alle os der er kommet til indenfor de seneste 30 år er, at vi aldrig har oplevet rigtig modgang. Før nu.
I øjeblikket har Manchester United gang i deres dårligste sæsonstart i tre årtier. Taktikken er kedelig, manageren er sur og er mere eller mindre ”dead man walking”, spillerne er apatiske, resultaterne udebliver og ledelsen er hjælpeløs. De ugentlige kampe er kilder til frustration, og folk begynder at vende klubben ryggen. Vi ser det på vores stambar Den Glade Gris i København, hvor færre mennesker dukker op til kampene, vi læser det på de sociale medier, hvor flere og flere bedyrer, at de ikke gider følge holdet længere, og vi mærker det på besøgs- og lyttertallene på OldTrafford.dk, hvis kurve peger samme vej, som Jose Mourinhos mundvige gør det.
Jeg forstår udmærket, at mange er trætte af tingenes tilstand. Jeg er selv skiftevis rasende, frustreret og fortvivlet over min klub, som virker i vildrede – både omkring hvad de er, og hvad de vil. Og jeg mener, at det er helt i orden, ja ligefrem nødvendigt, at vi kritiserer de mennesker, der ikke lever op til vilkårene i den røde del af Manchester. Om så det er manageren, spillerne eller bestyrelsen.
Men hvis svaret for nogle bliver, at de decideret stopper med at følge Manchester United, så har de aldrig været andet end – ja, undskyld jeg siger det – medløbere. Prøv at tage et kig på nogle af de andre engelske tophold; Liverpool har ikke vundet et mesterskab i snart 29 år, for Arsenal er det 14 år, og for Tottenham skal vi helt tilbage til 1961 for at finde deres seneste ligatitel. På den baggrund kan jeg godt forstå, hvis der er fans af de andre klubber, der finder det lattervækkende, at der tilsyneladende ikke skal mere modgang til at knække nogle United-fans.
I virkeligheden burde vi tackle krisen med øget sammenhold og loyalitet. Hvis vi som fans kræver, at spillerne skal være beredte til at dø i trøjen (hvilket ingen af dem sandt for dyden er i øjeblikket), bør det også kunne forventes, at vi som minimum står holdet bi i medgang og modgang. Og på søndag har vi den perfekte anledning til at vise os selv, hinanden og hele Danmark, at vi stadig er mange, der står bag United.
Ligaens kæledægger fra Liverpool, vores ærkerivaler, der modsat os rider på en gigantisk bølge af succes, venter på Anfield. Mange regner med, at vi får smæk. Men ligesom at spillerne ikke skal tage til Merseyside og lægge sig ned, skal vi forsat stå stolte og ranke i United-trøjerne.
Derfor vil jeg gerne opfordre så mange som muligt til at tilbringe tredje søndag i advent i selskab med ligesindede, røde djævle. OldTrafford.dk vil være tilstede på Tir Na Nog i Aarhus, Kick Off i Odense og Den Glade Gris i København – med jeres hjælp, vil der være flere af os, end der er danske scousere alle stederne. Og hvem ved, måske får vi endnu et minde for livet.
