Zaha retur til Crystal Palace

Crystal Palace lejer Wilfried Zaha for resten af sæsonen og har derefter mulighed for at købe ham fri af Manchester United. Det skriver flere medier.

Et års mareridt i Manchester United er endelig slut for Wilfried Zaha, der i stedet vender hjem til Crystal Palace. 

I første omgang skifter den 21-årige englænder på en lejeaftale for resten af sæsonen. Crystal Palace har dog formentlig sikret sig en købsoption på Zaha, hvis de ønsker at tilknytte ham på en permanent kontrakt næste sommer. 

Det skriver flere engelske medier, heriblandt The Guardian og Daily Mail. 

Palace-manager Neil Warnock sagde tidligere i dag, at han gerne så Zaha vende hjem til Selhurst Park – et ønske, der altså nu er gået i opfyldelse. 

Manchester United hentede Zaha for 14 mio. pund i Crystal Palace i januar 2013, før man lejede ham tilbage til London-klubben. 

U21-landsholdsspilleren faldt dog hurtigt ud af truppen under David Moyes, før han blev sendt til Cardiff i anden halvdel af sidste sæson. 

Heller ikke Louis van Gaal har set et lys i Zaha, hvorfor det nu tyder på, at han er fortid i Manchester United. 

Forrige artikel

Wayne Rooney bliver engelsk anfører

Næste artikel

Di Marías far langer hårdt ud efter Real Madrid

ANNONCE