Youth Cup semifinale i aften

Det har været en meget unormal stille april måned vi oplever i år. Udelukkende Premier League kampe for Uniteds vedkommende. Det er ikke sædvane for klub…

Det har været en meget unormal stille april måned vi oplever i år. Udelukkende Premier League kampe for Uniteds vedkommende. Det er ikke sædvane for klub og fans.

Hurtigt exit af europæisk fodbold, og det samme var tilfældet i årets FA Cup. Dermed har Fergusons tropper kun haft Premier League at koncentrere sig om i årets afsluttende periode. Usædvanligt, med spillefri de fleste tirsdag/onsdag aftener.

Dog er United stadig med i kampen i en enkelt cup-turnering. Nemlig den prestigefulde FA Youth Cup. Her er Uniteds u18 hold i semifinalen.

Første kamp blev spillet for tre ugers tid siden på Old Trafford, hvor Chelsea tog første stik med en 2-1 sejr. I aften spilles returkampen på Stamford Bridge.

United har i forhold til den første kamp, fået den normale anfører Joe Rothwell tilbage. Rothwell har været ude i længere tid, men kom tilbage under den nyligt overståede u17 turnering i Holland i påsken. Han vil kunne bidrage med noget energi på midtbanen.

Chelsea og United krydsede også klinger sidste sæson i Youth Cuppens semifinaler. Her løb United med sejren, og vandt efterfølgende finalerne mod Sheffield United.

Hvis triumfen skal gentages, kræver det altså sejr i aften på Stamford Bridge.

Minder om førsteholds-kampe
U18 holdets trænr, Paul McGuinness, fortæller at kampene i FA Youth Cuppen er en fantastisk mulighed for de unge talenter til at vise sig frem, og mærke hele det set-up der også er til førsteholdets kampe.

“Youth Cup kampene minder om førsteholdets kampe. Spillerne bærer klubbens officielle jakkesæt, tager bus fra hotel til store stadions, og det giver en god følelse og det tages vældig seriøst.

En af banepasserne på Stamford Bridge troede sågar det var førsteholdet der kom på besøg. Det fortæller lidt om det hele. Vi forsøger at spille som førsteholdet, og hvem ved, forhåbentlig bliver et par af vores spillere kommende førsteholds-stjerner”, siger McGuinness.

United er den mest vindende klub i Youth Cuppens historie, med ti sejre i turneringen. Hele fem af disse blev vundet i træk fra 1953 til 1957. Danske Mads Timm var med til at vinde turneringen med United i 2003.

Uniteds stolte traditioner i turneringen, og med at bringe unge egenproducerede talenter frem gennem rækkerne, er også noget Paul McGuinness er opmærksom på.

“Der er meget positivt ved FA Youth Cup kampene. Klubben har altid haft stolte traditioner her, og vi vil fortsætte den stil, og ønsker at bringe unge spillere frem gennem egne rækker”, siger Paul McGuinness.

Kampen mellem Chelsea og United sparkes igang klokken 20.00 i aften på Stamford Bridge. Du kan læse referat af kampen her på oldtrafford.dk umiddelbart efter sidste fløjt.

Forrige artikel

Sir Alex: Ro på, Mancini

Næste artikel

U18: Ude af FA Youth Cup

ANNONCE