Young ude i en måned

Louis van Gaal bekræfter efter Stoke-kampen, at Ashley Young må se til fra sidelinjen de næste fire uger med en forstrækning.

Det var ikke kun Manchester United-spillernes selvtillid, der fik sig et slag i dagens opgør mod Stoke. Endnu en spiller måtte lade sig tilføje til den lange liste over skader i denne sæson.

Denne gang var turen kommet til Ashley Young, der har gjort det glimrende i denne sæson på den noget uvante venstre wingback-position. Louis van Gaal bekræfter, at englænderen sidder udenfor de næste fire uger.

Imod slutningen af kampen blev Luke Shaw også udskiftet, og der blev hurtigt spekuleret i, hvorvidt udskiftningen var et resultat af en skade til den unge englænder. Dette kunne Manchester United-manageren dog afvise efter kampen mod Stoke.

– Young fik endnu en forstrækning, men Shaw er ikke et problem. Det var en planlagt udskiftning, lød det fra Louis van Gaal. 

Den hollandske manager må dog være bekymret, når han ser på Manchester Uniteds skadeshistorik i denne sæson. “De røde djævle” har haft mere end 50 skader alene i denne sæson.

Det lader altså til, at skaderne vil fortsætte med at hagle ned over Manchester United. Mange af spillerne har især været ramt af muskelskader, og van Gaals kritikere vil mene, at det er den øgede træningsmængde, der har resulteret i de mange skader. 

Hvorvidt 2015 bliver et lige så slemt år på skadesfronten, som 2014 var det, må tiden vise. Trenden fra det gamle år er i hvert fald fortsat i det nye. 

Forrige artikel

Ærlig manager: Vi fortjente ikke mere

Næste artikel

Phil Neville forstår Falcaos frustration

ANNONCE