Young svarer igen

Ashley Young startede som lyn og torden for Manchester United efter skiftet fra Aston Villa, men på det seneste har fløjspilleren haft svært ved at ramme…

Ashley Young startede som lyn og torden for Manchester United efter skiftet fra Aston Villa, men på det seneste har fløjspilleren haft svært ved at ramme formen.

Det kommer især efter Youngs seneste skade, men også allerede efter Manchester Uniteds exit fra Champions League var Young, sammen med Phil Jones og Chris Smalling, udsat for kritik fra Roy Keane.

Dengang mente United-legenden ikke, at nyindkøbene havde formået at vise United-klasse. Siden har en del kritiske røster blandt “De Røde Djævles” fans ytret det samme. Det bekymrer dog ikke Ashley Young:

“Alle er jo velkomne til at have en mening. Jeg må bare koncentrere mig om mit spil og gøre det godt,” siger Young ifølge Manchester Evening News.

Den engelske landsholdsspiller mener i øvrigt ikke, at sæsonen har været så slem, som nogen gerne vil gøre den til:

“Jeg synes, holdet har spillet helt fantastisk igennem sæsonen. Selvom der har været nogle svipsere, men vi har haft rygrad nok til at rejse os igen. Jeg synes, drengene har spillet utroligt godt de seneste par uger, og det viste vi især i anden halvleg mod Ajax,” siger Ashley Young.

To trofæer er lig med succes
Efter sit skifte har fløjspilleren især lagt mærke til det pres, det medfører at være Manchester United-spiller.

Fansene kræver trofæer – og det samme gør spillerne, siger Young, der går efter både Premier League- og Europa League-guld:

“En succesfuld sæson vil være, at vi vinder titelkampen og Europa League. Det er de turneringer, vi er med i, og dem vil vi så vinde. Hver eneste kamp bliver hård fra nu af, men så længe vi er fuldt ud koncentrerede og spiller, som vi har gjort den seneste tid, gør vi det. Hvis vi formår at tage alle de gode ting fra kampene med videre, er det forhåbentlig nok til at vinde titlen til slut,” siger Young.

Forrige artikel

U18: United tabte til City

Næste artikel

Valencia frygtede det værste

ANNONCE