Young håber mål giver spilletid

Læsetid
mindre end
1 minute
Læst indtil videre

Young håber mål giver spilletid

19 december, 2013 - 00:17
Ashley Young scorede sit første mål i over et år i sejren over Stoke. Kantspilleren håber nu, at enden på måltørken kan rykke ham højere op i hierarkiet.

Det vil være synd at sige, at det indtil videre har været Ashley Youngs sæson. Bænket og beskyldt for film af så godt som alle modstandere har kantspilleren været igennem hårde tider.

I Liga Cup-sejren over Stoke kom Young dog på scoringstavlen og viste fine takter. Nu håber kantspilleren, at præstationen er nok til at rykke tættere på startopstillingen.

- Jeg vil spille mere. Jeg er mest blevet brugt som indskifter, men jeg vil tilbage på holdet. Alle har som mål at spille fra start, og selvfølgelig tænker jeg ikke anderledes end alle andre, siger Young ifølge Manchester Evening News og forklarer endvidere om sit mål:

- Jeg kunne mærke, jeg fik klokkerent træf på bolden, og heldigvis susede den ind. Så snart bolden forlod min fod, vidste jeg, at der var mål. Det var godt sat op af Chico. Jeg er lykkelig for at have scoret og være med til at bringe os videre.

Young krydrede sin indsats med assisten til Patrice Evras 2-0-mål.