Young: Di Maria-køb sender vigtigt signal

Ashley Young mener, at købet af Angel di Maria viser, hvor stor en klub Manchester United er.

“De røde djævle” satte ny transferrekord i tirsdags, da de betalte knap 60 millioner pund for Real Madrids Angel di Maria. Argentineren er den fjerde forstærkning, United henter i transfervinduet, og det passer Ashley Young glimrende. 

– Jeg synes, det er et meget stort statement. Der er mange folk, som tror, vi ikke kan tiltrække verdensklasse spillere længere, men det har vi gjort med vores fire køb henover sommeren, udtaler Young til manutd.com. 

Den 29-årige englænder spillede med Angel di Maria i går, da United måtte rejse hjem fra Burnley med en nulløsning i baggagen. Omend resultatet var skuffende, var Young fint tilfreds med, hvad han så fra Uniteds rekordindkøb:

– Angel er et fantastisk køb. Folk sætter spørgsmålstegn ved, hvordan han vil tilpasse sig, men han passer allerede ind. Vi så allerede de første par dage til træning, hvor god han er. Han er kvalitet. 

Forrige artikel

Nabostrid skyld i forsinkelsen med Rojo

Næste artikel

Chicharito på vej til Spanien

ANNONCE