Wilson lykkelig for at få scoret

Læsetid
1 minute
Læst indtil videre

Wilson lykkelig for at få scoret

17 januar, 2015 - 20:19
Et par minutter inde i overtiden fik James Wilson sendt bolden i nettet til 0-2 og fik dermed scoret for første gang i denne sæson.

Han åbnede sin karriere i United med et brag, da han sidste sæson fik debut i kampen hjemme mod Hull og kvitterede med to kasser. Siden da har James Wilson ikke fået scoret for United, men i dag kom det så. Kort før sidste fløjt, sendte han bolden ind bag Robert Green til 0-2.

Wilson selv var da også lykkelig efter kampen, hvor der også var masser af ros fra holdkammeraterne.

- Det giver mig masser af selvtillid, da jeg hidtil har kæmpet lidt for at få scoret mit første mål i denne sæson. Jeg kan forhåbentlig tage den selvtillid med til næste kamp og resten af sæsonen.

- Det var fedt at komme ned i omklædningsrummet efter kampen. Alle var ovre og ønske mig tillykke og klappe mig på skulderen, det var skønt, sagde Wilson til MUTV efter sejren mod QPR.

Det unge stortalent har haft et par muligheder i denne sæson, men ikke fået sendt kuglen i nettet. Derfor var han også lykkelig efter scoringen i dag, og fortalte efter sejren, at van Gaal havde masser af tiltro til ham inden han blev skiftet ind.

- Han sagde at jeg skulle sørge for at holde mig onside, da der i andre kampe har været et par episoder hvor jeg har været offside. Jeg fik besked på at være onside, være tålmodig, lave de rette løb og slå dem med min hurtighed. Og det var vel sådan jeg scorede målet, sagde Wilson.