West Brom blev besejret i sæsonåbner

I sidste sæson formåede Manchester United blot at vinde fem kampe på udebane i Premier League. Den tendens ser ud til at blive brudt, da sæsonens første…

I sidste sæson formåede Manchester United blot at vinde fem kampe på udebane i Premier League. Den tendens ser ud til at blive brudt, da sæsonens første udekamp blev vundet med 2-1.

“De røde djævle” startede kampen stærkt med massivt boldovertag og pressede på for en scoring. West Brom havde dårligt nok nået at kæmpe sig ind i kampen, før Wayne Rooney havde gjort det til 1-0. Angriberen modtog bolden på kanten af feltet, tog et kort træk og bankede bolden fladt mellem benene på Gabriel Tamaş og ind i det lange hjørne.

United fortsatte med at presse på for en scoring til 2-0, men præcisionen manglede. Især Nani syndede, da han på to store chancer skød over så godt som åbent mål.

West Brom lignede ikke at hold, som var tæt på at udligne, men det blev alligevel en realitet efter 37 minutter. Shane Long tog et træk forbi Chris Smalling og afsluttede på mål fra en spids vinkel. David de Gea burde måske have gjort mere ved skuddet, men lod det gå under sine arme og i mål.

Efter pausen måtte både Nemanja Vidic og Rio Ferdinand lade sig udskifte med skader, hvilket gav plads til Jonny Evans og nyindkøbte Phil Jones.

Det var en halvleg uden vanvittig mange målchancer, men det blev alligevel til et enkelt mål.

Da der resterede ti minutter tog Ashley Young en dribletur i venstre side og afsluttede. Skuddet blev rettet af både Tamaş og Steven Reid, inden den endte i nettet bag Ben Foster.

Dermed endte kampen på samme måde som sidst, de to mandskaber mødtes; med en 2-1-sejr til United. Både Liverpool, Arsenal og Chelsea spillede uafgjort i deres første Premier League-optrædener, og United har dermed allerede lagt afstand til nogle af de største rivaler.

Forrige artikel

Dagens opstilling

Næste artikel

Young: Vi spiller til sidste fløjt

ANNONCE