Welbeck: Opbygger momentum

Dagens matchvinder, Danny Welbeck, mener, at Manchester United er ved at skabe noget momentum. Han fastholder dog, at de ikke lader sig rive med af den gode form.

Tre dage, to kampe og seks point er de tørre, men glædelige fakta for Manchester United, og det er Danny Welbeck svært tilfreds med. Han kom på banen fra anden halvlegs start mod Norwich, og med sit mål sikrede han holdet en vigtig 1-0-sejr. 

Selvom Hull og Norwich ikke umiddelbart er de mest frygtindgydende mandskaber at løbe ind i, så mener dagens hovedperson alligevel, at det er en god præstation at slippe af sted med seks point.

– Vi har haft nogle svære kampe henover juleperioden, især fordi vi skulle på udebane to gange over tre dage. Så vi er rigtig tilfredse med at komme hjem med seks point, sagde han til BBC Sport efter kampen. 

United har vundet de sidste seks kampe i alle turneringer, herunder fire i Premier League, og den pointmæssige form er efterhånden ved at være, hvor den skal. Det kan godt mærkes i truppen, der tager selvtillid med fra hver sejr. 

– Vi opbygger momentum, men vi lader os ikke rive med. Vi vil bare vinde den næste kamp. Jeg var rigtig glad for at komme ind i pausen og score vindermålet, siger Danny Welbeck.

– Vi var uden Wayne Rooney og Robin van Persie, men det er et trupspil, og det er en lang sæson. Alle har en rolle at spille, og det er det, der skete i dag. 

Welbeck og Uniteds næste mulighed for at bygge videre på deres momentum er den 1. januar, hvor Tottenham gæster Old Trafford.

Forrige artikel

Welbeck sikrede de tre point

Næste artikel

Hughton: Vi var uheldige

ANNONCE