VM-optakt: Brasilien

Læsetid
2 minutes
Læst indtil videre

VM-optakt: Brasilien

14 juni, 2018 - 08:23
I sambaland er der høje forventninger til Brasilien, men knap så stor entusiasme omkring Fred, Jose Mourinhos nye køb. Det fortæller den brasilianske Manchester United-fan Giovani Sbrissia, som vi har talt med.

I Brasilien kan fodboldfansene godt lide, at deres landsholdsspillere beviser sig i den hjemlige liga, før de slår igennem i Europa. Derfor har folk som Neymar, Jesus og Coutinho en kæmpe stjerne. Og derfor er Fred, som tog til Shaktar Donetsk som 20-årig, ikke specielt populær i sit eget hjemland.

Det fortæller Giovani Sbrissia fra Curitiba i Brasilien. Han er Manchester United-fan og følger både engelsk og brasiliansk fodbold tæt.

- Alle på nær Internacional-fansene (hvor Fred har spillet, red.) kritiserer, at han er med til VM. Brasilianere bryder sig ikke om Shaktar Donetsk. De mener ikke, at spillere fra middelmådige hold i Europa og Kina fortjener at være med på landsholdet, siger han.

Meningerne kan dog hurtigt ændrer sig, pointerer Giovani Sbrissia, hvis Fred får et godt VM, eller får succes i Manchester United. Og han skal nok få chancen under slutrunden, for landstræneren Tite har stor tiltro til ham.

- Tite har kendt ham i lang tid. Og Tite foretrækker at bruge spillere, som han kender, såsom Renato Augusto, Paulinho, Cassio og Fagner fra Corinthians. Eller Fred og Taison fra Internacional. Selvfølgelig er Fred en reservespiller. Men han er en reserve, som Tite tør smide ind midt i kampene, siger Giovani Sbrissia.

”Kommer til at passe godt ind i United”

I sin tid var det en anden brasilianer i Manchester United, der fik manden fra Curitiba til at forelske sig i ”de røde djævle”. Hans familie har støttet den lokale klub Atletico Paranaense igennem fire generationer, og da holdets største stjerne efter VM i 2002 skiftede til Old Trafford, begyndte Giovani Sbrissia at følge klubben.

Navnet på brasilianeren er Kleberson, og han blev aldrig nogen stor succes under Sir Alex Ferguson. Men det tror Giovani Sbrissia til gengæld godt, at Fred kan blive.

- Han er en meget teknisk dygtig central midtbanespiller, der både kan aflevere og drible. Jeg tvivler overhovedet ikke på, at han har stort potentiale. Jeg tror, han kan spille fast for Mourinho i 4-2-3-1-opstillingen, hvor han har Matic og Pogba ved sin side, siger han.

Og Fred er fleksibel. I Brasiliens seneste venskabskamp mod Kroatien erstattede han Chelseas Willian på en af de offensive pladser. Samtidig kan han også spille længere tilbage på banen.

Favoritter til VM

Men inden Fred for alvor stempler ind i Manchester United, har han et VM, der skal vindes. Det er i hvert fald den drøm og tro, som mange brasilianere går rundt med forude for slutrunden.

- Jeg synes, vi har det bedste hold siden 2010. Og vores nuværende træner, Tite, er meget dygtigere end sine seneste forgængere Felipao, Parreira og Dunga, siger Giovani Sbrissia, der har en lidt overraskende kandidat blandt Brasiliens største rivaler under slutrunden.

- Vi taler meget om Belgien, Spanien, Tyskland og Frankrig, som de mulige favoritter. Men jeg tror også, at Brasilien har en god chance.

Ved seneste VM-slutrunde, som foregik i Brasilien, blev værtsnationen banket 7-1 i semifinalen af Tyskland. I år er de i gruppe med Costa Rica, Serbien og Schweiz. Deres første kamp er mod sidstnævnte på søndag klokken 20.

Læs mere om:

Podcast: Lyt til OldTrafford.dk's podcast om Manchester United. Læs mere her
Rejser og billetter: Vi har samlet en masse tips og gode råd, hvis du vil opleve Manchester United på Old Trafford

Bliv klædt ordentligt på til 2018/19