Valencia forlænger kontrakt

Manchester United bekræfter på klubbens hjemmeside, at man har forlænget kontrakten med Antonio Valencia indtil 2019 med option på yderligere et år.

Efter den vigtige sejr onsdag aften i Europa League-finalen er arbejdet mod den kommende sæson så småt begyndt. Således bekræfter klubben i dag, at man har forlænget kontrakten med den stærke højre back Antonio Valencia.

På klubbens hjemmeside skriver man således, at ecuadorianeren har skrevet under på en ny kontrakt, der holder ham i klubben frem til sommeren 2019 med en option på yderligere et år. Han er naturligt nok glad for at få sin fremtid på plads.

– Manchester United har været mit liv siden 2009, og jeg er virkelig lettet over at have underskrevet en ny kontrakt. Onsdag aften fik klubben det ene trofæ, den aldrig før havde vundet, og det var en sand ære for mig at være anfører i finalen, siger Valencia til manutd.com og fortsætter.

– Jeg vil gerne takke manageren for den tillid, han har givet mig denne sæson. Jeg er sikker på, at vi vil kæmpe med på alle fronter næste sæson. Jeg vil også gerne sige et stort tak til min familie, mine holdkammerater og, selvfølgelig, fansene for deres utrolige støtte.

Valencia, der fylder 32 år til august, har været en af de stærkeste profiler de sidste par sæsoner . Så stærk, at José Mourinho tidligere på sæsonen kaldte ham for verdens bedste på sin position, og Mourinho lægger da heller ikke skjul på, at han sætter stor pris på den stærke forsvarer.

– Det er ingen hemmelighed, at jeg har været en stor beundrer af Antonio, længe inden jeg kom til klubben. Jeg vidste, hvilken fantastisk spiller, han var, og på den front har han ikke skuffet mig. Hvad jeg dog ikke kunne have forestillet mig, var hvilken stor person, han er.

– Jeg ved, at jeg har sagt det her før, men jeg mener virkelig, at det er et sandt privilegium at have så god en spiller og så god en person på holdet. Jeg er lettet over, at han har forlænget sin kontrakt.

Antonio Valencia har siden ankomsten i 2009 spillet 291 kampe for “de røde djævle” og scoret 22 mål. Kun Michael Carrick og Wayne Rooney har spillet flere kampe for det nuværende United-hold. 

 

Savner du fornuftig diskussion og snak om Manchester United?

Opret dig gratis på debat.oldtrafford.dk

Forrige artikel

Rygte: Bernardo Silva tæt på skifte

Næste artikel

Rooney har flere tilbud på bordet

ANNONCE