United vaskede tømmermændene væk med sikker udebanesejr

Chris Smalling og Romelu Lukaku stod bag målene, da United her til aften tog alle tre point med hjem fra Vitality Stadium i en professional indsats efter weekendens choknederlag.

Manchester United havde onsdag aften mulighed for at revanchere det yderst pinlige nederlag til bundproppen fra West Bromwich Albion, som sendte mesterskabet til bysbørnene fra City.

Modstanderen var midterplacerede Bournemouth, som tog imod Jose Mourinho og co. på deres hjemmebane Vitality Stadium.

Til kampen havde portugiseren rystet godt i posen, hvor prominente navne som Antonio Valencia, Alexis Sanchez og Romelu Lukaku var blevet vraget fra startopstillingen, mens marginalspillere som Luke Shaw, Antonio Darmian og Marouane Fellaini i stedet fik chancen sammen med Rashford, Lingard og Martial oppe foran.

United-føring efter stille start

Kampen startede som mod West Brom i et lavt gear, hvor kampen bølgede frem og tilbage, uden at nogen af holdene dog for alvor blev farlige. For United prøvede Rashford og Martial især at bryde igennem med nogle gode løb, men Bournemouth-muren stod godt imod presset.

Efter en lille halv time kunne Eddie Howes tropper dog ikke længere holde stand. Ander Herrera fandt med en super stikning indenom en helt fri Jesse Lingard.

Englænderen sendte hurtigt bolden videre i fødderne på en fremstormende Chris Smalling, som sikkert kunne sparke bolden forbi Asmir Begovic i værternes bur. Et rigtig flot mål af forsvarsspilleren, som scorede sit tredje mål siden begyndelsen af marts.

Det var tydeligt at mærke, at målet gav United ro, og på trods af et kanonhug fra Joshua King mod slutningen af halvlegen, var det et kontrolleret United-hold, som kunne holde føringen til pausen.

Lukaku afgjorde det i indskifterens rolle

Efter pausefløjtet tog United teten fra start. Anthony Martial kunne således have bragt ”de røde djævle” foran i det 46. minut, men Bournemouth undveg.

Endnu en chance opstod efter seks minutters spil, da United slog en hurtig kontra, som via Pogba endte hos Rashford helt fremme i banen, men angriberen manglede lige det sidste.

Efter 55 minutter var det dog Bournemouth, der var ved at slå til. Callum Wilson blev spillet fri af Joshua King foran De Geas mål, men han blev i afslutningsmomentet tacklet bagfra af Luke Shaw. Hjemmeholdet appelerede for et straffespark, men United slap med skrækken. 

Bournemouth fortsatte med at presse på i minutterne herefter, hvor udeholdet i flere omgange måtte cleare bolden inde i feltet, og med lidt skarphed kunne de sagtens have bragt balance i regnskabet.

Efter godt en times spil blev Romelu Lukaku byttet ind i stedet for en Jesse Lingard. Og der skulle ikke gå lang tid, før belgieren bekendtgjorde sin tilstedeværelse.

Efter 70 minutters spil slog Pogba således en præcis stikning i dybden til Uniteds nummer 9, som stensikkert hamrede bolden i nettet forbi en chanceløs Begovic, og så stod den 2-0 til United.

Et flot mål af Lukaku, og en flot assist af Pogba, som på trods af en ellers svingende præstation gjorde sit for at vise, at fadæsen mod West Brom er lagt i glemmeskuffen.

Efter 2-0-målet var der sjældent tvivl om kampens udfald, og på trods af et par halve muligheder til West Brom kunne United sikkert køre pligtsejren hjem.  

United kan dermed rejse hjem med tre tiltrængte point, som bringer holdet op på 74 point med fire kampe tilbage.

Allerede på lørdag skal holdet i aktion igen. Her venter Tottenham på Wembley i semifinalen af FA Cuppen.

Læs mere om:

Podcast: Lyt til OldTrafford.dk’s podcast om Manchester United. Læs mere her
Rejser og billetter: Vi har samlet en masse tips og gode råd, hvis du vil opleve Manchester United på Old Trafford
Forrige artikel

Startopstilling mod Bournemouth

Næste artikel

Mourinho roser spillerne for professionel indsats

ANNONCE