United stjæler sejren mod Juventus

Manchester United fik her til aften en overraskende udebanesejr over Juventus i Champions League. Ronaldo scorede et fantastisk mål for værterne, men Mata og derefter et selvmål af Alex Sandro medvirkede til, at United kan rejse hjem til Manchetser med alle tre point.

Valencia slog tidligere på aftenen Young Boys 3-1 på Estadio Mestella. Dette betød, at United inden aftenens kamp mod Juventus lå nummer tre i Champions League gruppe H.

Der var derfor lagt op til en yderst interessant kamp i Torino til aften. Juventus stillede som vanligt med den tidligere Manchester United-darling, Cristiano Ronaldo, i startopstillingen. Ronaldo scorede ikke i det seneste opgør på Old Trafford – noget han var tydeligt opsat på at få revancheret her til aften. 

Juventus dominerer – men scorer ikke

Juventus dominerede fra start uden for alvor at blive farlige. Som oftest set denne sæson lurede United på muligheden for kontraangreb, hvilket der også blev lagt op til i flere omgange. Oftest var disse kontrastød dog uden et slutprodukt, som skulle kunne volde den tidligere Arsenal keeper, Szczesny, problemer i Juventus-målet.

Da United mødte Juventus på Old Trafford for to uger siden, kom de italienske mestre buldrende fra start. Til aftenens kamp var de anderledes afventende. Kampens to første store chancer faldt derfor også først i det 33. minut.

Cuadrado udfordrede Shaw på kanten af feltet, og fik affyret et skud mod mål. Bolden ramte Matic på vejen og tvang De Gea ud i en fantastisk refleksredning. Kort efter ramte Khedira stolpen efter endnu et godt forarbejde af Cuadrado på højreisden. Khedira stod helt fri omkring straffesparkspletten, og det var reelt set en chance, han burde have scoret på.

Det var som om, at dette gav Juventus mere blod på tanden, og United-spillerne begyndte at hænge bagefter i alt, hvad de foretog sig.

Mål blev det dog ikke til i første halvleg, men Mourinho havde en opgave i pausen. Som første halvleg var skredet frem, ville Dybala, Cuadrado, Ronaldo eller en anden af Juventus’ stjernespillere score før eller siden. 

Ronaldo scorer et drømmemål – United stjæler sejren i “Mourinho-time”

United kom fint ud til anden halvleg, og Martial var endda tæt på at score efter 48 minutter. Med en følt inderside, skød franskmanden tæt forbi mål i håbet om at stryge den over i det lange hjørne.

Endnu tættere på var Dybala i den anden ende et minut efter. Med sit venstreben ramte den talentfulde angriber overliggeren uden chance for De Gea til at reagere.

En noget mere åben start end tilfældet var i første halvleg.

Tempoet blev herefter hurtigt trukket ud af kampen igen. Ud af ingenting skete der dog pludselig noget: En lang bold fra Bonucci blev slået lige i fødderne på Ronaldo, der var løbet i dybden bagom Lindelöf. Portugiseren first-timede sit skud og hamrede den ind bag en chanceløs De Gea. Et drømmemål af den tidligere United-spiller, som herefter sprintede i stor jubel ud mod Juventus-tilhængerne.

United virkede chorkerede og kort tid efter scoringen, måtte De Gea punge ud med endnu en stor redning på et hovedstød fra

Som kampen nærmede sin afslutning, kom Juventus tættere og tættere på at score endnu et mål, end United var i nærheden af at udligne.

Mourinho reagerede og skiftede tre friske spillere ind i løbet af de sidste tyve minutter. Dette ændrede kampen, og ud af ingenting fik indskiftede Rashford en stor chance ti minutter før tid. Det engelske stortalent skød dog lige forbi mål.  

Fem minutter før tid kom den forløsende scoring. Som set i flere omgange i sin United-karriere, scorede indskiftede Mata på et flot frispark lige udenfor feltet. Et vigtigt point så ud til at komme med hjem til Manchester.

Scoringen skabte noget selvtillid hos United-spillerne. Ved et frispark af Young blev bolden i to omgange ramt af henholdsvis Bonucci og Alex Sandro, hvor sidstnævnte var uheldig at skovle bolden ind i eget net. 1-2 til United.

En ufortjent men fantastisk føring, og pludselig var kampen vendt på en tallerken. United var endda tæt på at gøre det til 1-3 efter en flot aflevering fra Martial til Rashford kort før slutfløjt.

Mere blev det dog ikke til. United får en fantastisk flot udebanesejr over Juventus. Modsat taber Juventus den første kamp i sæsonen. Status er derfor, at United ligger nummer to i gruppen med to point op til Juventus og to point ned til Valencia. 

Har du læst vores tips til køb af kampbilletter til Old Trafford? Læs dem her

Forrige artikel

U23: Taber for anden kamp i træk

Næste artikel

Mata: Fantastiske fem minutter!

ANNONCE