United sprudlede i Solskjærs managerdebut

Manchester United virkede forløste, da de tæskede Cardiff med hele 5-1 i Ole Gunnar Solskjærs første kamp som United-manager.

Lørdag skulle Manchester United i aktion for første gang siden Jose Mourinhos fyring i løbet af ugen. Med Ole Gunnar Solskjær ved roret skulle de møde bundholdet Cardiff, der pudsigt nok er én af to klubber, som Solskjær har stået i spidsen for som træner.

Paul Pogba var tilbage i startopstillingen for United, der var uden Romelu Lukaku. I belgierens fravær startede Marcus Rashford på toppen med Jesse Lingard og Anthony Martial på kanterne.

Solskjær og United fik en drømmestart på kampen, da der blev dømt frispark lidt udenfor Cardiffs felt. Rashford sparkede bolden igennem muren og i nettet bag en chanceløs Cardiff-keeper. United på 1-0 efter kun tre minutters spil.

United virkede frigjorte og spillede med langt større optimisme end hidtil i sæsonen, og efter knap en halv time blev det helt fortjent 2-0. Ander Herrera prøvede lykken fra distancen. Forsøget ramte en Cardiff-spiller og røg op i målhjørnet.

Da kampen så ud til at blive en ensidig affære, blev spændingen genoplivet i det 38. minut. Cardiff fik straffespark, da dommeren vurderede, at Rashford havde brugt armen til at tage bolden med i eget felt, selvom det på gengivelserne lignede angriberens skulder. Straffesparket var dog dømt, og Camarasa reducerede for hjemmeholdet.

Der gik dog ikke længe, før United var foran med to igen. Tre minutter efter reduceringen scorede United et fantastisk holdmål. Martial gav bolden til Pogba, der vippede den videre til Lingard, hvis førsteberøring sendte bolden tilbage til Martial, der var løbet i dybden. Franskmanden var alene med keeperen og lagde køligt bolden i nettet til 3-1.

United gik på jagt efter flere mål i anden halvleg, og ti minutter efter pausen fik de straffespark. Lingard driblede ind i feltet, blev nedlagt, og dommeren pegede på pletten. Lingard tog sig selv af straffesparket, som han sikkert satte i nettet til 4-1.

Derfra var sejren aldrig i fare, selvom Cardiff skabte nogle få chancer. Rashford og Pogba havde dog også fine forsøg, der kunne have udbygget føringen. I det 90. minut lykkedes det, da Pogba sendte Lingard i dybden. Lingard driblede forbi keeperen og lagde bolden i nettet til 5-1.

5-1 blev kampens resultat efter en aften, hvor det som United-fan var en forløsning at se United spille offensiv, optimistisk fodbold. Cardiff var ikke nogen hård modstander, men Solskjærs tid som United-manager havde fået en perfekt start.

Forrige artikel

Solskjærs første startopstilling

Næste artikel

Spillerkarakterer: Pogba i hopla

ANNONCE