United sprudlede i første halvleg i sikker sejr

Club Brügge blev udspillet på Old Trafford, særligt i første halvleg. Det blev ikke nemmere for belgierne af et torskedumt rødt kort, men United var dem overlegne både før og efter. Kampen endte 5-0.

Aftenens vigtige opgør mod Club Brügge startede energisk med højt tempo og begivenheder i begge ender.

Blot omkring et minut inde var United tæt på at komme på tavlen. Harry Maguire opsnappede bolden efter rodet forsvarsspil i Brügges felt og fik dirigeret kampens første afslutning på mål. Blot et minut senere havde Juan Mata et hårdt skud på mål der dog blev fint pareret af Simon Mignolet.

Få sekunder senere var Brügge farlige i den anden ende, da Harry Maguire gled med bolden og præsenterede en chance for David Okereke der dog ikke nåede at afslutte i tide. United løb direkte op i den anden ende hvor Bruno Fernandes via et afrettet skud ramte stolpen. En enormt hektisk start på halvlegen.

Der var masser af begivenheder at skrive om i en livlig halvleg. 10 minutter inde havde Brügge en gylden mulighed for at komme foran. Sergio Romero famlede med et indlæg og bolden endte hos en helt fri Mats Rits i feltet, men hans indersideflugter dykkede over målet.

Bruno Fernandes viste endnu engang hvor vigtig en spiller han allerede er ved at blive for United. Portugiseren var involveret i nærmest alle offensive aktioner. Han modtog bolden overalt på banen og elsker tydeligvis at modtage bolden og diktere spillet. I det 11. minut havde han et godt forsøg på mål med et lavt skud som Mignolet reddede flot.

Første halvlegs helt store højdepunkt kom i det 21. minut. Daniel James fik en skudmulighed i en god position, og hans forsøg var muligvis på vej i mål da Simon Deli tabte hovedet og klokkeklart bevægede hånden mod bolden i eget felt. En håbløs aktion der nærmest lignede en målmandsredning. Dommeren var ikke i tvivl, straffespark og direkte rødt kort.

Dog skulle hans dom igennem VAR-lokalet, og af uklare årsager valgte de at referere dommeren til videoskærmen. Efter godt og vel 3-4 minutter besluttede dommeren at stå ved sin dom, ganske korrekt. Et fuldstændig unødvendigt indgreb af VAR der skabte nervøsitet omkring en kendelse der aldrig burde være tvivl om.

Bruno Fernandes havde fået rigelig tid til at tænke over hvor han ville sparke, men som vi har set før, scorede han køligt med sin nu infamøse hoppeteknik. 1-0.

I det 32. minut blev det tydeligt hvorfor Daniel James ikke har scoret et mål i 33 kampe, han modtog en fantastisk aflevering fra McTominay i boksen og havde tid til at tage en berøring, men sparkede i stedet første gang og forbi mål.

Der gik dog ikke mere end omtrent et minut før United udbyggede føringen med et gennemarbejdet holdmål. Bruno Fernandes vurderede sine muligheder med bolden ude foran feltet, og fandt et godt løb fra Juan Mata på bagerste stolpe, spanieren lagde en indersideaflevering ind i boksen hvor Ighalo nemt kunne sætte sidste fod på. Endnu engang var Bruno Fernandes overblik og beslutningstagen af høj kvalitet.

Ighalo var i aktion i igen i det 38. minut med et fint forsøg på mål, og to minutter senere blev kampen endegyldigt afgjort da McTominay kom på tavlen. Igen var Bruno Fernandes involveret, han modtog bolden omkring hjørneflaget og fandt Fred der med en simpel tilbagelægning fandt en helt fri Scott McTominay foran feltet, skotten kvitterede med en fornem indersideafslutning der skruede ind ved stolpen.

Første halvleg var selvfølgelig præget af det røde kort, men var uanset noget af det bedste mest kreative fodbold United har spillet i denne sæson.

Fra anden halvlegs start blev Daniel James erstattet med Tahith Chong. Luften gik ret tydeligt af ballonen fra anden halvlegs start. I det 63. minut gik Bruno Fernandes af banen til højlydte klapsalver fra hjemmefansene, en imponerende præstation der lover godt for fremtiden. Lingard erstattede ham.

Der var et par forsøg forbi mål fra Luke Shaw, Tahith Chong og indskiftede Mason Greenwood, inden det fjerde mål blev sat ind i det 81.minut. Jesse Lingard der ellers ikke imponerede fra start kunne tanke lidt selvtillid med en fin assist, da han med et fint cutback fandt Fred på kanten af feltet der med en inderside passerede Simon Mignolet.

Juan Mata der spillede en suveræn kamp, fandt i det 85. minut en fantastisk tværaflevring til Greenwood i en kontrasituation, chancen endte med at tilfalde Lingard der fik sit skud akkurat blokeret i boksen. Herefter forsøgte både Chong og Greenwood sig med udmærkede forsøg, inden en sløjfe blev bundet på kampen i det 92. minut.

Fred scorede for anden gang, en næsten tro kopi af hans første mål, blot var det denne gang Chong der lagde den afgørende vandrette aflevering til brasilianeren, der igen let kunne score med indersiden.

Sådan endte en vigtig kamp med en magtdemonstration fra United, med noget af det bedste fodbold længe set på Old Trafford i første halvleg. Næste stop ottendedelsfinale.

Se alle rejsetilbud til den nye sæson her
Priser fra kun 2.445,- inkl. fly, kamp og hotel.

Forrige artikel

Ighalo starter på toppen mod Brügge

Næste artikel

Karakterer: Hele midtbanen leverede

ANNONCE