United smed sejren mod Leicesters ti mand

Manchester United burde have vundet sikkert ude mod Leicester, hvor United var foran med 2-1, var en mand i overtal og havde masser af muligheder for at lukke kampen. Til sidst dummede United sig, og kampen endte 2-2.

Efter midtugens nederlag til Bristol City skulle Manchester United forsøge at komme tilbage på sejrssporet. I Premier League ventede en udekamp mod Leicester, der med Claude Puel ved roret var kravlet op på ottendepladsen i tabellen.

Leicesters seneste hjemmekamp i Premier League endte dog med et overraskende 0-3-nederlag til Crystal Palace. Omvendt havde Manchester United vundet tre udekampe i træk i Premier League.

United startede godt og havde et par fine muligheder for at tage føringen. Chris Smalling havde en stor hovedstødschance, og kort efter nuppede Kasper Schmeichel et afrettet forsøg fra Jesse Lingard.

Midtvejs i halvlegen kom Leicester dog foran, da Uniteds forsvar så ligeså hullet ud, som det gjorde i slutfasen mod Bristol. Riyad Mahrez var pludselig alene med Smalling efter en lang bold, og de resterende forsvarsspillere kunne ikke følge Jamie Vardy, der blev spillet fri og lagde bolden forbi De Gea til 1-0.

United havde svært ved at skabe chancer mod et velorganiseret Leicester-forsvar, men pludselig fik Mata udlignet med omkring fem minutter til pausen. Bolden landede hos spanieren, der køligt lagde den imellem benene på en Leicester-forsvarer og i nettet til 1-1.

Et par minutter efter pausen var Leicester tæt på at komme foran igen, da Fuchs pludselig var helt fri. Venstrebacken sparkede på mål, men Victor Lindelöf fik blokeret afslutningen, der var på vej i mål.

Et par øjeblikke senere burde Martial have bragt United foran. Lukaku fandt franskmanden, der fik bolden under kontrol og var alene med Schmeichel. Afslutningen røg dog et pænt stykke over mål, og det blev ved 1-1.

Efter en time kom United foran. Martial vandt et frispark på kanten af feltet, og derfra sendte Mata bolden over muren og i nettet til 2-1. Flot mål af Mata, der gjorde sig selv til dobbelt målscorer.

Med tyve minutter igen burde Lingard have bragt United på 3-1. Efter et hurtigt United-opspil sendte Lukaku bolden i dybden til Lingard, der var alene med Schmeichel. Lingard driblede udenom keeperen og skulle bare trille bolden i mål, men ramte stolpen.

Uniteds chancer blev dog forbedret markant i det 73. minut. Daniel Amartey havde allerede fået et gult kort, da han nedlagde indskiftede Marcus Rashford. Dommeren viste Amartey ud, og Leicester måtte spille færdig med en mand i undertal.

United havde en håndfuld gode kontramuligheder for at lukke kampen, men misbrugte dem alle, og derfor blev afslutningen nervepirrende. Til sidst gik det galt, da Harry Maguire sendte et indlæg i nettet til 2-2, som også blev slutresultatet. 

 

Læs mere om:

Podcast: Lyt til OldTrafford.dk’s podcast om Manchester United. Læs mere her
Rejser og billetter: Vi har samlet en masse tips og gode råd, hvis du vil opleve Manchester United på Old Trafford
Forrige artikel

Startopstillingen mod Leicester

Næste artikel

Mourinho: En nem kamp at vinde

ANNONCE