United smed sejren i overtiden

Manchester United var på vej mod en 2-1-sejr mod Southampton, der ville have sendt dem på tredjepladsen, men i overtiden udlignede Saints, og United smed to dyre point.

Mandag aften gik Manchester United på banen mod Southampton med noget af en mulighed. Chelsea og Leicester måtte begge se sig slået i weekenden, hvilket betød, at United kunne springe fra femtepladsen til tredjepladsen med en sejr.

For femte gang i streg stillede United op med det hold, som havde fejet Sheffield, Brighton, Bournemouth og Villa af banen med 3-0, 3-0, 5-2 og 3-0. Southampton var dog på papiret en større mundfuld end førnævnte, og for kun en uge siden havde sydkystklubben slået City med 1-0.

Southampton startede bedst og pressede United i det første kvarters tid. Alligevel fik United en gylden mulighed for at komme foran efter ti minutter. Martial stjal bolden fra en Southampton-spiller og var pludselig alene med målmanden. Desværre sad afslutningen lige på keeperen.

Et minut senere var Southampton foran – desværre ganske fortjent. Pogba mistede bolden i en farlig position på egen banehalvdel, og et par afleveringer senere havnede bolden hos Stuart Armstrong, der lagde bolden forbi De Gea til 1-0.

Southampton pressede videre, men efter omkring et kvarter begyndte United at få greb om opgøret. Efter 20 minutter fik de udlignet, da Pogba, der havde leveret en sløj start på kampen, slog bolden ind til Martial i feltet. Franskmanden tæmmede bolden og lagde den af til Rashford, der sikkert satte den i nettet til 1-1.

Kun tre minutter senere havde United vendt kampen. Bruno Fernandes rullede bolden ud til venstrekanten, hvor Martial kunne drible mod Saints-forsvaret. Franskmanden driblede ind i feltet og bankede bolden op i det korte hjørne til 2-1. Flot mål af Martial, der efter sin afbrænder i starten havde vendt kampen for United.

United sad på resten af første halvleg og havde par halve muligheder for at gøre det til 3-1. Men det blev aldrig til de helt åbne muligheder, og det blev ved 2-1 til pausetid.

Solskjærs mandskab jagtede det tredje mål, der ville punktere kampen, og det var tæt på at komme efter en times spil. Rashford trykkede af fra distancen, men forsøget røg lige præcis på den forkerte side af den nærmeste stolpe.

I det 68. minut var United ved at lukke kampen efter forrygende samarbejde fra Rashford og Martial. Rashford driblede sig igennem, fandt Martial, der sendte bolden tilbage til Rashford, men skuddet blev blokeret af en Saints-forsvarer, da det lignede et sikkert mål.

Mod kampens slutning fik udeholdet overtaget i jagten på en udligning. Fire minutter før tid var Nathan Redmond tæt på at gøre det til 2-2, da han fandt plads til at afslutte mod det lange hjørne. De Gea leverede dog en flot redning og holdt United i front.

Overtiden blev lang på grund af et sammenstød mellem Brandon Williams og Walker-Pieters. Førstnævnte måtte gå ud, og United måtte spille færdig med en mand i undertal. Om det blev udslagsgivende eller ej er svært at sige, men United formåede ikke at holde føringen. Efter et hjørnespark blev bolden snittet videre til Michael Obafemi, der lagde den i nettet til 2-2.

Kampen endte uafgjort, og United missede muligheden for at tage tredjepladsen. I stedet var United stadig udenfor top fire efter et potentielt dyrt pointtab.

 

Køb Manchester United merchandise via Unisport.dk så støtter du OldTrafford.dk.

 
Forrige artikel

Startopstilling: Ingen ændringer endnu engang

Næste artikel

Spillerkarakterer: Martial og Rashford stærkest

ANNONCE