United sikkert videre i FA Cuppen

Læsetid
2 minutes
Læst indtil videre

United sikkert videre i FA Cuppen

07 januar, 2017 - 15:20
United cruisede sig videre til 4.runde i FA Cuppen med en sikker sejr hjemme mod Reading.

Juan Mata & Wayne Rooney ©Getty

United har vundet FA Cuppen 12 gange, men har aldrig vundet verdens ældste turnering to gange i træk. Det håber Mourinho og co at kunne ændre på i år, hvor triumfen fra sidste år skal gentages.

Første udfordring på vejen mod titel nummer 13 i den prestigefulde turnering var Reading, der efter en stærk periode med blandt andet tre sejre på stribe, er med helt fremme i toppen af the Championship.

Men forskellen på toppen af Premier League og toppen af the Championship blev for alvor udstillet i dag. United var ganske enkelt klasser bedre end Jaap Stams mandskab, også selv om Jose Mourinho havde valgt at spare flere stamspillere.

Eneste gengangere fra sejren mod West Ham tidligere på ugen var Carrick og Rojo. Ellers fik stjernerne Pogba og Zlatan et hvil på bænken, mens der var spilletid til blandt andet Romero, Young og Rooney.

Netop Rooney kom hurtigt i centrum, da han lidt heldigt fik sendt bolden i nettet, og dermed tangerede Sir Bobby Charltons scoringsrekord i United. Med Sir Bobby klappende på tribunen, kunne Rooney lade sig hylde for sin scoring nummer 249 i den røde trøje.

I starten af opgøret stod der United på det hele, og ganske fortjent bragte Martial hjemmeholdet på 2-0 efter et kvarters tid. Herefter fik gæsterne lidt luft, og kom længere frem på banen, uden det dog blev til de helt store muligheder foran Sergio Romero i United-kassen.

Det kunne sagtens være blevet til flere mål på Old Trafford, men Marcus Rashford misbrugte et par gode muligheder for endegyldigt at lukke kampen før pausen. Eneste minus i de første 45 minutter må være, at Marcos Rojo måtte lade sig udskifte med en skade kort efter Martials scoring.

Det så ganske vist ikke så alvorligt ud, og man kan håbe, at det primært var for ikke at tage nogle chancer, nu hvor Bailly er rejst til de afrikanske mesterskaber. Tænk en omvæltning for den argentinske forsvarsspiller, men hvem havde siddet og været frustreret over en skade til Rojo for bare få måneder siden.

Efter pausen trak United sig lidt længere tilbage, Reading fik lov at være mere på bolden, mens United sparede kræfter og i stedet satsede på hurtige omstillinger.

Sejren blev endegyldigt slået fast i slutningen af kampen, da Marcus Rashford endelig fik sparket kuglen i kassen. To gange endda. Første gang efter en fremragende pasning fra Carrick, mens den anden scoring kom efter god hjælp fra Reading-keeper Ali Al-Habsi.

De sidste kvarters tid bød desuden på spilletid til Bastian Schweinsteiger og stortalentet Timothy Fosu-Mensah, der ikke har fået meget spilletid hidtil i denne sæson. Ingen af dem fik dog for alvor markeret sig, da kampen stille og roligt løb ud de sidste minutter. United sendte dermed Jaap Stam og co hjem til Reading med 4-0, og Mourinhos mandskab er med i bowlen når der trækkes lod til næste runde.

United har nu et par dages pause, inden Hull gæster Old Trafford i den første semifinale i EFL Cuppen.

Køb Manchester Uniteds nye trøjer her

Rejseguide: Få hjælp til at rejse til Old Trafford her

Vis hvem du holder med