United sejrede hjemme mod Watford

Det var en noget svingende kamp vi her til aften blev vidne til, da United og Watford krydsede klinger på Old Trafford.

Historien om United har i de seneste måneder været, at efter et par gode præstationer, kommer et par mindre gode kampe. Så efter et par fine opgør mod FC Midtjylland og Arsenal, ventede man næsten et United-hold i problemer i dag.

Det blev da også en noget svingende præstation af United, der i perioder havde store vanskeligheder med et godt kæmpende Watford-mandskab. Gæsterne burde vel have scoret i første halvleg, hvor David de Gea måtte hive flere store redninger frem.

Louis van Gaal havde til dagens opgør valgt at give Timothy Fosu-Mensah chancen fra start. Efter en halv times tid i weekenden, fik den unge hollænder chancen i dag fra start, hvor han var makker med Blind i midterforsvaret.

Samtidig var Rojo tilbage fra start som back igen, og de mange ændringer i forsvaret var til at se. Daley Blind havde det svært i dag, og generelt smed United bolden utrolig let væk i store dele af opgøret.

Watford lagde et fint pres på hjemmeholdet, men det blev ikke bedre af de mange boldtab. United blev aldrig for alvor farlige i første halvleg, mens gæsterne havde flere store muligheder.

Først efter en times tid formåede United at sætte pres på Watford. Det hjalp at smide Rashford ud på højrekanten, mens Martial rykkede ind i angrebet. Rashfords fart gav problemer på kanten, og United havde i en periode flere nærgående muligheder.

Bedst som Watford fik arbejdet sig tilbage i kampen, og havde et par kæmpe muligheder, lykkedes det så United at få sendt bolden i nettet. Juan Mata, der i dagens anledning var anfører, krøllede fornemt et frispark over muren og i mål.

Føringen holdt kampen ud, og da aftenens andre resultater flaskede sig for United, er van Gaals tropper nu igen med i kampen om top-4. City tabte ude til Liverpool, mens også Spurs og Arsenal smed point i dagens runde.

Næste opgave for United er i weekenden, hvor West Bromwich tager i mod på the Hawthorn på søndag.

Overvejer du at rejse til Old Trafford? Vi guider dig på vej her

Tjek de gode tilbud på Manchester United-trøjer her

Forrige artikel

25% rabat på Manchester United-Liverpool billetten

Næste artikel

Van Gaal lykkelig over sejr

ANNONCE