United: Positivt hvis Facebook vil vise Premier League

Det er en god nyhed, hvis der er hold i rygterne om, at digitale giganter som Facebook og Google vil byde på Premier League rettighederne næste gang.

Det er positivt for de engelske hold og Premier League, hvis giganter som Facebook, Google, Amazon og Netflix byder på Premier League-rettighederne. 

Sådan lyder det fra Manchester Uniteds adm. direktør, Ed Woodward, på en telekonference i forbindelse med klubbens nye regnskab. Her fortalte han ifølge Sportsmole, at han glædeligt vil byde de nye virksomheder velkommen. 

– Jeg tror absolut, at de bliver en del af mixet. Hvis jeg må fortælle en anekdote, var der meget stærk interesse sidste gang. 

– Vi hører om det rundt om Premier League-bordet, og vi mærker det også i forhold til interessen for Champions League og de europæiske rettigheder, siger Woodward. 

Amazon overtog tidligere i år rettighederne til at vise torsdagskampene i NFL fra Twitter, mens Facebook for nyligt sikrede sig rettighederne til MLS. 

I øjeblikket er det Sky Sports og BT Sport, der viser fodbold fra den bedste engelske række i Storbritannien. Det betalte medierne samlet 5,14 mia. pund for. Prisen ventes dog at stige yderligere, når rettighederne til kampene i perioden 2019-22 skal fordeles. 

– Så jeg tror, at vi vil se en stigende interesse fra disse (spillere, red.), og vi byder interessen velkommen. Det bliver stadig vigtigere at engagere sig digitalt med fansene, og vi tror, vi kan blive komplimenterende partnere til dem, lyder det fra Ed Woodward. 

Uniteds seneste regnskab viste, at klubben fortsætter med at øge sin indtjening og barbere gælden ned. 

 

Læs mere om:

Forrige artikel

Mourinho: Aner ikke hvornår Pogba er tilbage

Næste artikel

Mourinho: Martial er blevet glad

ANNONCE