United overvandt katastrofestart mod Newcastle

Læsetid
1 minute
Læst indtil videre

United overvandt katastrofestart mod Newcastle

06 oktober, 2018 - 20:27
Manchester United leverede et dramatisk comeback på scoringer fra nogle af truppens mest udskældte spillere, da Newcastle blev besejret.

Anthony Martial ©Getty

Inden kampen var der plads til smil og overskud hos manager José Mourinho, men kampen var ikke mange minutter gammel, før smilet stivnede og overskuddet virkede langt væk. 

For efter kun 10 minutter havde den ellers overkommelige opgave, som Newcastle på hjemmebane må være for Manchester United, udviklet sig til noget af en udfordring. En decideret katastrofestart havde gjort, at Mourinhos mandskab var nede med hele 2-0 efter en kavalkade af dårlige indgreb fra spillerne. 

Begge Newcastle-mål kom fra meget simple midler, men det var som om, at United-forsvaret med Ashley Young som den helt store synder fuldstændig glemte at forsvare. 

Halvhjertet pres 

United-spillerne virkede chokerede over kampens indledning, og selv om de var meget på bolden, blev det aldrig rigtig til et helhjertet pres mod Newcastle-målet inden pausen.

Det nærmeste holdet kom var, da Marcus Rashford burde have sendt et flot indlæg fra Romelu Lukaku i nettet. Men bolden gik på den forkerte side af stolpen, og det lignede en af de der dage, hvor det bare ikke skulle blive til noget. 

Udfordringen var også, at taktiske årsager havde sendt Scott McTominay ned i midterforsvaret, hvor han absolut ikke hører til. Og det kunne ses. For især Muto udnyttede ofte en mod en-situationerne til at sætte den unge midtbanespiller på glatis. Kun en god redning fra David De Gea gjorde, at der ikke stod 3-0 efter en 33 minutter.

Helt andet udtryk efter pausen

I anden halvleg kom så det pres, der aldrig rigtig udviklede sig i de første 45 minutter. United spillede hurtigt og dynamisk. Og med pausens indskiftning af Fellaini kom der også et ekstra våben på banen, hvilket i den grad kunne ses på spillet. 

Kampens sidste 30 minutter var et langt stormløb ned mod Dubravka i Newcastles mål. Men det var alligevel en dødbold, der skulle sætte holdet i gang efter 69 minutter, da indskiftede Juan Mata fuldstændig snød målmanden og startede Uniteds comeback. 

Kun syv minutter senere kom så udligningen, da Paul Pogba på smukkeste vis assisterede Anthony Martial med en hælaflevering. Martial kvitterede med at smadre bolden i mål, og så antændte Old Trafford for alvor, for der var ingen, der var i tvivl om, at der var endnu et mål på vej.

Det skulle publikum dog vendte helt til 90. minut med at få. Og endnu engang var det en indskifter, der stod for målet, da den altid udskældte Alexis Sanchez fuldbyrdede comebacket og måske forlængede José Mourinhos tid på Old Trafford. Det vil kun tiden vise.

Har du læst vores tips til køb af kampbilletter til Old Trafford? Læs dem her