United lancerer lokalt talentudviklingsprogram

Læsetid
1 minute
Læst indtil videre

United lancerer lokalt talentudviklingsprogram

25 februar, 2020 - 13:46
Manchester United præsenterer Emerging Talent Programme, et nyt initiativ der skal forstærke muligheden for at finde talentfulde ungdomsspillere i det nordvestlige England.

Greenwood og Williams ©Getty

Greater Manchester, Cheshire, Cumbria, Lancashire og Merseyside.

Det er de fem distrikter der udgør North West England, en del af Storbritannien der altid har været garant for fodboldtalent på øverste hylde.

Der har dog i de senere par år været mere snak i medierne om talentudvikling i Sydengland, særligt arbejderklassekvarterer som Croydon og Bromley i det sydlige London har fostret mange af det seneste skud af supertalenter som Aaron Wan-Bissaka, Jadon Sancho, Callum Hudson-Odoi, Tammy Abraham, Ryan Sessegnon og mange flere.

Det vil Manchester United ændre på. I den henseende har man præsenteret et ambitiøst nyt projekt der har til formål at forstærke kendskabet til, og udvikling af, talentfulde børne- og ungdomsspillere i det regionale Nordvestengland.

Over de næste tre år vil over 20.000 børn og unge fra lokale skoler og græsrodsklubber blive involveret i projektet. En årlig turnering vil etableres hvor mere end 50 lokale skoler er repræsenteret med hold i forskellige aldersgrupper.

Man arbejder desuden på at mindske afstandsforskellen mellem græsrodsfodbold og elitefodbold ved forøget scouting-kommunikation mellem alle involverede parter.

En del af denne proces bliver at 50 græsrodsklubber hvert år skal besøge AON Training Complex i Carrington. Her har man installeret et såkaldt Emerging Talent Centre, hvor udvalgte spillere fra besøgende klubber  vil blive inviteret til at deltage i et talentudviklingsprogram.

Fans af Manchester United er vant til at se lokalt talent brage igennem på den store scene sæson efter sæson, og med dette initiativ viser klubben at lokal talentudvikling ikke er et element man tager for givet, men som man satser på økonomisk. Uniteds Head of Academy Nick Cox understreger at disse former for processer er fundamentale for klubbens fremadrettede udvikling:

- At involvere og engagere lokalt talent er fundamentalt for alt hvad vi gør i akademiet og i klubben, og for at gøre det skal vi være fuldt ud dedikeret til at vise vores tilstedeværelse og aktivitet i det lokale og regionale miljø.

- Det nye 'Emerging Talent Programme' gør det muligt radikalt at forøge antallet af skoler, græsrodsklubber og lokale foreninger vi kan interagere med i Manchester og nordvesten, hvilket sætter os i stand til at skabe et bredere netværk for fodbolduddannelse, som vil afsløre flere fodboldtalenter i lokalområdet.

 

Se alle rejsetilbud til den nye sæson her
Priser fra kun 2.445,- inkl. fly, kamp og hotel.