United i kvartfinalen efter sikker sejr

Chris Smalling, Juan Mata og Jesse Lingard scorede målene, da Manchester United uden problemer vandt 3-0 ude mod Shrewsbury Town. Dermed er holdet klar til kvartfinalen i FA Cup.

Efter det pinlige 2-1-nederlag til FC Midtjylland hvilede alle øjne på manager Louis van Gaal i optakten til mandagens FA Cup-opgør ude mod Shrewsbury Town. Flere medier spekulerede i, at et nederlag til League One-mandskabet ville betyde, at hollænderen blev smidt på porten.

Der var en kvartfinaleplads i FA Cup på spil, og vinderen kunne glæde sig over en relativt gavmild lodtrækning. En hjemmekamp mod West Ham ventede for sejrherrerne.

United, der havde Borthwick-Jackson og Varela tilbage på backpladserne, startede fint og satte Shrewsbury under pres i kampens indledning. Memphis forsøgte sig et par gange fra distancen, før han var tæt på at bringe United foran i det 10. minut. Uniteds målscorer fra FCM-kampen satte en mand af og skød på mål, men Shrewsbury-keeper Leutwiler reddede forsøget.

Midtvejs i halvlegen fik United en fin mulighed for at tage føringen. Memphis sparkede et frispark mod mål fra kanten af feltet, og forsøget så ud til at være på vej ind. Desværre for United ramte bolden Martial. Lige efter var Martial ved at gøre skaden god igen, da han blev spillet fri af Memphis. Franskmandens afslutning blev rettet af og var lige ved at gå i mål, men en Shrewsbury-forsvarer på stregen fik headet bolden væk.

Med otte minutter til pausen lykkedes det endelig for United at omsætte presset til mål. Chris Smalling var blevet fremme i Shrewsbury-feltet efter en dødbold, og det viste sig at være en god idé. Morgan Schneiderlin headede en lang aflevering videre til Smalling, der flugtede bolden i det fjerne hjørne. 1-0 United.

I første halvlegs overtid fik United igen chancen fra kanten af feltet på et frispark. Denne gang var det Juan Mata, der tog det, og det gik noget bedre. Spanien lagde bolden i en blød bue over muren og i nettet til 2-0. Det var også stillingen til pausen, og det så ud til, at United ville spille sig sikkert videre mod Shrewsbury, der ikke havde et eneste skud før pausen.

Efter pausen fortsatte samme kampbillede med United mest på bolden, og otte minutter efter halvlegen var fløjtet i gang burde Martial have gjort det til 3-0. Mata forlængede et hjørnespark fra Blind. Martial nåede bolden først, men headede forbi fra kort afstand.

Shrewsbury blev tvunget længere frem på banen, men det efterlod mere plads i den anden ende. En time inde i kampen slog United kontra. Bolden havnede hos Ander Herrera, der lagde et perfekt indlæg til Jesse Lingard, der flugtede bolden i mål med indersiden. 3-0, og så var der vist ikke meget tvivl om, hvem der ville gå videre til næste runde.

Med tyve minutter igen blev Will Keane smidt på banen, og tre minutter senere var han tæt på at komme på tavlen. Han blev spillet fri i dybden af Memphis og sparkede til bolden med venstrebenet. Uheldigvis stod stolpen i vejen for et mål, og endnu mere uheldigt blev Keane skadet og måtte udgå. Da United allerede havde brugt tre udskiftninger, blev de tvunget til at spille det sidste kvarter med ti mand.

Fire minutter før tid fik hjemmeholdet en kæmpe mulighed for at reducere. Et indlæg blev sendt ind i feltet til Ogogo, der var fuldstændig blank foran mål. Heldigvis for United headede han forbi mål.

I overtiden kunne Memphis have lukket til 4-0, da han pludselig var alene igennem. Shrewsbury-keeperen holdt dog resultatet nede på 3-0, hvilket også blev kampens resultat. Dermed er United klar til kvartfinalen i FA Cup, hvor de møder West Ham hjemme på Old Trafford.

 

Overvejer du at rejse til Old Trafford? Vi guider dig på vej her

Tjek de gode tilbud på Manchester United-trøjer her

 

Forrige artikel

Unge backs tilbage mod Shrewsbury

Næste artikel

Van Gaal: Frispark inspireret af Midtjylland

ANNONCE