United i kedelig 0-0-kamp mod Earthquakes

Jose Mourinhos mandskab belønnede ikke de fans, der søndag aften holdt sig vågen for at se holdets anden testkamp på pre-season-turen.

Manchester United blev i store dele af seneste sæson kritiseret for at spille for kedeligt, og der var desværre ikke meget nyt under den californiske sol, da de mødte San Jose Eartquakes fra MLS i en træningskamp i Santa Clara. Da opgøret blev fløjtet af, havde de 20-dobbelte engelske mestre ikke givet de amerikanske fans anledning til at juble en eneste gang.

Små to timer forinden havde de amerikanske fans dog heller ikke givet United-spillerne meget at råbe hurra over. Et blåklædt udebanehold gik på banen til synet af en hel del tomme sæder. Levis Stadium, som kan rumme op til 75.000 mennesker, var ikke i nærheden af at være fyldt op, og det bragte mindelser om Etihad hjemme i Manchester. Det så med andre ord småpinligt ud, hvilket eftersigende er et resultat af, at billetpriserne er blevet sat alt for højt. 

Jose Mourinho stillede ellers op med en offensiv, der så lovende. Tahith Chong, Anthony Martial og Alexis Sanchez, som endelig har fået sine visumpapirer i orden, startede i front. Hele opstillingen så således ud:

J. Pereira
Valencia (C), Bailly, Smalling, Shaw 
Herrera, Garner, A. Pereira 
Chong, Martial, Alexis

Og de fik en god start.

Bailly-chance og Valencia-skade

Kampen var mindre end fem minutter gammel, da Eric Bailly beviste, at han gør sig bedre som forsvarsspiller, end han gør som angriber. Et deflekteret frispark fra Alexis Sanchez studsede op foran ivorianeren, der formåede at heade bolden på overlæggeren, selvom han stod en meter fra mål. Afbrænderen var næsten lige så imponerende usandsynlig, som hans selvmål mod Liverpool i seneste sæson var det.

Manchester Uniteds nye permanente kaptajn, Antonio Valencia, holdt kun syv minutter på banen, før han måtte lade sig udskifte med noget, der lignede en lægskade. Matteo Darmian erstattede højrebacken, som gik direkte i omklædningsrummet. Og taget i mente, at nyindkøbet Diogo Dalot er skadet indtil september, så er der nærmest ikke råd til, at kaptajnen ikke er spilleklar.

Mens ecuadorianeren blev behandlet, satte United sig imidlertid tungt på kampen. Anført af Alexis Sanchez, der virkede veloplagt, og Andreas Pereira, der demonstrerede præcist pasningsspil, var der høj fart i offensivens støvler. Men så igen: Dagens modstander var MLS’s dårligst placerede hold, så det var også forventet, at Mourinhos tropper skulle styre løjerne.

Desværre gik gassen lidt af ballonen for det engelske hold i løbet af første halvleg. Da dommeren fløjtede til pause, var det blevet en halvkedelig affære. 

Forsømt anden halvleg

Fra anden halvlegs start havde Jose Mourinho lavet fem udskiftninger. San Jose Earthquake lavede 11.

United fortsatte, hvor de slap – de kørte bolden rundt uden rigtig at skabe chancer. Det gjorde hjemmeholdet til gengæld efter 55 minutter, hvor indskiftede Lee Grant i buret præsterede en pragtredning.

Og igen efter 70 minutter, hvor den nyindkøbte United-målmand på 35 år måtte op under overliggeren og hænge for at redde et langskudsforsøg. På det efterfølgende hjørnespark var hjemmeholdet også farlige, og Martial & co. lignede nogle, der stadig var på sommerferie.

Til Manchester United-spillernes forsvar kan det nævnes, at den californiske sol var hård og ubarmhjertig. 30 graders sol og ikke en sky på himlen gjorde, at der var to indlagte vandpauser i kampen. Og udskiftede Eric Bailly sad med en pose is på hovedet i hele anden halvleg.

Alligevel var det skuffende at se, at det var San Jose Earthquakes, der kom tættest på hen mod slutningen af kampen. De ramte blandt andet overlæggeren, mens Jose Mourinho blev ved med at skifte nye spillere ind. Det gjorde, at der var spilleminutter til rigtig mange spillere, hvilket var positivt – men det dræbte også rytmen i en anden halvleg, der på mange måder var forsømt. Sagt på en lidt anden måde: Alle jer der droppede kampen til fordel for søvnen, I gik ikke glip af noget.Manchester United havde et skud på mål, og hvis der var et hold, som havde fortjent at vinde, så var det Earthquakes.

Har du læst vores tips til køb af kampbilletter til Old Trafford? Læs dem her

Forrige artikel

Sky: Chelsea, Dortmund og Bayern ude efter Martial

Næste artikel

Spillerkarakterer: Sanchez kom fint i gang

ANNONCE