United fritstiller ni akademispillere – heriblandt Ramazani

Ni ungdomsspillere får ikke deres kontrakt forlænget i Manchester United og er fra på tirsdag fortid i klubben. Det mest overraskende navn på listen er U23-holdets topscorer Largie Ramazani.

Hvert år er der unge håbefulde spillere i Uniteds akademi der må indse at de ikke får udlevet drømmen om at spille for Manchester Uniteds førstehold.

I år er der ni spillere på listen over kontrakter der ikke bliver forlænget. Det gælder kun spillere fra U23-holdet, da klubben har udtalt at de ikke vil opsige kontrakter med spillere under 19 år på baggrund af de særlige omstændigheder vedrørende corona-pandemien. 

De omtalte spillere er: Cameron Bortwick-Jackson, Demetri Mitchell, Ethan Hamilton, Dion McGhee, George Tanner, Aidan Barlow, Kieran O’Hara, Alex Fojticek og Largie Ramazani.

Cameron Borthwick-Jackson er den eneste spiller på listen der har repræsenteret førsteholdet mere end én gang. Han fik 14 kampe i trøjen under Louis Van Gaal.

Demetri Mitchell og Largie Ramazani har begge været i aktion en enkelt gang. Ramazani fik debut i denne sæson i Kazakhstan mod Astana i Europa League.

Netop Ramazani er den mest overraskende spiller på listen. Han har haft en glimrende sæson på U23-holdet, hvor han fører klubbens interne topscorerliste med ni mål i 13 kampe.

United tilbød den unge belgier en ny kontrakt, men spilleren forlangte en højere løn end klubben var villige til at give ham. Det forventes nu at hans næste klub bliver i den næstbedste spanske række.

Manchester United lader dog ikke de fritstilede spillere helt i stikken. Alle ni spillere får økonomisk hjælp i en midlertidig periode indtil de finder nye klubber, og de er blevet inviteret til fortsat at træne med i klubben så længe det er nødvendigt.

Køb Manchester United merchandise via Unisport.dk så støtter du OldTrafford.dk.

 
Forrige artikel

Podcast: Tålmodighed er en dyd

Næste artikel

Neville: Fernandes har overrasket mig

ANNONCE