United forspilder top fire-chance efter ærgerligt Chelsea-remis

Manchester United skulle tilbage på vindersporet, da Chelsea her til aften gæstede Old Trafford. Desværre fusede festen ud efter endnu et David de Gea-kiks.

Søndag aften tog Manchester United imod de direkte rivaler i tabellen fra Chelsea. ”De røde djævle” kom fra et sikkert nederlag til førerholdet fra City, mens Chelsea kun klarede 2-2 i deres seneste kamp mod Burnley.

Der var derfor et massivt pres begge hold inden dagens brag på Old Trafford – men mest af alt på Solskjærs mænd, som inden kampen lå tre point bag London-holdet. Kravet var simpelt: Skulle forhåbningerne om en top fire-placering holdes i live, var det kun en sejr, der kunne bruges.

Manchester United kom klart bedst fra start. Især Juan Mata og Luke Shaw så skarpe ud fra første fløjt. Først lagde Luke Shaw en perfekt bold indover Chelsea-forsvaret, som landede for fødderne af Romelu Lukaku. Desværre for belgieren var det første touch uskarpt, og Kepa kunne nemt redde i Chelsea-målet.

Men efter 11 minutter gik den ikke længere for Chelsea. Lukaku spillede en flot bold til Luke Shaw dybt i feltet, som lagde den videre til Juan Mata, der sikkert kunne sætte bolden i nettet mod sin tidligere klub. Fortjent og yderst vigtig føring til Solskjærs tropper.

Målet lagde en lille dæmper for Uniteds dominans, hvorfor Chelsea stille og roligt kom bedre med i kampen. United faldt dybere ned i banen, og det gav plads til Chelseas offensive kræfter, som dog ikke for alvor kunne udnytte pladsen.

Chelsea-reducering efter endnu et De Gea-kiks

United forsøgte i stedet at køre omstillingsfodbold, hvilket nær bar frugt lidt før den halve time. Lukaku holdt flot fast i en dyb stikning på højrekanten, men hans indlæg gik til hjørne. Det skabte et par gode dødboldsmuligeheder, især til Eric Bailly, som fra en fri position i feltet headede snævert forbi mål.

United fortsatte de gode takter og skabte flere muligheder, og det lignede længe, at man skulle gå til pause med en fortjent føring. Det ændrede sig dog ud af det blå et par minutter før pausen, og desværre var det igen Uniteds nummer 1, der satte sig selv i centrum.

Et hårdt, men relativt ufarligt skud fra Antonio Rüdiger blev kun halvclearet af David de Gea, der desværre parerede bolden lige ud til sin landsmand Marcos Alonso, der var kølig fra sin position tæt på mål. Dermed måtte man gå til pause med et remis, efter en første halvleg, hvor United ellers havde været klart bedst i store perioder.

En rodet affære i anden halvleg

Anden halvleg startede ikke helt i det samme tempo som den første. På trods af det ærgerlige mål var der dog intet, der tydede på, at United helt havde mistet modet. Man fortsatte dominansen på bolden, men dog uden at det for alvor blev farligt. Blandt andet kom Bailly igen først på en dødbold, men hans afslutning var for svag.

Det virkede i det hele taget, som om den angrebsiver, United var kommet ind til kampen med, langsomt dalede, mens Chelsea var tilfredse med at stå tilbage og forsvare deres resultat. I et forsøg på at komme tilbage i kampen forsøgte Solskjær derfor efter 65 minutter at skifte Alexis Sanchez ind, som erstattede en usynlig Marcus Rashford.

Efter godt en times spil gik Eric Bailly hårdt til en Chelsea-spiller, men det gik værst ud over ham selv, og han måtte lade sig udskifte. Ærgerligt udgang for ivorianeren, som ellers havde spillet en fornem kamp og netop var var kommet tilbage, efter en hjernerystelse havde holdt ham ude i nogle uger.

Han blev erstattet af Marcos Rojo, som efter ti minutters tid kvitterede med en dobbelttackling på to blå spillere, der kastede et gult kort af sig. Udskiftningerne virkede i det hele taget ikke til at påvirke Uniteds chancer synderligt.

Kampen udviklede sig til en rodet affære, hvor ingen af holdene for alvor bød ind med kvalitet. United var ikke hurtige nok i deres boldomgang, og udeholdet ikke var skarpe på de få chancer, de primært kom frem til efter dødboldsituationer. Med fem minutter tilbage af den ordinære spilletid var der optræk til en mulighed, da Pogba forsøgte en stikning i dybden til Lukaku, men afleveringen blev opsnappet.

Presset mod slutningen udeblev

Dermed lignede det, at United skulle gå slukørede fra rivalopgøret, man skulle vinde. Men med syv minutters tillægstid var det ikke helt slut endnu. I overtiden var Marcos Rojo millimeter fra at blive den usandsynlige helt, men desværre for argentineren blev hans hovedstød pareret på stregen af en markspiller.

Til allersidst kunne det så være gået helt galt, da Gonzalo Higuain kom fri igennem mod David de Gea. Heldigvis for spanieren redder han en smule af æren med en fin redning. 

Det var dog ikke nok til at sikre United den sejr, de havde brug for. Kampen endte 1-1, og derfor ser det nu yderst svært ud, hvis Solskjær skal lykkes med top fire-missionen, hvor man fortsat er tre point bag London-klubben.

Solskjær skal nu sætte sin lid til, at Chelsea taber i hvert fald én af de sidste to kampe, mens man selv slår Huddersfield og Cardiff. Samtidig skal United indhente målforskellen på hele otte mål.

Forrige artikel

Startopstillingen mod Chelsea

Næste artikel

Karakterbogen efter Chelsea-kampen

ANNONCE