United får alle tre point i hæsblæsende opgør mod Sheffield

Manchester United slog torsdag aften Sheffield United med 3-2 i Premier League. Læs hvordan det gik til hér.

United var torsdag aften et besøg på Bramall Lane for at møde bundproppen i Premier League, Sheffield United.

Hvad der var forventet at blive en nem opgave for Ole Gunnar Solskjær og co. startede på den værst tænkelige måde. 

Efter kun fem minutters spil fumlede Dean Henderson, som havde fået chancen i målet, med bolden. Det opfangede en vågen Oliver Burke, som tacklede bolden, der endte for fødderne af Sheffields David McGoldrick. Den irske angriber kunne uden problemer sparke bolden i kassen til 1-0.

United skulle dog ikke vente længe med at komme tilbage i kampen. Udeholdet udnyttede en meget offensiv forsvarslinje fra “The Blades”, og pludselig stod der 1-2 til United.

Først sendte Victor Lindelöf en bold over hjemmeholdets forsvarskæde til Marcus Rashford, som ikke svigtede foran mål.

Efterfølgende viste Paul Pogba sjælden genialitet, da han med en flot aflevering fandt Anthony Martial, som alene mod hjemmeholdets keeper, Aaron Ramsdale, kunne prikke bolden i mål.

I anden halvleg udbyggede “De Røde Djævle” føringen på en flot scoring. Lækre driblinger og hurtige afleveringer resulterede i, at Sheffield-forsvaret blev spillet tynde, før Rashford kunne sende bolden i mål til 1-3.

Til sidst i opgøret kom der fornyet spænding, da McGoldrick scorede sit andet mål på hjørnespark efter tvivlsomt forsvars- og målmandsspil.

Udligningen udeblev dog, og det betyder, at United kan tage alle tre point med hjem til Manchester.

Kampens resultat: Sheffield United 2-3 Manchester United

1-0: David McGoldrick (5’)
1-1: Marcus Rashford (26’)
1-2: Anthony Martial (33’)
1-3: Marcus Rashford (51’)
2-3: David McGoldrick (87’)

Køb den nye Manchester United trøje her via Unisport.dk så støtter du OldTrafford.dk.

Forrige artikel

Rooney-søn skriver under med United

Næste artikel

Karakterbogen: Rashford topper lige akkurat Pogba

ANNONCE