United-belgiere reagerer på terrorangreb

Både Adnan Januzaj og Marouane Fellaini er ikke overraskende berørte over det blodige terrorangreb i Bruxelles.

Tirsdag morgen blev Belgiens og EU’s hovedstad Bruxelles udsat for et terrorangreb af gerningsmænd med forbindelse til Islamisk Stat. 

Indtil videre har mindst 30 personer mistet livet, mens 81 er såret. Sympatierklæringerne er efterfølgende væltet ind fra hele verden. Således også fra Manchester Uniteds to belgiske førsteholdsspillere, Adnan Januzaj og Marouane Fellaini. 

– Forfærdeligt at se, hvad der sker i Bruxelles #Zaventem, skrev Januzaj på sin officielle Twitter-profil i formiddags. 

Fellaini har ligeledes valgt at kommentere angrebet på Twitter. I eftermiddags skrev han en opdatering, hvor hashtaggene #prayforbelgium og #prayfortheworld pryder det belgiske flag. 

I alt gik tre bomber af i Bruxelles – to selvmordsbomber i lufthavnen og en ved metrostationen Maalbeek, der ligger tæt på magtens centrum i byen. 

Terroranslaget i Bruxelles kommer blot fire måneder efter, at Islamisk Stat-terrorister dræbte 130 og sårede 433 mennesker i Paris i den værste massakre mod civile på fransk jord siden Anden Verdenskrig. 

 

 

Forrige artikel

- Forsvarsspillerne frygter Rashford

Næste artikel

Dortmund & City venter i Kina

ANNONCE