Uafgjort i Moskva

Manchester United var på en svær opgave i aftenens Champions League, men det lykkedes at få et point med hjem fra den russiske hovedstad.

Kampen startede meget stille, og det virkede, som om begge hold lige ville se hinanden lidt an. 

Efter et lille kvarter fik russerne et gennembrud i Uniteds venstre forsvarsside. United blev fanget på hælene og efter noget småspil kom Anthony Martial til at tage hånden til brug, og dommeren dømte korrekt straffespark.

Et straffespark som De Gea i første omgang flot fik dirigeret på stolpen, men via målmandens fod røg bolden ud til Doumbia, der sendte returen i mål. Nu var det opad bakke for United, der ikke kunne have fået en meget værre start på kampen.

Efter en halv time fik vi endnu en gang set prøver på David De Geas evner. Nigerianske Musa, der var en kilde til uro hele første halvleg, vendte flot af på Valencia og sendte bolden mod hjørnet. De Gea kom dog flot derop og fik sendt den til hjørne.

Derefter virkede det, som om United-spillerne vågnede op. Resten af halvlegen var de mest på bolden, og det blev til et par enkelte afslutninger ved Wayne Rooney. Det blev dog aldrig rigtig farligt. 

I et forsøg på at få vendt tingene satte Louis van Gaal fra anden halvlegs start Marouane Fellaini ind istedet for Bastian Schweinsteiger. Det tydede på et stilskifte til noget mere direkte fodbold fra Uniteds side.

Efter otte minutter i anden halvleg følte de russiske værter sig snydt for endnu et straffespark. En høj bold i feltet skulle heades væk af Marcos Rojo. Argentinerens timing var dog ingenlunde på plads, og bolden ramte ham på armen. Der kunne nok ikke indvendes meget, hvis dommeren havde peget på pletten.

Efter 65 minutter kom den forløsende udligning. Et fint opspil i højre side endte ved Valencia, der sendte et indlæg ind i hovedet på en flyvende Martial. Hovedstødet endte via indersiden af stolpen bag Akinfeev i CSKAs mål.

Efter scoringen stod der United på tingene, uden de dog evnede at skabe nogle nævneværdige chancer. Udskældte Memphis kom på banen og fik skabt en smule uro i russernes forsvar, men det afgørende mål kom altså ikke.

Vil du på Old Trafford og opleve The Red Devils? Vi guider dig i de forskellige muligheder her

Forrige artikel

Startopstillingen i Moskva - Lingard starter inde

Næste artikel

Schneiderlin: Martial holdt hovedet koldt

ANNONCE