U23-holdet bekræftet som oprykkere

U23-holdet lå på andenpladsen i ‘Premier League 2, Division 2’ da sæsonen blev afbrudt af COVID-19. Nu har Premier League besluttet at afgøre tabellen med Points-Per-Game modellen. Det sikrer Manchester United U23 en andenplads og dermed oprykning til det højeste niveau i Premier League 2.

Neil Wood har med U23-holdet haft en flot sæson.

Med 17 kampe spillet da sæsonen blev afbrudt lå Uniteds U23-hold på andenpladsen i divisionen kun toppet af et frit scorende West Ham-mandskab.

United havde dog en kamp i hånden og var kun tre point efter førstepladsen.

Intet hold i divisionen kunne hamle op med West Hams imponerende 58 mål i 18 kampe, men United var næstbedst på målscoringsfronten med 45, og havde den bedste defensive statistik i divisionen med kun 17 mål lukket ind i 17 kampe.

Der er selvfølgelig den formildende omstændighed at holdet ikke ligger i den bedste række. Uniteds U23-drenge har altså ikke spillet mod reserverne fra Liverpool, Manchester City, Arsenal og Chelsea hver uge, men skulle krydse klinger med blandt andre Sunderland, Reading og Middlesbrough.

Men som klichéen lyder i fodbold kan man kun vinde de kampe der er foran én, og der har Neil Woods gutter været blandt de allerbedste i rækken. På U23-niveau skal man også medregne en faktor der gør det sværere for manageren: det er sjældent de samme 11 spillere der står til rådighed.

Wood har måtte se bort fra mange af sine bedste spillere til mange kampe. Spillere som Mason Greenwood og Brandon Williams har nærmest sprunget U23-holdet over med deres hurtige udvikling og etablering på førsteholdet.

Spillere som James Garner (formentlig årets spiller i klubben på U23-niveau), Tahith Chong og Angel Gomes har i perioder været utilgængelige for Wood fordi de har trænet med førsteholdet og været med i kamptruppen hos Ole Gunnar Solskjær.

Det har betydet at den næste række af talenter har skulle tage batonen, og her har særligt Ethan Galbraith, Teden Mengi og Di’shon Bernard nydt godt af at få mange minutter.

Den nu tidligere United-spiller Largie Ramazani toppede topscorerlisten med ni må, men mest værd at bemærke er nok James Garners forrygende målstatistik fra sin position som central midtbane: otte mål i ti kampe i divisionen.

Tahith Chong viste sig også at være for god til det niveau med fem mål og fem assist (top assistmager for United) i kun seks kampe. Der er en grund til at hollændere har været hypet af fans af U23-holdet, men han har endnu ikke været i stand til at producere mål og assists på førsteholdet. Det kan dog se ud til at Chong måske har gjort sig fortjent til et lejeophold i en god liga.

Med mange forskellige spillere i brug har Wood altså formået at sikre U23-holdet oprykning til et niveau hvor det bliver noget sjovere, men også markant sværere.

Det er godt nyt for de unge spilleres udvikling at prøve sig mod bedre modstandere (vinderne af Premier League 2, Division 1 Chelsea gav mange minutter til spillere der er tæt på Premier League-niveau som Tariq Lamptey, Billy Gilmour og Marc Guehi).

Men det er også godt nyt for Uniteds førstehold. Når en spiller er ude af form, på vej tilbage fra skade eller blot mangler lidt kompetitiv kamptræning i benene er det en fordel at U23-holdet er på et højere niveau.

Startdatoen for den kommende sæson af Premier League 2, Division 1 er endnu ikke blevet fastsat.

 

Køb Manchester United merchandise via Unisport.dk så støtter du OldTrafford.dk.

 
Forrige artikel

Fire fra United nomineret til Årets Unge Spiller i PL

Næste artikel

Optakt: Norsk stævnemøde

ANNONCE