U19: Passivt forsvarsspil kostede i slaget på heden

En sløv start og stillestående forsvarsspil kostede en kvartfinaleplads i UEFA Youth League, da Manchester United blev slået af FC Midtjylland.

Tre gange måtte de 6013 publikummer lytte til det ulidelige ulvehyl på MCH Arena, da United med masser af kendte navne på holdkortet blev sendt ud af UEFA Youth League med et nederlag på 3-1.

Det var ikke til at se i kampens begyndelse, at United havde tre spillere med fra start, der inden for de sidste par uger har spillet Premier League-fodbold. To af de tre var nemlig blandt de store syndere i den rodede indledning. Hverken Angel Gomes eller fødselaren James Garner havde den store succes med ellers helt simple afleveringer. 

Det var også, hvad der kostede efter cirka 10 minutter, da FCM-kanten Gustav Isaksen fik alt for meget tid og plads til at føre bolden mod feltet, og helt ugeneret kunne han sparke bolden ned i højre hjørne uden chance for Matej Kovar i målet. 

Det var som om, at 1-0-målet var, hvad der skulle til, for at vække United-spillerne, der hurtigt fik arbejdet sig ind i kampen. Gomes og Garner fandt deres niveau, og Chong legede af flere omgange kispus med FCM-forsvaret. Med United-briller var hollænderen generelt første halvlegs helt store oplevelse.

Det gik især ud over venstrebacken Nikolas Dyhr, der måtte en tur på røven, når det gik allerhurtigst. Han udgik i øvrigt med en skade efter 40 minutter.

På det tidspunkt havde United også bragt balance i regnskabet. Ethan Laird var efter fremragende forarbejde af Burghail-Mellor blevet nedlagt i feltet, og det takserede kampens spanske dommer til et straffespark. Angel Gomes eksekverede stensikkert, og så var kampen nulstillet efter 30 minutter.

Manchester United kom langt bedre ud til anden halvleg, end de gjorde til første. Og med Gomes, der virkelig havde spillet sig op, som spilfordeler, kom hjemmeholdets forsvarskæde på overarbejde i halvlegens indledning. 

Alligevel var det FCM, der kunne bringe sig på 2-1 efter 72 minutter. Endnu engang var det Gustav Isaksen, der fik sparket bolden i mål, efter at United-forsvaret fik bakket alt for meget på ham.

Nicky Butts tropper formåede aldrig at få lagt et rigtigt vedvarende pres på det midtjyske felt, og stille og roligt arbejdede uret for det danske mesterhold, der efter 87 minutter også fik lukket kampen på en kontra, som Oliver Olsen fik flugtet i mål til 3-1.

For at afslutte en gennemført skidt præstation af holdet fik Lee O’Connor også tilkæmpet sig sit andet gule kort i slutminutterne, og derfor måtte holdet slutte med 10 mand.

Dermed er United ude af UEFA Youth League, mens FC Midtjylland i kvartfinalen møder FC Porto. 

 

Forrige artikel

Sky Sports: Andreas Pereira får et-års kontraktforlængelse

Næste artikel

Spillerkarakterer: Chong med bedste præstation i sløj United indsats

ANNONCE