Tre mindeværdige Manchester United-Liverpool opgør

Læsetid
3 minutes
Læst indtil videre

Tre mindeværdige Manchester United-Liverpool opgør

10 oktober, 2017 - 12:55
Vi har taget et kig på tre mindeværdige opgør mellem Manchester United og Liverpool.

Steven Gerrard udvises ©Getty

I weekenden står der Liverpool i kalenderen. The North-West Derby er det største opgør i engelsk fodbold, og derfor en af de kampdage på fodbold-året, som fans af de to hold ser allermest frem til.

Gennem tiden er der spillet flere mindeværdige opgør de to klubber i mellem, og i disse kampe, kan spillerne kan opnå kultstatus. Hvem glemmer Rio Ferdinands sejrsmål, Gary Nevilles jubelscener eller Anthony Martials fantomdebut mod Brendan Rodgers’ Liverpool?

Men hvilke af disse kampe er de mest mindeværdige? Vi prøver at give tre bud set med United-brillerne på.

Liverpool – Manchester United 0-1. 3. marts 2007.
På en solskinssøndag i marts gæstede Manchester United Anfield i en meget afgørende kamp i bestræbelserne på at sikre klubben det første mesterskab i tre år.

Undervejs i kampen blev Paul Scholes udvist efter en tackling på Xabi Alonso, og Wayne Rooney udgik med en skade. Det var Liverpool, der dominerede, og et par gange måtte den hollandske målmandslegende Edwin van der Sar hive store redninger frem. Tættest på for Liverpool var den lange angriber Peter Crouch.

Men i kampens overtid stjal United sejren. Liverpools målmand Pepe Reina kunne kun halvklare et dykkende frispark fra Cristiano Ronaldo. Indskiftede John O’Shea var over returen og sparkede med den største selvfølgelighed bolden op i nettaget. Sir Alex Ferguson og spillernes efterfølgende jubelscener fortalte alt om betydningen af det mål, og United gik også hen og vandt Premier League den sæson.

Link til video. John O'Sheas matchvinder mod Liverpool.

 

Liverpool – Manchester United 1-2. 1. december 2002.
Diego Forlan fik den helt store hovedrolle på denne første søndag i december 2002. Angriberen fra Uruguay blev aldrig den store målsluger for United men med to mål mod ærkefjenden i deres hule, sikrede den langhårede angriber sig en evig plads i United-fans hjerter. He made the scousers cry.

Det var en meget lige og hårdt spillet affære. Allerede efter syv minutter fik Ruud van Nistelrooy et gult kort for en hård tackling på Stephane Henchoz.

Efter en times tid var Liverpool-målmanden Jerzey Dudek i gavehumør. Jamie Carragher headede bolden tilbage til sin målmand men i stedet for at samle bolden op, gik bolden på mystisk vis igennem benene på målmanden. Diego Forlan havde lugtet muligheden og kunne let sparke bolden i et tomt mål til stor jubel for Uniteds spillere og fans.

Få minutter senere var den blonde angriber igen på pletten. Ryan Giggs sendte Forlan alene igennem, og han sparkede sikkert bolden ind bag Dudek. Sami Hypia fik med ti minutter igen reduceret for Liverpool, og senere måtte Fabien Barthez hive en stor redning op af lommen for at sikre United sejren.

Link til video: Diego Forlans to mål mod Liverpool

 

Liverpool - Manchester United 1-2. 22. marts 2015.
Der var hård kamp om fjerdepladsen, da Manchester United tog til Liverpool for at møde sin ærkerival. Det var samtidig Liverpool-anfører Steven Gerrards sidste opgør mod United, og alle United-fans yndlings-offer skulle få en hovedrolle i kampen. En hurtig hovedrolle. 38 sekunder varede den faktisk. Nej, han gled ikke.

Louis van Gaals United havde fået en svingende start under hollænderens ledelse, men i løbet af foråret skulle der komme lidt styr på det. Vendepunktet kom faktisk i denne kamp. United dominerede hjemmeholdet stort, og efter et kvarter sendte Ander Herrera Juan Mata i dybden, og den sympatiske spanier scorede sikkert til 1-0.

United-dominansen fortsatte resten af halvlegen, og det ønskede Brendan Rodgers at ændre på til anden halvleg. Generalen Steven Gerrard skulle på banen for at anspore sine holdkammerater. Men efter en lang aflevering og en hård tackling på Juan Mata var det i bad. Ander Herrera gik ned i en tackling på Gerrard for at give igen for Mata-tacklingen, og det frustrede Gerrard. Liverpool-anføreren trådte ned på spanierens ankel. Det så kampens dommer, Martin Atkinson, og Gerrard fik rødt. I sin sidste kamp mod United.

Ti minutter senere gjorde United og Mata dagen værre for Liverpool. Angel di Maria fandt spanieren med et fikst vip, og Juan sendte bolden i mål med et uimodståeligt sideliggende saksespark. Senere reducerede Daniel Sturridge for Liverpool, men det kunne ikke redde dagen for Merseyside-klubben.

Link til video. Steven Gerrards udvisning mod United.

 

Der er andre opgør, der kunne nævnes. FA Cup-finalen i 1996, hvor Eric Cantona scorede det afgørende mål er blandt disse

Læs mere om:

Podcast: Lyt til OldTrafford.dk's podcast om Manchester United. Læs mere her
Rejser og billetter: Vi har samlet en masse tips og gode råd, hvis du vil opleve Manchester United på Old Trafford

Bliv klædt ordentligt på til 2018/19