Transferoverblik: Coman-rygter skudt ned, Sancho stadig på spil

På mandag åbner transfervinduet i Premier League, men inden da har der selvfølgelig været masser af rygter omkring Manchester Uniteds transfersituation. Bliv klogere herunder:

Jadon Sancho-sagaen lever i bedste velgående

Der kommer nok ikke til at være et eneste transferoverblik, hvor vi ikke kommer til at vende Sancho-situationen, og lige i øjeblikket ligner det, at Sancho bliver United-spiller efter dette transfervindue. Dog bliver det en hård kamp om at få Dortmund-stjernen.

Tidligere på ugen berettede vi, at United stadig arbejder på en handel om Jadon Sancho. Her fortalte nogle af Englands mest pålidelige journalister, at Sancho er førsteprioriteten for dette transfervindue, og at en handel meget vel kunne blive officiel. Her er et par af citaterne fra de normalt troværdige journalister:

Simon Stone, BBC:
– Der er ingen tvivl om, at Ole Gunnar Solskjær meget gerne vil have Jadon Sancho, og de tror på, de kan få ham, og de tror, at Jadon Sancho gerne vil hjem til England.
David Ornstein, The Athletic:
– Der er meget arbejde, der skal gøres for at få handlen i hus, og det er ikke tæt på endnu. Klubben vil gøre alt for at få det til at ske.
Christian Falk, Bild:
– Der er ikke nogen endelig beslutning endnu, men jeg tror alle har en følelse af, at en transfer kommer til at ske. Dortmund har hele tiden sagt, at de vil have 120 millioner euro, men det tror jeg ikke, de får den her sommer.

Derudover er det meget tydeligt, at Dortmund ikke ønsker at sænke prisen på Sancho på trods af coronakrisen, men hvis Jadon Sancho presser på for et skifte, kan de måske blive nødt til det. Sky Sports, som altid har kilderne i orden på sine transferhistorier, og RMC-fodboldredaktør Mohamed Bouafhsi, som vi anerkender som Tier 1-journalist, fortæller, at Sancho har hjemve og vil presse på for at skifte hjem til England.

Sandsynlighed for, at Sancho skifter til Manchester United: 70-75%

Rygter om Coman blev skudt ned – men hvad betyder det?

I går kunne The Athletic melde, at Manchester United er forberedt på at se sig om for et Jadon Sancho-alternativ det samme sted, som englænderen selv spiller; nemlig i Bundesligaen. Det skulle være Bayern Münchens kantspiller Kingsley Coman, der var i kiggerten.

Her forlød det, at Jadon Sancho naturligvis var første mand på ønskelisten, men at der var holdt kort kommunikation mellem Kingsley Coman- og United-lejrene om en mulig aftale, hvis Jadon Sancho-handlen skulle gå i vasken.

Ifølge The Athletic var der tale om en mulig lejeaftale, og at Kingsley Coman selv skulle være interesseret i et ophold i det nordvestlige England. Det var dog så et rygte, der blev skudt ned kort tid efter.

Det var Christian Falk, manden med fingeren på pulsen, når det gælder transfersituationen i og omkring Bundesligaen, som skød rygtet ned. Han har på sin Twitter-profil opbygget et brand af at skrive “true” eller “not true” om rygter, og her meldte Bild-journalisten, at der var ikke var tale om en aftale.

“Not true,” retweetede han i går, hvor han senere uddybede: “Bayern-ledelsen sagde nej til Manchester City, der ville have lavet en byttehandel med Leroy Sané, og de ville også sige nej til Manchester United. Kingsley Coman er ikke til salg.”

Lægger man de to historier sammen ligner det et billede af, at United formentlig leder efter alternativer til Jadon Sancho og at Kingsley Coman muligvis godt kunne være interesseret i at skifte til United, men det kommer ikke til at ske i denne omgang, da Bayern München simpelthen ikke har tænkt sig at sælge ham.

Sandsynlighed for, at Kingsley Coman skifter til United: 0-10%

United holder øje med Lille-forsvarer

Journalist på The Times og medvirkende i “The Transfer Window Podcast”, Duncan Castles, fortalte i sin ugentlige transferopdatering, at Manchester United har bedt om opdateringer på Lilles midterforsvarer Gabriel Magalhaes.

Her nævnes det, at Ole Gunnar Solskjær ønsker en venstrebenet midterforsvarer, som kan føre bolden op fra bagkæden ved siden af Harry Maguire, og her er Lilles 22-årige midterforsvarer et godt bud på sådan en.

Castles fortæller, at Lille kræver over 25 millioner euro for Gabriel, som også skulle være relevant for Napoli, som ser ham som en erstatning for Kalidou Koulibaly, som de har tænkt sig at sælge for at få råd til Victor Osimhen, som de henter fra netop Lille.

I skrivende stund ligner det, at Gabriel Magalhaes er tættere på Napoli end noget andet, men United skulle eftersigende være parate til at kapre aftalen, hvis de kan få ham til en rigtig pris. Dette er dog i et tidligt stadie og baserer på ukonkret kontakt til Gabriel-lejren.

Sandsynlighed for, at Gabriel Magalhaes skifter til United: 5-10%

Everton og Leeds er interesserede i Sergio Romero

Sergio Romero blev forbigået i sidste weekends FA Cup-semifinale for David de Gea, som i stedet kvitterede med en katastrofekamp, og nu ser Premier League-klubber mod Sergio Romero, som tror, at de kan lokke argentineren væk fra Manchester United.

Det er ESPN, der har historien om, at Everton og nyoprykkede Leeds United begge er interesserede i Uniteds argentinske andenmålmand. Her meldes det, at Everton ønsker at give førstemålmand Jordan Pickford mere konkurrence efter en knap så succesfuld sæson, mens Leeds leder efter Premier League-erfaring.

Begge historier er dog i de tidlige stadier, og der er ikke andre medier, der melder det samme, men interessen og et skifte vil give mening, da Sergio Romero muligvis ikke føler, han har fået den tillid, han fortjener i Manchester United, og kunne være på jagt efter fast spilletid.

Sandsynlighed for en Romero-transfer: 5-10%

Køb Manchester United merchandise via Unisport.dk så støtter du OldTrafford.dk.

 
Forrige artikel

The Athletic: United er interesseret i Kingsley Coman

Næste artikel

Optakt: Alt på spil i sæsonfinalen mod Leicester

ANNONCE