Talentspejder: Amad Diallo Traoré

Oldtrafford.dk tegner et portræt af et af Europas mest lovende talenter fra årgang 2002. En spiller der forhåbentlig vil få fans op af sæderne på Old Trafford i fremtiden.

Info

Navn: Amad Diallo Traoré

Født: 11. juli 2002 (18 år)

Land: Elfenbenskysten

Position: Højrekant

Ben: Venstre

Professionelt CV: 3 kampe / 1 mål (Serie A)

Intro

Manchester United tog fusen på transferspændte fans verden over på “Deadline Day”.

En af overraskelserne var at Woodward og co. sendte 150 millioner kroner (som kan stige til over 300 millioner baseret på præstationer) til Atalanta for en spiller med kun tre professionelle kampe på sit CV og en arbejdstilladelse der endnu ikke er sikret.

Amad Diallo Traoré (som foretrækker at gå under navnet Amad Diallo), er dog en spiller der i sin korte karriere har vist tegn på at han er en af sin årgangs mest lovende spillere i Europa, og United havde trods den pludselige aktivitet på transfervinduets sidste dag “scoutet” ham i over et år da kontrakten blev underskrevet.

Amad Diallo er født Elfenbenskysten i 2002, men hans familie flyttede til Italien da Amad var ganske ung, og det er i støvlelandet han har fået sin fodboldopdragelse.

Først gjorde Amad Diallo sig sammen med sin bror (mere om ham om lidt) i amatørklubben Boca Barco, hvor han som 12-årig blev topscorer ved en juleturnering på trods af at være yngste mand registreret.

Juventus, Inter og AC Milan havde alle talentspejdere til stede ved denne turnering, men Amad Diallo var overbevist om at den bedste karriererute for ham var gennem Atalantas anerkendte akademi, som han sluttede sig til da han fyldte 13 i sommeren 2015.

Amads 2 år ældre bror – Hamed Junior Traoré – er der muligvis nogle af læserne der allerede har hørt om, han har nemlig etableret sig som fast mand på midtbanen i Empoli og siden Sassuolo, og betragtes med sine 20 år og 65 kampe i ligaen som en af Serie A’s mest eftertragtede unge spillere. Og han er måske den mindre talentfulde af de to.

Selv om den 18-årige kommende United spiller Amad Diallo ikke nåede at få sit endelige gennembrud i Serie A (han fik 3 kamp sidste sæson), forlyder det  fra tidligere trænere og scouts at hans potentiale er i samme kaliber som brormands (eller endda højere), hvilket prisen United har betalt for ham også antyder.

Men hvor Hamed Junior gør sig på den centrale midtbane, foretrækker Amad Diallo at spille længere fremme på banen. Han har erfaring på ungdomsniveau med alle offensive pladser, men han gør sig mest (og bedst) som højrefløj.

Hvilken type spiller er Amad Diallo?

Diallo er på alle måder en moderne kantspiller der – som det ofte er tilfældet i fodbold anno 2020 – foretrækker det modsatte ben af den fløj han spiller på.

Diallo befinder sig ofte bredt på højre side af banen når hans hold har bolden, og er bedst når han modtager bolden nær sidelinjen og driver indad med bolden mod straffesparksfeltet med sit foretrukne venstreben (han er dog ikke langt fra at være beggebenet).

Diallo besidder god fart, men hans mest iøjnefaldende egenskab er hans close-control-dribbling (særligt når han er i fart). Det fremgår både af udtalelser om spilleren og af videoklip man selv kan kigge nærmere på.

 

 

 

Amad Diallo har en vis elegance og æstetisk udtryk i sine driblinger som man som seer instinktivt fascineres af.

Ryggen er aldrig krummet når han løber. Brystet er løftet højt og hans blik er sjældent på bolden, men snarere på udkig efter frie medspillere.

Som hos de bedste kantspillere har Amad Diallos fødder og bolden en telepatisk forståelse, og han har en utrolig balance kombineret med pæn fysisk styrke der gør ham svær at vælte omkuld (dette kan dog ændre sig i Premier League).

Det ser naturligt ud når Mason Greenwood afslutter, og det er den samme fornemmelse man får når man ser Amad Diallo løbe med bolden ved fødderne, ikke ulig Ansu Fati i Barcelona der er af samme årgang som Diallo.

Diallo har ligesom Fati også en tydelig vilje og selvtillid til at tage bolden forbi flere spillere af gangen.

Men han er ikke en one trick pony (no offense Dan James), for Amad Diallo har en modenhed i sit spil som talentspejdere altid leder særligt efter.

Diallos beslutninger på midten og sidste tredjedel af banen er gode for hans alder. For en spiller hvis stærkeste force er at drible med bolden, er han veludviklet i sit blik for medspillere i afgørende situationer.

At han kan mere end at drive med bolden afspejles i hans stats, der viser at han også har næse for mål og afgørende afleveringer. Af sine 53 kampe (på henholdsvis Atalanta U17 og U19) som højrefløj i karrieren har han bidraget med 22 mål og 22 assists.

Kigger man på hans stats pr. 90 minutter fra sidste sæson (U19 i ligaen og UEFA Youth League) er der nogle særdeles iøjnefaldende iblandt:

– 7.0 driblinger pr. 90 minutter

– 3.9 tacklinger pr. 90 minutter (!)

– 3.6 skud pr. 90 minutter

– 2.9 skabte chancer på 90. minutter (!)

– 2.8 frispark begået imod pr. 90 minutter

– 0.34 mål pr. 90 minutter

– 0.17 assists pr. 90 minutter

Syv gennemførte driblinger pr. kamp er på et uhyggelig højt niveau (tænk Adama Traoré), men mere overraskende for en ung kant ser man et højt antal tacklinger gennemført og chancer skabt.

Det høje antal tacklinger tyder på at Diallo er villig til at presse uden bold, og skabte chancer at han tager gode final decisions med bolden.

Den italienske målmandslegende (og sportsdirektør i Serie C-klubben Lucchese) Giovanni Galli er blevet krediteret som manden der opdagede Traoré-brødrene, og da han så dem for første gang i 2014 vidste han at der var tale om helt særligt talent, både teknisk og mentalt:

– Man kunne se med det samme at de var niveauer over alle andre spillere [til prøvetræning i Lucchese, red.]. Vi vidste med det samme de var for gode til os. Amad var fantastisk, han trænede med drenge der var 3 år ældre end ham. Han havde fremragende teknisk kvalitet og en enestående stærk personlighed. Måden de begge behandlede bolden på var bare anderledes, tunneller og den slags.

Galli spillede en afgørende rolle brødrenes karrierer, da det var hans telefonopkald der skaffede dem prøvetræninger på højere niveau. Herefter er det kun gået en vej for Amad og Hamid.

Hvordan er Amad Diallos karriere forløbet indtil videre?

Amad blev i sin første sæson hos Atalanta placeret i sin egen aldersgruppe (U14) hvor han spillede på midtbanen i en mezzala-rolle, men det fremgik hurtigt at han hørte til på et højere niveau.

Han blevet kåret til turneringens bedste spiller i “Memorial Halima Haider”, hvorefter han begyndte at få sporadisk spilletid for Atalanta Primavera (U19), som han hjalp til at vinde U19-mesterskabet med et mål i finalen mod Roma.

Han havde dog ikke registreret spilletid i nok kampe til at få trofæet på sit CV.

På trods af sit hurtige gennembrud fik Amad ikke lov at bryde strukturen i Atalantas akademi, og måtte affinde sig med at spille sin anden sæson med U15-holdet på trods af at være flere niveauer over sine med- og modspillere.

Sæsonen efter blev Amad forfremmet til U17-holdet hvor han han scorede 12 mål i 27 kampe, heriblandt et i ligafinalen, som Atalanta dog tabte til Romas U17-mandskab.

I 2018/2019 fik Amad Diallo lov at deltage på Atalantas førsteholds “pre-season”, hvor han begyndte for alvor at gøre opmærksom på sig selv. 18/19 blev sæsonen hvor han slog sit navn fast (og United begyndte at scoute ham) blandt Europas talentspejdere med fremragende præstationer for både Atalantas U17-hold (12 mål og 7 assists i 16 kampe) og Atalanta Primavera (6 mål og 6 assists i 26 kampe).

Atalanta vandt “scudettoen” på U19-niveau og denne gang kunne Amad fortjent løfte pokalen ved sæsonens afslutning.

Ved begyndelse af den næste sæson – en måned efter han fyldte 17 år – slog Amad til med to assists i en 2-1 sejr over Fiorentina i “Supercoppa Primavera”.

Et par måneder senere fik han sin debut i Serie A, og kvitterede med et mål fire minutter efter i en 7-1 afklapsning af Udinese, og blev hermed den første spiller født i år 2002 til at score i Serie A.

Ved sæsonens afslutning kunne Amad løfte det tredje trofæ i sin korte karriere, da han for anden sæson i træk var med til at sikre “Campionato Primavera” med seks mål og seks assists i 25 kampe for U19-holdet.

Amad Diallo tiltræder (hvis han, som forventet, får opholdstilladelse i England) på Carrington 1. januar. Det er endnu uklart om han skal træne med et af akademiholdene eller om han går direkte ind og træner med Solskjærs tropper.

Køb den nye Manchester United trøje her via Unisport.dk så støtter du OldTrafford.dk.

 
Forrige artikel

Pogba drømmer stadig om Real Madrid

Næste artikel

United bakker op om forslag til stor Premier League-ændring

ANNONCE