Spillerkarakterer: Stærk forsvarsduo var holdets bedste

Fred og Matic leverede begge en frygtelig præstation, mens Victor Lindelöf og Marcos Rojo havde styr på alt, de blev mødt af mod AZ Alkmaar.

På OldTrafford.dk giver vi i denne sæson spillerkarakterer efter følgende princip:

1 – Den rædderlige indsats, der ikke bød på noget nævneværdigt

2 – Den dårlige indsats, der næsten ikke kunne have gået værre

3 – Den ringe indsats, der bød på flere negative aktioner

4 – Den middelmådige indsats – Dog mere negativ end positiv

5 – Den middelmådige indsats

6 – Den middelmådige indsats – Dog mere positiv end negativ

7 – Den flotte indsats, der er mere end godkendt

8 – Den stærke indsats med flere rigtig gode aktioner 

9 – Den sublime indsats, der er tæt på at være perfekt. Som da Cristiano Ronaldo i sin debut i 2003 drev gæk med Bolton-forsvaret uden dog helt at have slutproduktet med.

10 – Den sensationelle og ikoniske indsats, der ikke kan sættes en finger på. Tænk Roy Keane mod Juventus i Torino i foråret 1999.

 

David de Gea – 6
Havde en rigtig god redning inden for det første kvarter og endnu en efter 70. Derudover var aftenens anfører mest en del af opspillet, når United havde svært ved at komme gennem det høje pres fra værterne.

Diogo Dalot – 6 
Var fra sin back-position den bedste mand i offensiven. De få gange, United blev farlige, var Dalot involveret. Defensivt var han ikke helt lige så stærk, men generelt var det en fin præstation af portugiseren.

Victor Lindelöf – 7 (Kampens spiller)
Ice Man var egentlig ret usynlig, hvilket for en spiller som ham er en positiv ting. Når Alkmaar var farlige, var det typisk på afslutninger fra positioner uden for feltet og altså ikke, fordi forsvaret – styret af Lindelöf – blev udspillet. Når han var på bolden var han rolig og fattet og sørgede for at komme af med den på en fornuftig måde igen og igen.

Marcos Rojo – 7
Man så overraskende lidt til den normalt så skydegale argentiner. Defensivt havde makkerparret i midterforsvaret fin kontrol, og det var sjældent, værterne blev rigtig farlige. Når de gjorde, var det over kanterne eller fra distancen. Solid indsats.

Brandon Williams – 6
Den 19-årige akademispiller viste en fin figur. Han havde dog problemer indimellem, når han var på bolden, hvor han ikke altid kom godt af med den. Og så var han måske en smule heldig med ikke at få et straffe imod sig, da han havde hånd på bolden i starten af anden halvleg. Overordnet dog en godkendt præstation, hvor han ikke lod sig løbe over ende på trods af en hurtig modstander.

Fred – 1
Hvor er den Fred, der spillede i Shakhtar Donetsk? Han var i hvert fald ikke på banen torsdag aften.

Nemanja Matic – 2
Det går bare så langsomt, når Matic er på bolden. Der er ingen chance for, at modstanderne kan blive overraskede over en aflevering fra serberen, for alle har læst i gårsdagens avis, hvad han vil gøre. 

Juan Mata (ud 83) – 4
Var helt usynlig og meget symptomatisk for Uniteds offensive præstation. Der kom simpelthen ikke nok tempo på tingene, når han var i boldbesiddelse, og så løb det ud i ingenting for ofte.

Angel Gomes – 5
Respektabel præstation fra akademispilleren. Men der er et stykke op til nogle af hans bedste præstationer for førsteholdet. Han var dog blandt de bedre på den offensive del af banen, men det siger heller ikke alt for meget.

Daniel James (ud 63) – 5
Uniteds bedste mand blandt de offensive spillere. Startede som angriber, hvilket var et klart fejlcast, men da han kom ud på kanten, hvor han er bedst, gik han fint i spænd med fremadstormende Dalot.

Mason Greenwood (ud 77) – 4
Startede ude af position på højrekanten af en eller anden årsag, hvor han aldrig fandt sig til rette. Senere blev han flyttet til angrebet, men det blev aldrig rigtig godt for den nu 18-årige angriber, der ikke kunne følge op på sine mål i de seneste par starter. 

Indskiftere:

Marcus Rashford (ind 63) – 5
Rashford skabte lidt ravage, da han kom ind, og det er tydeligt, at han har lidt mere muskelkraft, end Greenwood har. Han blev vel egentlig også snydt for et straffespark mod slutningen.

Jesse Lingard (ind 77) – UB

Scott McTominay (ind 83) – UB

Se alle rejsetilbud til den nye sæson her
Priser fra kun 2.445,- inkl. fly, kamp og hotel.

Forrige artikel

Usynlig offensiv og solid defensiv gav et point i Holland

Næste artikel

Dalot: Godt point at få på udebane

ANNONCE