Spillerkarakterer: Defensiven bedst i Serbien

Defensiven var den primære årsag til Manchester Uniteds 1-0-sejr ude mod Partizan Beograd, mens unge Brandon Williams tager titlen som kampens spiller.

På OldTrafford.dk giver vi i denne sæson spillerkarakterer efter følgende princip:

1 – Den rædderlige indsats, der ikke bød på noget nævneværdigt

2 – Den dårlige indsats, der næsten ikke kunne have gået værre

3 – Den ringe indsats, der bød på flere negative aktioner

4 – Den middelmådige indsats – Dog mere negativ end positiv

5 – Den middelmådige indsats

6 – Den middelmådige indsats – Dog mere positiv end negativ

7 – Den flotte indsats, der er mere end godkendt

8 – Den stærke indsats med flere rigtig gode aktioner 

9 – Den sublime indsats, der er tæt på at være perfekt. Som da Cristiano Ronaldo i sin debut i 2003 drev gæk med Bolton-forsvaret uden dog helt at have slutproduktet med.

10 – Den sensationelle og ikoniske indsats, der ikke kan sættes en finger på. Tænk Roy Keane mod Juventus i Torino i foråret 1999.

 

Sergio Romero – 7

Partizan havde en håndfuld farlige forsøg, men Romero var som sædvanligt en pålidelig sidste skanse og reddede United flere gange.

Aaron Wan-Bissaka – 5 (Udskiftet efter 60 minutter)

Højrebacken havde ikke så meget held med sine offensive aktioner, men løste de defensive trusler fint som sædvanligt.

Phil Jones – 5

Jones havde flere gode indgreb, men virkede til tider usikker på bolden og smed den væk et par gange i farlige positioner.

Harry Maguire – 6

Anføreren var solid i midten af et tremandsforsvar, der stort set holdte Partizan fra chancer, hvis man ser bort fra langskudsforsøg og dødbolde.

Marcos Rojo – 6

Ligesom Maguire var Rojo solid i defensiven og viste mere selvtillid på bolden end Jones i den anden side af midterforsvaret.

Brandon Williams – 7 (Kampens spiller)

Flot præstation af den unge United-back, der flere gange kom fint med i offensiven, og fremtvang straffesparket, der gav United sejren. Slap også godt fra sine defensive aktioner.

Scott McTominay – 5

Den centrale midtbane havde i perioder svært ved at få greb om kampen, men McTominay leverede en solid præstation uden at imponere.

James Garner – 5

Garner var ikke særligt iøjnefaldende, men kom fint ud af de fleste aktioner i en hektisk kamp.

Juan Mata – 4

Som en central del af en knap så velfungerende United-offensiv havde Mata ikke den bedste kamp. Spanieren kæmpede hårdt, men havde ikke meget held med sine offensive aktioner.

Jesse Lingard – 5

Lingard havde svært ved at blive involveret i kampen, men var tæt på at bringe United foran med et fint forsøg fra kanten af feltet i første halvleg.

Anthony Martial – 5 (Udskiftet efter 60 minutter)

Martial virkede en smule uskarp i flere aktioner, hvilket er naturligt efter en længere periode på sidelinjen. Han var dog skarp fra pletten og sikrede United sejren, som han har gjort så mange gange før.

Indskiftere:

Marcus Rashford – 4 (Indskiftet efter 60 minutter)

Efter en stor præstation mod Liverpool i weekenden var indskiftede Rashford ikke særligt synlig mod Partizan.

Daniel James – 4 (Indskiftet efter 60 minutter)

Ligesom Rashford havde James ikke særligt stor indflydelse på kampen efter sit indhop.

Andreas Pereira – Udenfor bedømmelse

 

Se alle rejsetilbud til den nye sæson her
Priser fra kun 2.445,- inkl. fly, kamp og hotel.

Forrige artikel

Martial sikrede United vigtig EL-sejr i Serbien

Næste artikel

Van Persie og Scholes: Giv Solskjær tid

ANNONCE