Spillerkarakterer: De Gea i en anden verden

Målmanden var klart bedste mand på Wembley, men der var flere gode præstationer blandt Solskjærs udvalgte.

David De Gea – 10 (Kampens spiller)
Ikke overbebyrdet i første halvleg. Til gengæld viste han sig endnu engang at være klar, når det gjaldt anden halvleg. Adskillige gange måtte han vise prøver på sine berømte reflekser, der har reddet United så mange gange. Sikke en kamp. Bravo!

Ashley Young – 6
En fin præstation af den rutinerede back. Der var også overskud til at gå med frem på trods af et til tider tungt pres fra Tottenham.

Victor Lindelöf – 9
Svenskeren spiller stabilt og sikkert. Han har efterhånden udviklet sig til at være en af de absolut bærende kræfter i United-forsvaret. Hvis ikke De Gea havde været et overmenneske, havde Lindelöf været et godt bud på kampens bedste.

Phil Jones – 7
Spillede en god og sikker kamp på trods af en småsvær start. Generelt viste det engelsk/svenske makkerpar i midterforsvaret sig at være rigtig fornuftigt.

Luke Shaw – 6
Blev lidt for ofte løbet over ende af Trippier på kanten, og han måtte også se bolden smutte mellem benene under sig. Til gengæld kan man altid regne med, at han er med i de offensive aktioner med succes, og han blev generelt bedre kampen igennem.

Nemanja Matic – 6
Man lægger ikke meget mærke til ham, men det er som regel en god ting. Spillede sikkert som stopklods. Men der var ikke luft til også at gå med frem.

Ander Herrera – 6
Fungerede fint sammen med Matic på den bageste del af midten. De to komplimenterer hinanden fint. Ander Herrera går fint med længere frem på banen, mens han defensivt står svagere end sin serbiske makker.

Jesse Lingard – 5
Opsnappede en fejlaflevering i første halvleg, der førte til kampens enlige mål. Derudover var han ret usynlig kampen igennem. Især i anden halvleg kunne man glemme, at han var på banen.

Paul Pogba – 7
Var næsten usynlig i 45 minutter, inden han leverede en perfekt tempereret bold til Rashford, der kunne gøre det til 1-0. I anden halvleg fandt han et helt andet spillehumør frem og hævede niveauet gevaldigt både offensivt og defensivt.

Anthony Martial – 6
Martial var periodevist i flot spillehumør. Man kunne godt ønske sig lidt mere slutprodukt, men det er en fornøjelse at se ham drive forsvaret til vanvid. Lægger blandt andet en perfekt aflevering til Pogbas afslutning på kanten af feltet, som desværre blev reddet af Lloris i målet. 

Marcus Rashford – 7
Den unge angriber løber og kæmper flot som altid. Han trækker meget opmærksomhed til sig, som de øvrige offensive spillere kan drage nytte af, og så blev han matchvinder med sit flotte mål i første halvleg.

Romelu Lukaku (ind 73.) – 5
Kom ikke meget i vælten, da spillet foregik klart mest på Uniteds egen banehalvdel på dette tidspunkt af kampen. Var vågen og god til at holde i bolden, når der blev plads til en kontra i ny og næ.

Diogo Dalot (ind 83.) – UB

Scott McTominay (ind 90+2.) – UB

 

Forrige artikel

Endnu en sejr: De Geas fødder reddede United på Wembley

Næste artikel

De Gea: Det her er det rigtige Manchester United

ANNONCE