Spillere og trænere i slagsmål efter derby

Flere spillere og trænere fra Manchester United og Manchester City kom i klammeri med hinanden efter søndagens derby.

Bølgerne gik højt på banen under Manchester-derbyet, og uroen fortsatte efter kampen. 

Flere medier, heriblandt The Guardian og ESPN, skriver, at spillere og trænere fra begge klubber røg i håndgemæng ved Manchester Citys omklædningsrum kort tid efter slutfløjtet. 

Gnisten blev angiveligt tændt, efter United-lejren blev provokeret af City-spillernes meget eksplicitte fejring af 2-1-sejren, der bl.a. bød på højlydte gestusser og musik. Det fik ifølge ESPN José Mourinho til at besøge udeholdets omklædningsrum for at bede dem om at dæmpe sig, hvorefter han kom i et voldsomt skænderi med målmand Ederson. 

Efterfølgende var flere personer fra begge sider – med Romelu Lukaku som en af frontmændene – involveret i et sammenstød, hvor der blev uddelt slag og kastet med flasker, mens Mourinho skulle have fået vand og mælk sprøjtet på sig. Samtidig beretter The Guardians Daniel Taylor, at City-træner Mikel Arteta havde blod løbende ned over ansigtet fra en flænge over øjet. 

Vidner fortæller The Guardian, at det mest af alt lignede et pubslagsmål, og at politi og stewards greb ind for at få situationen under kontrol. 

Det er uvist, hvad hændelsen får af konsekvenser, men sikkert er det formentlig, at FA nu vil undersøge forløbet. 

Nederlaget betyder, at United har 11 point op til City på førstepladsen. 

Læs mere om:

Podcast: Lyt til OldTrafford.dk’s podcast om Manchester United. Læs mere her
Rejser og billetter: Vi har samlet en masse tips og gode råd, hvis du vil opleve Manchester United på Old Trafford
Forrige artikel

Uenighed om manglende straffekendelse

Næste artikel

United møder Sevilla i Champions League

ANNONCE